Hun Bor På Månen

Af Uno Gall

Seriøst – jeg tror at Happy er en af de flinkeste fyre jeg nogensinde har kendt. Der er ikke for ti flade dukater ondskabsfuldheder i den fyr. Det er helt sikkert. Tilmed er han en af de gladeste mennesker i denne verden. Man ser ham aldrig uden at han har det smil på krydderen, som har givet ham hans kælenavn. Altid smiler han, både med ansigtet, munden og som noget meget sjælden blandt nutidens mennesker, når hans smil helt ind i øjenkrogene og giver ham et fuldstændigt tryghedsskabende væsen, som man uden den mindste betænkning, vil tillade at invitere éns førstefødte datter ud. Man vil tilmed låne ham pengene til det, hvis det skulle være nødvendigt. Skønt, det er det aldrig. Happy mangler ikke noget. Ikke i noget henseende. Det er mere os andre, Cookie, Kaffe Kurt og mig, der altid er kronisk på røven og til tider tyer til at låne en plovmand eller to. Af Happy, selvfølgelig.  

Forskellen på os er at Happy i sin ungdom var så forudseende, at han bemægtigede sig en uddannelse, således at han i dag er finmekanikker. Han har tilmed erhvervet sig en ekspertise som gør ham til lidt at en ener: han kan lave propeller til flyvemaskiner og tjener således strygende, for det at lave propeller er ikke noget som alle og enhver kan gøre. I hvert fald tjener han godt i forhold til os andre tre ved stambordet. Happy  har nok en indtægt der tangerer os andre. Tilsammen.

Cookie er invalidepensionist og lever mere eller mindre af en meget lille opsparing, der knapt giver ham til vådt og tørt. Det er ryggen der er helt væk. Og knæene. Tredive år som bagersvend har sat sit præg på Cookies krop. Ikke at han er fed. Bestemt ikke. Han er nærmest – kan man sige atletisk pæn? Han dyrkede håndbold på seriøst plan i både FIF og Saga, da han var ung – og halvfjerdsernes og firsernes elendige håndboldsko, kombineret med tusinder af ture i træ- eller linoleumsgulve, har sat sine hak i hans overflade.

Kaffe Kurt er tørlagt alkoholist – og tidligere taxivognmand. Tidligere, fordi kørekortet og forretningen røg sig en tur samme dag, da han i en ordentlig koger pløjede sin hyrevogn ud midt i krydset ved Howitzvej/Fasanvej. Det er en åndssvag idé når lyssignalet er rødt – og éns passager er en politikommissær. Især når der samtidig er en lille Nissan Micra, der gør krav på kørebanen – ganske vist fra modsatte side. Det er endnu mere uheldigt, når chaufføren i den lille Nissan ender med at komme alvorligt til skade. Det koster – og der er ingen tvivl om, at det på tidspunktet nok var klogt at få Kaffe Kurt væk fra rattet.

Det er seks år siden. Til marts. Det er nøjagtigt lige så længe som han ikke har rørt en dråbe. Den dag, han smaskede sin Mercedes ind i siden på Micraen, hvis chauffør blandt andet bed sin tunge midt igennem, besluttede Kaffe Kurt at lægge porterne og snapsen på hylden. Så noget godt kom der ud af den trafikulykke.

Nu ernærer han sig ved forefaldende arbejde på byens hoteller, hvor han hver morgen går rundt i receptionerne med kasketten i hånden og forhører sig om de måske skulle mangle en mand i dag. Somme tider er han heldig og får en tjans, fordi receptionschefen har fået en sygemelding – og Kaffe Kurt er oprettet i lønsystemerne på det fleste af byens hoteller. Den ene dag arbejder han for Best Western. Den næste for konkurrenten henne om hjørnet. Han udfører både receptionsarbejde og mere forefaldende jobs, for han er ikke sart og hans hænder er skruet rigtigt på – selvom han ikke har et svendebrev der fortæller at han kan nogen af delene. Men livets bølgeskvulp har lært Kaffe Kurt at gebærde sig. Han kender sin plads og knokler skindet af sine baller når han har job.

