Som udgangspunkt er det gratis at læse mine historier og noveller her på siden. Du kan gøre det med god samvittighed.
Når det er sagt, så er det selvfølgelig ikke uden omkostninger at drive siden. Det koster lidt for drift hos hjemmesideudbyderen og for domænet – og hostmaster.dk. Jeg vil for alt i verden gerne undgå at skulle reklamefinansier siden – for jeg er selv dødtræt af at blive bombarderet af reklamer konstant og hele tiden.
Hvis du har lyst – og det er intet krav – kan du donere en Skilling via mobilepay. Om det er en 5’er eller en hund betyder mindre. Jeg er taknemmelig for alle bidrag til siden og takker på forhånd.
Kontakt mig
Jeg er nogelunde let at få fat i - hvis du bare følger disse enkle regler: Ring aldrig før klokken 9.30 - og aldrig efter 21.30, med mindre vi har aftalt anderledes. Hvis du lægger besked på min telefonsvarer, så forvent at jeg er en sløv banan og aldrig får ringet tilbage. Så ring hellere på igen. Med hensyn til sms- og tekstbeskeder, så er jeg langtfra altid i stand til at svare med det samme. Du må altså leve med forholdsvis lang svartid. Beklager.
MINE PROJEKTER
I mit skrivebord ligger en hel del sjove ting, som verden aldrig har set mage. Det lyder lidt åndssvagt, at jeg aldrig har taget mig sammen til at få udgivet nogle af de romaner, som jeg i de sidste 25 år har skrevet - for sjov skyld.
Dertil ligger der bunker af noveller - hvoraf du kan læse en del af dem på siden her.
Smertens Teater
Romanserie, hvor foreløbig fire bind er skrevet - og den femte og sidste ligger halvt færig på min computer.
Gonzo har ikke noget fornavn, men bliver bare kaldt Gonzo – fordi han har en stor tud. Han er det som min farmor nok ville have kaldt en værre en. Han er en halvfordrukken stodder, som vi første gang møder i den roman jeg som arbejdstitel kalder ”Smertens Teater”, da han er i 35-års alderen.
Han bor i Ahensbergsgade på Amagerbro, lige ved Amager Centeret – og han bruger en hel del af sin tid på at sidde ved baren på den nærliggende bodega, Håndværkeren på hjørnet af Ahensbergsgade og Holmbladsgade, hvor han har sin faste plads.
Gonzo er kriminel. Slet og ret. Han lever af bistandshjælp – og af de ulovligheder, som han kan slippe afsted med. Og så er han en af de der skide irriterende fyre, som man møder tilfældigt på en beverding og tager en pot billard med om en bajer med – hvorpå man en times tid senere har tabt et par tusind kroner. Han er med andre ord billardhaj og - i mindre grad - småsvindler.
Gonzo er altså lidt usympatisk, men det er der en god grund til. Jeg har altid haft et horn i siden på det faktum, at alle romanhelte skal være gode, pæne borgere, der i sidste ende befinder sig på den rigtige side af loven. Ja, ja, de slår på tæven og drikker whisky direkte fra flasken – men i sidste ende er de altid på den rigtige side. Det er Gonzo ikke. Han har en sort sjæl og som tidligere topbokser sidder næverne løst. Gonzo har to sjællandsmesterskaber i sværvægt på cvet, fra dengang han var ung. To mesterskaber, som han tidsmæssigt må have lånt af virkelighedens Brian Nielsen. Men når det er sagt, så skal det understreges, at Gonzo ikke har noget som helst med levende eller afdøde personer fra den virkelige verden, at gøre.
Gonzo lever livet i værtshusmiljøet på Amagerbro Han er egentligt en charmerende fyr der ikke rigtigt mangler kvindeligt bekendtskab fra sit nærmiljø. Men da han møder sin lillesøsters veninde, Mette, kommer hans ed til sig selv, om aldrig at involvere sig alvorligt med en kvinde, på en prøve. Mette er stripper, pornomodel - og kokainbruger. Hun er pigen som vi alle har set i mandebladene – og nu er hun pludselig Gonzos kæreste.
Men Mette har også skygger. Hun er blevet misbrugt som barn – og nu er hendes stedfar begyndt den samme trummerum med Mettes lillesøster.
Det kan vi jo ikke have, vel…
Et muligt cover til Smertens Teater ses ovenfor. Det er mit eget design - og kun et forslag til hvordan et omslag kan komme til at se ud.
Smertens Teater er skrevet lige omkring årtusindskiftet og foregår også i den tid – og den var den første kladde jeg satte sidste punktum i. Om den holder i dag er svært at sige. Den har været læst af otte – ti personer fra min familie og vennekreds – men venner og nær familie er ikke rigtigt gode sparringspartnere. De er for flinke. Det er ikke let for en kammerat at sige: "Sikken noget lort!"
Og da slet ikke når jeg har lagt min sjæl i historien.
”Den er virkelig god, Uno, få gjort noget ved det,” sagde en god bekendt (det er lige meget hvem det var). Men kender du det; jeg følte egentligt ikke at det var helt rigtigt, det som vedkommende sagde. Så jeg lagde romanen ned i skuffen igen – og nu er papiret ved at være lidt gulligt.
Nuvel, historierne om Gonzo og hans tvivlsomme venne- og bekendtskabskreds, har udviklet sig til fire og en halv roman, hvor vi følger med tiden. Alle figurerne bliver ældre for hver bog. Dog med den undtagelse, at fjerde bind, faktisk bør komme ind som første bind, da den foregår før Smertens Teater. Lige den del må jeg vel diskutere med en eventuel redaktør og forelægger.
Min plan er selvfølgelig at gøre serien færdig, når jeg får tid - og så kan jeg med rette sige, at det har taget mig 25 år at skrive serien. Og jo, jeg vil da gerne have den udgivet - men jeg har det jo lidt ligesom den der udmærkede guitarist, der godt ved at han kan spille, men som har forbandet svært ved at se publikum i øjnene.
Hvorfor?
Svaret er, at jeg ikke rigtigt ved det. Måske er det fordi jeg har den følelse, at romanerne har ligget så længe i en skuffe, at de kun kan formulde, ved at jeg trækker dem frem i lyset. Altså, de kan kun ende med at skuffe mig, for selvfølgelig vil det være en skuffelse at opdage, at der ikke ståe horder af forlag, klar til at viderebringe mine sagelige ordstrømme.
Historier og noveller - men skarp pen og egne fjer...
Uno Friis - E-mal: unofriis@hotmail.com - telefon og sms: 2513 2651
Historier og noveller - næsten tæt på hverdagen...
Uno Friis - E-mal: unofriis@hotmail.com - telefon og sms: 2513 2651