Selv er jeg postbud af laveste skuffe og rang. Jeg slæber min skulder og ryg af led hver morgen, hvor jeg bærer læssevis af reklamer og tryksager op til Frederiksbergs pensionister. Der bor sgu snart ikke meget andet på Frederiksberg end gamle mennesker, der har små private særaftaler med mig om at på posten leveret i brevsprækken, frem for nede i den lovbefattede brevkasse ved opgangens indgangsdør. Sådan føles det somme tider. Men hvordan fanden skal Oda på 88, med rollator og benprotese, komme ned efter sin post? Det er mit lille bidrag til menneskelighedens velbefindende – og helt imod Post Nords regler. Jeg ved det godt. Men jeg nyder det alligevel. Også at gøre noget jeg ikke må. Men hvem vil kunne give mig en skideballe for at være et godt menneske? Ja, jeg indrømmer at jobbet har ændret sig igennem de femten år, jeg har været brevbærer – og det er netop det der er problemet: brevet. Igen mennesker sender breve længere – så nu er det reklamer og pis og lort jeg slæber rundt på. Jo, jeg vil sgu gerne leve noget andet. Men min mangel på uddannelse er desværre til hinder for et vellønnet job som topdirektør i en af de store banker. Eller for den sags skyld bare i en lille bank. Eller noget som helst andet.

Vi fire er på en måde et fast firkløver. Vi fire er også i nogenlunde samme alder. Okay. Meget nogenlunde. Jeg er selv den yngste. Jeg har lige sneget mig hen over halvtreds. Cookie er den ældste. Han er ti år og elleve dage ældre end jeg. De to andre et aldersmæssigt strøet ud på tidslinjen mellem Cookie og jeg.

Misforstå mig ikke. Vi sidder ikke lårene af hinanden. Vi mødes ikke privat. Vi andre har aldrig set Kaffe Kurts kone, som han har fortalt hedder Helene. Hun er en art spøgelse vi har hørt om men aldrig set. Jeg ved hverken hvor Kaffe Kurt eller Happy bor. Jeg ved bare at det må være i nærheden, for ingen har stamsted langt væk fra sin bopæl. I hvert fald ikke normalt. Cookie bor i samme ejendom som mig og min mor, så ham ved jeg lidt mere om, selvom der er otte opgange imellem vore residenser. Han er fraskilt – og så er den jo ikke længere. Det er jeg også selv – og det er jo ikke noget særsyn i dagens Danmark.

Så at kalde os fire fra stambordet rigtige venner er ikke helt korrekt – men vi har nogenlunde samme dags- og livsrytme og kommer derfor på Klods Hans på nogenlunde samme tid. Ikke hver dag. Men ofte. Mindst et par gange om ugen ender vi alle fire ved det samme bord, fordi vi er der på det samme tidspunkt. Og så selvfølgelig fordi vi godt kan lide hinanden.

Det det andet bord, lige inde til venstre for hoveddøren. Det er vores. Hvis nogen skulle spørge.

Her er det vel ret informativt at fortælle, at Klods Hans er en god gammeldags dansk bodega, af den type, som, i Danmark som helhed og i København  generelt, er lige så uddøende som etnisk danske spisesteder men svinekød på menuen er det på Nørrebrogade. Jeg ved ikke om det er ondskabsfuldt at kalde det for et brunt værtshus – for Klods Hans er i sandhed mere nikotingult end brunt. Møblerne er tunge som ind i helvede. Bordene kan ikke flyttes af en mand. De er af egetræ. Baren ligeså. Rygter siger at den er over halvtreds år gammel – og Klods Hans ejer, Paul, må vide det. Han har haft stedet i en menneskealder. Han var der sgu nok, den dag de tømrede den sammen. For mange år siden. Måske gjorde han det selv?

Nuvel. Det er Happy det her skal handle om.

Eller mere præcist, en historie han fortalte en fredag eftermiddag, hvor vi alle fire sad om bordet. Der stod tre fadøl, til os med alkoholiske laster, og en stor kaffe til Kaffe Kurt ,på bordets ternede dug. Jeg husker ikke hvad anledningen var, men det var sommer og en af os har måske skulle på sommerferie, for vi sad i hvert fald væsentligt længere på Klods Hans end vi normalt ville have gjort det. Lokalet har helt sikkert været røgfyldt, som det indre af en vulkan, for alle på Klods Hans ryger, som var stedet repræsentant for skorstenene i Ruhr distriktet i Tyskland. Selv Cookie, der som fortalt er tidligere eliteidrætsmand, ryger cigaretter. Røde Look. Happy ryger Prince Light mens jeg selv er mere hardcore og tager dem uden bundprop. Jeg ryger Grøn Cecil – og det har været min foretrukne cigaret siden jeg var sytten. Kaffe Kurt ryger pibe og en gang imellem en cerut.

Jeg fortæller historien som Happy gjorde det – og I får den på den måde, som han fremlagde den overfor os andre tre. Dermed står den også alene. Der er ingen modpart der får lov til at forsvare sig – og jeg kan ikke stå inde for historiens sanddruelighed, da jeg ikke har gjort forsøg på at få den versificeret. Det er Happys ord og følelser jeg fortæller jer. Hverken mere eller mindre. Jeg er formidler. Ikke fortæller.

Det hele startede med en enkelt uoverlagt bemærkning fra Kaffe Kurt. Der var egentligt ikke noget mærkeligt ved bemærkningen, for vi sad og snakkede om livets største mysterium, nemlig livet selv. Og når man gør det, er der et spørgsmål som bare vil komme væltende ud af munden på mindst en af de tilstedeværende:

”Hvorfor har du egentligt ikke fået børn, Anders?” spurgte han. Ja, det er altså mig der er Anders. Spørgsmålet var møntet på mig, selvom Happy ville have været et lige så naturligt valg at sende det efter. Happy hedder i øvrigt Henrik – men der ved jeg kun, fordi jeg engang har set hans dankort, da han skulle betale for en omgang. Henrik Heino Hveen.  Måske havde det været mere rimeligt at kalde ham 3H eller H.H.H. fremfor Happy.

Kaffe Kurt følte nok at det var et helt uskyldigt spørgsmål, men han kunne jo heller ikke vide, at han ramte ind i et betændt hvepsebo. Netop det der med børn, var grunden til at Inger i sin tid havde taget sine bedste silkestrømper og var vimset i byen – hvilket i sidste ende havde ført til at hun havde forladt mig.

Hun ville have børn – og jeg kunne ikke.

Længere var den ikke. Det var ikke fordi jeg ikke ville have børn, for det ville jeg i bund og grund gerne. Det tror jeg i hvert fald nok. Det var i hvert fald det jeg sagde til hende.  I sidste ende er jeg ikke helt sikker. Selv den dag i dag, er jeg slet ikke sikker på, at diagnosen, om at der ikke var nok salamandere i mosevandet, holdt stik. Måske ville jeg bare ikke have de lorteunger, for når sandheden skal frem, har jeg altid hadet andre folks irriterende skrigeunger. Og hvad skulle så tale for at jeg skulle bryde mig om mine egne? End ikke mine nevøer og niecer kunne trække et smil af mig, dengang de var små og charmerende.

At karakterisere mig som børne hader  var nok – hmm - korrekt.

Det var også det, at jeg på det tidspunkt var ufaglært arbejdsløs – og Inger var kassedame på deltid i en Irma forretning ude på Kongelundsvej. Det er ude på Amager, hvor vi dengang boede i et lille hus i en haveforening. Så der var ikke mange gryn at starte en kærnefamilie for. Der var lavvande i kassen.

Hun var i slutningen af trediverne og dermed nogle år ældre end jeg. Hun havde været gift før – og talte til stadighed om hvor meget lettere livet var, dengang hun var gift med Hardy, hendes eksmand. Han var en slags entreprenør og tjente – ifølge Inger – styrtende med rubiner. Så er det sagt, men det undrede mig da lidt, at ham entreprenør-filejsen på snild vis havde undgået at skulle betale hustrubidrag, da de blev skilt. Nuvel. Det gjorde han faktisk også, selvom beløbet langtfra var astronomisk. Jeg vidste det bare ikke. Inger beholdt bare pengene for sig selv og jeg havde ingen idé om det, fordi vores økonomier var seperate.

Hun  var for længst stoppet med at nævne, at grunden til at de gik fra hinanden, var fordi han var stukket af med den klassiske yngre model. Det var som om at Inger tog det som noget forbigående. Hun talte altid om ham i nutid, som om at det var en del af hendes nuværende liv og status – og det irriterede mig grufuldt. Det var som om, at hun kun gik og ventede på, at den yngre godte skulle skride, så hun kunne vende hjem til villaen i Rødovre, og genoptage sin stilling som forstadsfrue. Det gjorde den yngre model vist aldrig, men Inger skred til gengæld fra mig, da det ikke lykkedes mig at gøre hende med rogn. Jeg opdagede aldrig at hun knaldede uden om. Ikke før det var for sent – og hun en aften fortalte mig at hun ventede sig, men at det ikke var mig der var faderen.

Så var det løb kørt. Jeg blev smidt på porten. Hun bad mig så mindeligt om at fise af. Hun beholdt huset i haveforeningen og fødte på et eller andet tidspunkt en dreng. Jeg så ham aldrig, men jeg er da på en eller anden vis taknemmelig for, at hun ikke bare fik ungen og lod mig går rundt i troen om, at mine få hagl i ladningen ved et under havde forårsaget et mirakel. Det kunne være god gas, hvis jeg havde opfostret en gøgeunge, i den tro, at det var mit eget vidunder. Den kunne hun sagtens have tørret af på mig. Jeg tror aldrig at jeg ville have opdaget noget, det skal jeg være ærlig og sige. Jeg ville antageligt have været så meget rundt på gulvet, over at være blevet far, at jeg ikke engang ville undre mig over noget om barnet så havde været kineser eller mulat.

Den historie fortalte jeg gutterne ved stambordet – og jeg havde da ærligt talt forventet, at den ville være aftenens højdespringer. Altså, den der gav mest genlyd og sympati. Den ville sikre mig aftenens laurbær – hvad fanden jeg så ellers skulle bruge dem til.

Det gjorde den ikke.

”Jeg har faktisk en datter. Han jeg nogensinde sagt det? Vidste I det?” sagde Happy pludselig helt umotiveret, netop da jeg havde sluttet min beretning. Jeg ved ikke, måske syntes jeg, at han brød ind i min historie. Men hvem kan klandre en fyr for at sige det som netop et kommet til hans sind?

”Nej, det vidste vi ikke. Det har du aldrig nævnt. Fortæl endelig,” sagde Kaffe Kurt, alt imens han satte en tændstik til den nystoppede pibe.

”Ja, der er jo ikke så meget… Hun hedder Anna-Lana,” sagde Happy. Han sagde det helt stille, som om at han var genert – eller som om at han tænkte over, om det nu også var rigtigt af ham at fortælle den historie som lå ham på sinde. Eller, som om at han faktisk selv havde glemt at han havde en datter. Det lyder lidt åndssvagt, men det var egentligt min tanke. Enten det – eller at hans fantasi løb lige hurtigt nok ned ad løjpen.

”Ja? Du har en datter der hedder Anna-Lana. Men der er vel mere,” sagde Kaffe Kurt, da det absolut ikke virkede som om at Happy ville komme med yderligere information af frivillig vej.

”Hvad vil du vide mere?” spurgte han.

”Hvor gammel er hun. Bare for at tage en let tilgængeligt spørgsmål, som du vel kan svare på,” sagde Kaffe Kurt mens han puffede stinkende røg ud fra optændingen af snadden. Hans tobak var den billigste fra hylden på tanken og nogenlunde lige så eksklusiv som et cykeldæk.  

”Øh, lad mig se… hun er vist blevet femogtyve,” sagde Happy – og jeg var ret meget i tvivl om hvorvidt han opfattede bebrejdelsen og drilleriet i Kaffe Kurts stemmeføring.

”Vist blevet femogtyve? Man ved sgu da hvor gammel éns datter er! Happy, for fanden da!” vrissede Kaffe Kurt med en påtaget tegneseriestemme, der var beregne på slet og ret at hyle Happy mere ud af den.

Sådan kan Kaffe Kurt også være. En halvdum skid når det passer ham - og lige her var det måske lige hårdt nok, for Happy så faktisk ikke ud som om at han brød sig om kritikken. Jeg kunne se hvordan hans hjerne arbejdede og han brugte pr. refleks det ældste tricks i bogen, for at vinde lidt tid: han tændte en ny cigaret, skønt han kun lige havde slukket den forrige i det overfyldte askebæger.

”Jeg har ikke set hende i, ja, næsten 24 år,” sagde han endelig, da han havde pustet røgen fra sig.

”Nå. Det er jeg ked af at høre. Er det en historie du vil dele med os?” spurgte Cookie, der lige som jeg nok havde en fornemmelse af, at Kaffe Kurt var lige lovligt langt fremme i sandalerne.

”Hvis du ikke vil er det okay,” sagde jeg – og følte mig temmelig retfærdig.

”Men det er ikke min skyld, at jeg ikke har set Anna-Lana. Det er Christinas. Den sæk,” sagde han. Om det var til os andre eller om det var for at retfærdiggøre sig selv, overfor sig selv, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men fakta er, at noget tydelig foregik inde i Happys indre. Han var i en følelsesmæssig konflikt – og det havde været pænest, om vi have havde ladet ham være.

Desværre var Kaffe Kurt ikke til sinds at lade Happy slippe. Guderne må vide hvorfor, for jeg er sikker på, at han også kunne se Happys dilemma. Men sådan er der jo nogen der er.

”Hvis man ikke ser sit barn, så er det sgu da éns egen skyld. Hun bor da vel for fanden ikke på Månen,” sagde Kaffe Kurt.

”Nej! Hun bor i Jylland. Så vidt jeg ved, altså,” svarede Happy vagt.

”Så er det sgu da bare at springe ind i en futter og komme derover. DSB kører fortsat til de der fjerne himmelstrøg på den anden side af Storebælt,” fortsatte Kaffe Kurt endnu mere bidende.

”Jeg ved ikke hvor i Jylland hun bor,” forsøgte Happy.

”Har du hørt om det der internet? Det kan svare på alt. Det er bare at komme en femmer i automaten, så kører bussen,” bjæffede Kaffe Kurt.

Og han fortsatte men en overlegen mine, alt imens han tog sin mobiltelefon op ad lommen:

”Hvad hedder tøsen til efternavn. Så skal jeg hjælpe dig. Det er ikke så svært.”

Happy rystede på hovedet. ”Gør dig ingen ulejlighed. Det har faktisk ingen interesse at få din hjælp,” sagde han tørt.

Kaffe Kurt trak på skuldrene, satte demonstrativt piben i flaben og bakkede på den, som var han selv et damplokomotiv af ældre dato, alt mens han sad og så lidt olm ud. Sikkert fordi han ikke fin sin vilje.  

Stemningen var trykket lige så flad som en pandekage.

Happy drak sin fadøl ud, skønt den var mere end halvt fyldt, og gjorde mine til at rejse sig. Kaffe Kurt forsøgte, uden det store engagement og kun med nogle få fagter, at få ham til at sætte sig igen, men Happy ignorerede ham.

”Du er sgu en røv med ører,” sagde jeg til Kaffe Kurt da Happy havde forladt selskabet. Vel at bemærke uden at sige farvel – eller rend mig i røven.

”Han er sgu da en kost, at han ikke sørger for at holde kontakt med sit barn,” insisterede Kaffe Kurt. ”Det er en pligt man har som forælder. Uanset hvor meget grus der er i maskineriet mellem ham og kællingen. Man bryder ikke kontakten med sit barn. Hvis man gør det er man sgu en vat-arm! Jeg kan ikke forstå den slags mennesker. Det er bare min mening.”

Vi var i princippet ikke uenige – og jeg sagde ikke Kaffe Kurt yderligere imod, selvom han måske nok havde fortjent et modargument eller to. Men stemningen var væk, så også jeg gjorde klar til at drikke ud for at gå hjem, men jeg ville ikke skylle mit øl ned, på samme måde som Happy havde gjort med sit. Jeg var ikke krænket på egne vegne, men jeg forstod i princippet godt at Happy var blevet berørt.

Jeg tændte endnu en smøg, som mit personlige bidrag til den generelle luftforurening i lokalet, og undlod at sige mere, mens jeg gjorde mit øl færdig.

Men jeg nåede aldrig at forlade Klods Hans, for Happy kom sgu ind igen, fire-fem minutter efter han var gået ud. Han styrede direkte fra døren og hen til os, hvor han demonstrativt blev stående og kiggede udfordrende på os alle tre. Han flyttede sit blik, nærmest som i ryk, fra Cookie, til mig og så til sidst til Kaffe Kurt. Som god Happy-kender kunne jeg se, at hans indre var i oprør. Hans ansigt havde en lidt rødlig kulør – og på en eller anden måde var jeg sikker på at han havde, om ikke grædt, så i hvert fald fældet en lille tåre. Kanterne i hans øjne var i hvert fald fugtige.

På en måde har jeg stor respekt for en mand som kan græde – men i det her tilfælde virkede det ærligt talt ydmygende for Happy. Han lignede sgu en hængt kat. Jeg tør slet ikke tænke hvad der løb igennem Kaffe Kurts hjerne i det sekund, men hans blik var mere hovent end medfølende. Lige dér brød jeg mig ikke en rygende skid om Kaffe Kurt. Han var en skiderik.

Der var dødstille om vort bord, indtil Happy brød tavsheden:

”Okay. Jeg fortæller jer historien - men jeg vil ikke finde mig i at blive miskrediteret. Det har jeg simpelthen ikke behov for. Er det i orden?”

Han lød bestemt, som en man der havde taget en beslutning – og som om at den beslutning var definitiv. Det var som om, at den måde vi ville reagere på, ville afstikke vores fremtidige sammenhold om bordet. Hvis vi hånede ham ville han forsvinde i skam – og måske ville vi aldrig se ham ved bordet igen.

Ingen af os sagde noget – men vi nikkede alle tre i en form for menneskelig symmetri. Vi var alle klar over, at Happy var trådt i karakter – og vi respekterede ham for det. Min gamle sergent fra soldatertiden ville have brummet anerkendende over vores menneskesyn. Tror jeg.

Happy signalerede efter en omgang til bordet hvorefter han satte sig ned og tændte endnu en cigaret. Han tog et dybt drag og så igen rundt på os alle tre.

”Har jeg nogensinde fortalt jer, at jeg var musiker, dengang jeg var ung?” spurgte han.

Jeg kunne ikke mindes at han havde nævnt noget i den stil – og jeg kunne se på de andre, at det havde de vist heller ikke hørt noget om. Men ingen af os sagde noget.

”Jeg spillede tangenter. Ja, det gør jeg som sådan stadigvæk. I dag er det mest til husbehov, men dengang da jeg var en ung knøs, i midten af tyverne, havde jeg en ambition om at jeg ville forsøge at leve af at spille musik,” sagde Happy alt imens han igen kiggede rundt, som ville han se om han havde et publikum.

Vi andre nikkede pligtskyldigt. Også jeg, men i min hjerne foregik der en diskussion om hvorvidt jeg troede på ham – eller om han i virkeligheden var ved at bilde os en løgnehistorie på ærmet. Happy havde aldrig nævnt, med et eneste ord, at han havde været spillemand. På den anden side, jeg ved det godt, så havde jeg heller aldrig nævnt overfor nogen af dem, at jeg engang har været varetægtsfængslet i en ubehagelig sag om en stodder der havde blottet sig for nogle skoletøser – og lidt mere end det. Nu var det ikke mig der havde gjort det, men jeg taler aldrig om det, for folk har det med at tænke, at når politiet hiver en person ind, så er der helt sikkert noget om snakken. Der kommer ingen røg hvis der ikke har været en gnist - og måske en lille flamme.

”Det har du da aldrig sagt før,” dristede jeg mig endelig til at sige, da jeg fornemmede, at der ikke var mere på vej – og jeg håbede, at jeg ikke fornærmede ham.

”Næh. Det er egentligt en tid jeg helst vil glemme,” sagde han som om at det forklarede alt. Hvem ved? Det gjorde det måske også. Jeg forstod heller ikke rigtigt hvorfor han skulle fortælle den historie, hvis det ikke passede.

Han tog et drag på cigaretten og sagde så:

”Jeg har altid spillet klaver. Siden jeg var barn har jeg hamret i tangenterne. Mine forældre tvang mig faktisk til at lære at spille. Min far var organist. Han spillede orgel i kirkerne rundt omkring – og vi unger skulle alle lære glæden ved musik, syntes han. Så vi gik alle tre til klaverundervisning – men jeg var den eneste der blev ved. Jeg fik et keyboard i konfirmationsgave og spillede i mange sammenhænge. Mens jeg var i lære begyndte jeg at supplere min lærlingeløn ved at spille suppe- steg- og is musik i weekenden. I ved, til konfirmationer, bryllupper og den slags.

På et tidspunkt kom jeg med i noget der hed Hvide Roseband. Det fremstod som et fast sammenspillet band, der spillede til halballer, på markeder og lignende. Vi akkompagnerede somme tider også nogle mere eller mindre kendte solister og den slags. Men at kalde det et fast band var nok for meget. Det var en kapelmester, der selv spillede guitar og kunne synge herrestemmen – og så et sammenrend af forskellige musikere. Dem, der kunne spille det pågældende job, var med. Bas og trommer var besat af nogenlunde faste ansigter. Det var som regel de samme to. Keyboardet var mere løseligt, altså forskellige folk. Men i lang tid var det altså mig. Som regel. Somme tider var det en fyr på harmonika i stedet for mig på tangenterne. Til tider endda ingen harmonika eller keyboard, men i stedet en fyr på saxofon. Vi fik tariffen – og ikke en skid mere.”

”Hvorfor fortæller du os det?” spurgte Kaffe Kurt. Der var ligesom opstået en naturlig pause, for Paul, Klods Hans ejer og eneste tjener, var ankommet til vort bord med de drinks som Happy havde bestilt: tre fad og en kaffe.

”Fordi det var her jeg mødte Christina,” sagde Happy da drikkevarerne var delt ud og vi havde skålet. ”Vi havde stort set altid en sangerinde med. Ligesom med de andre musikere var sangerinderne udskiftelige. I den tid jeg var med, var der tre-fire stykker som skiftedes til at være med i kortere eller længere perioder. Ingen af dem var særligt gode – men deres hovedformål var heller ikke at blive nomineret til en pris som årets sangerinde. De skulle synge pophits og se godt ud. Det var sådan set jobbeskrivelsen. Om de kunne synge rent eller ej var virkelig ligegyldigt.”

”Aha,” sagde Kaffe Kurt belevent mens han bakkede på piben.

”Og den mindre officielle jobbeskrivelse var at de i ny og næh skulle knalde med Therkel. Det var ham der spillede guitar og var orkesterleder. Han var en gammel horebuk, som var pænt over de halvtreds og som satte pris på unge pigers selskab, som man vist siger det, når det ikke skal lyde så dramatisk.”

”Men den del slap du vel for?” grinede Cookie – og vi andre smilede med.

”Jep. Jeg var ganske vist lidt halv-langhåret, med en lille hestehale og alt det der, men lige den afdeling, der var der sgu lukket. Altså, fra begge sider,” sagde Happy. Det var som om at han blødte lidt op. Hans anspændthed forsvandt langsomt.

”Første gang jeg så Christina, sad hun på knæ foran Therkel. Vi skulle spille til en stor fest i et forsamlingshus et eller andet sted oppe nordpå. Ålsgårde eller sådan noget. Når vi skulle spille langt udenfor København, mødtes vi som regel hjemme hos Therkel. Han boede i et gammelt faldefærdigt hus i Brønshøj. Han havde en såkaldt bandbus, med plads til fem-seks musikere og noget gear. Det var vist en Fiat Ducato med seks pladser – eller sådan noget. Og så tøffede vi afsted i samlet trup. Det virkede lidt mere prof, at bandet kom samtidig, mente Therkel. Det havde han vel egentligt ret i. Nå, men jeg var lidt for tidlig på den – og der sad altså den der nye sangerinde, med bossens diller i flaben, og så ret så yndig ud.”

”Og hun blev din dame?” spurgte Kaffe Kurt med et fnys, som han ikke rigtigt fik skjult.

”Ja, lidt senere gjorde hun.”

”Bevar mig vel,” mumlede Kaffe Kurt.

Happy trak på skuldrene. ”Sådan er musikbranchen. Et blowjob eller en omgang frem-og-tilbage, som en form for adgangsbillet, er helt almindeligt for en sangerinde, der ikke har verdens største talent. Det ser man stort på. Mange af de sangerinder, som du i dag hører i Giro 413 og på Dansk Toppen, ville aldrig være kommet ind i branchen, hvis de ikke havde været tjenestevillige, da de var unge og uprøvede. Sådan er det bare. Tænk så over, at dem du hører i radioen, er så dem der har haft en form for talent. Ellers var de aldrig kommet ud på plade. Der er en del, som ikke rigtigt har det, med som alligevel står ude på markedspladserne og bræger i en mikrofon. Jo, bevares, de kan da godt synge og holde en nogenlunde ren tone, men sangerinder i dansebands er mere begavet med karisma og smukke smil, end store sangstemmer. Der går ikke mange skjulte og uopdagede Celine Dion’er rundt på blokvognene og i sportshallerne i den danske provins, det kan jeg godt sige dig.”

Vi andre brummede solidarisk, for at vise, at vi fulgte med i Happys beretning.

Happy fortsatte: ”Og en ting er helt sikkert: Christina var absolut ikke et af de skjulte talenter. Men hun så godt ud. Temmelig godt, endda. Smukt sort hår, tandpastasmil, stor barm, lange ben og et glimt i øjnene som kunne gå lige i nosserne på en mand. Jo, hun havde udseendet med sig, især når hun havde lagt makeup. Men synge, det kunne hun altså ikke. Det var lidt ærgerligt, at ingen havde fortalt hende det. Hun troede selv fuldt og fast på at hun havde et ubeskriveligt stort musikalsk talent – og en fantastisk stemme. Det var somme tider pinligt. Hun havde i bund og grund kun en tone – og det er altså ikke nok når man skal udgive sig for at være sangerinde på professionelt plan.  Hun kunne lave de mest tåbelige fejl. Lægge stemmen for højt eller for lavt – og så måtte hun skifte oktav midt i en sang. Det lød frygteligt og fik mig i den grad til at krumme tæerne i basketball støvlerne.”

"Det siger mig ikke noget, det der med toner og oktaver,” sagde Cookie.

”Vær du glad for det,” svarede Happy, nu med et skævt smil på læben, sådan som vi kendte ham. ”Det kan være hårdt at have et musikalsk øre. Især når man bliver udsat for en som Christina, der ikke har nok selvforståelse eller selvkritik til at forstå, at hun er talentløs.”

”Men hun kom alligevel med jer ud som sangerinde?” spurgte jeg.

”Ja, det gjorde hun da. Du kan jo nok selv gætte hvorfor,” svarede Happy. ”Hun kunne egentligt godt underholde, det er ikke det, men hun havde bare ikke sangtalent. Men hun bollede jo temmelig godt. Derfor holdt Therkel fast i hende som sangerinde - i nogle måneder, hvor hun var den foretrukne af de sangerinder der var til rådighed. Hendes repertoire var fint nok. Hun kunne teksterne til de sange, som  det var forventeligt at hun skulle kunne. Birthe Kjær, Bamses Venner, John Mogensen og den slags musik, der var oppe i tiden. Men I ved nok, når musikken spillede var der ingen der lagde mærke til at sangerindens stemme var tynd som sommer-is. Vi var nu også meget søde ved hende. Når hun faldt for meget igennem, spillede især Therkel hen over hendes stemme, så det ikke var for tydeligt. Men igen, hvor mange lægger mærke til det? Ikke så forfærdeligt mange. De fleste er fulde og oppe at køre når de er til fest eller bal – så hun klarede sig trods alt. Det var jo heller ikke fordi vi var ude på de helt store opgaver. Hvide Roseband var jo ikke ligefrem Danmarks førende orkester. Vi var meget jævne. De jobs vi spillede var ikke enorme. Det var til private fester, i haveforeninger, til mindre halballer og klubfester hvor de ikke havde råd til at hyre Bjørn og Okay eller Keld og Hilda. Kedeligt, ja, men det gav noget brød at smøre sit smør på.

Kaffe Kurt brød ind med en lidt irriteret stemme: ”Fint nok. Nu har vi opfattet, at hende Christina-pigen ikke var noget musikalsk unikum. Flot, men kom til sagen, Happy. Hvad har din dunkle musikslaske fortid med din datter at gøre?” sagde han.

”Det kommer jeg til,” sagde Happy roligt.

Jeg ved ikke hvad han tænkte, men jeg fornemmede tydeligt, at han nød at svine sin ekskæreste til. Eller måske var han nødt til det, for at kunne oppe sig selv til at fortælle sin historie – og måske var det at svine sin eks til, det der var det vigtige for ham lige i nuet.

Fair nok. Jeg havde nok heller ikke have været særligt flink overfor Inger, da det var mig der fortalte.

Happy fortsatte: ”Nå, Christina var en selvbestaltet diva. En heks. Hun mente selv at hun var den vigtigste brik i spillet. Det var hende der var stjernen i Hvide Roseband – hvis man spurgte Christina. Hun snakkede venligt med Therkel og til nød med Birger, ham der spillede bas. Men trommeslageren og mig vi var ikke eksisterende. Hun nedlod sig ikke til at konversere med sådan nogle helt almindelige, dødelige hyrede hænder. Jo, hun kunne give ordre: ”hent mine ting i bilen, skaf mig et glas rødvin og sådan. Vi var tjenende ånder. I de første måneder, hvor vi spillede sammen mindst et par gange hver weekend, så hun lige igennem os. Hun sad altid sammen med Therkel i bussen – på forsædet, forstås. Han kørte altid. Så sparede han chaufførens løn. Hvis der skulle klædes om på stedet, havde de to deres eget omklædningsrum, hvis det kunne lade sig gøre. Ellers måtte vi andre klæde om efter de to – når de var færdige med omklædningen.” Happy gjorde situationstegne med fingrene, mens han sagde omklædningen. Så vidste vi nok hvad vi skulle lægge i det.

Han fortsatte:

”Mit problem var, at ganske vist var Christina en iskold fisk -  men jeg var seks- syvogtyve og jeg var hamrende forelsket i hende. Allerede da jeg så hende sidde der, på knæ foran Therkel, var jeg solgt. Så det at stå der, tilbagetrukket på scenen, og se hende vimse rundt foran mig og vrikke med røven, det var lykken. Ja, jeg vidste sgu godt at jeg ikke havde en chance hos hende. Hun talte ikke engang til mig. Man alt ved hende fascinerede mig. Hendes hår. Hendes øjne. Hendes krop. Hendes måde at tænde en Dunhill på. Hendes måde at se mopset ud når noget ikke passede damen. Jeg var helt væk – og jeg glædede mig til hver eneste gang vi skulle spille, for så kunne jeg se hende. Hun var min store drøm – men jeg vidste ikke en skid om hende. Jeg vidste bare at hun sang forholdsvist elendigt og knaldede med Therkel. Jeg kendte ikke noget til hendes baggrund. Jeg havde aldrig hørt om hende før – hverken som sangerinde eller i det hele taget. Hun var åbenbart bare dukket op, ud af den blå luft, hos Therkel, der så udnyttede hendes minimale talent til at få fedtet rotten. Det var lidt underligt at hun pludselig var dukket op, ud af den blå luft, men sådan var Christina. Hun var impulsiv – og da en eller anden åbenbart havde fået bildt hende ind at hun kunne synge, så havde hun kontaktet Therkel. For at udvikle sit talent.

Men så skete der nogle ting, i en tilfældig rækkefølge, som ændrede alt.

Vi havde spillet et job et eller andet sted på Østfyn og på vejen hjem i bussen kom Therkel til at tale om at jeg havde et hjemmestudie. Det var sagt i en henkastet sætning, i en helt anden forbindelse, men Christina opfangede det. Det var ikke helt sandt, men tæt på. Jeg havde en ottespors båndoptager og noget andet grej, herunder en mixerpult, samt et hav af instrumenter, i min lejlighed. Så jo, jeg kunne godt optage musik – endda i en rimelig kvalitet. Jeg havde en tre og et halvt værelses dengang – og det halve værelse havde jeg indrettet som en slags musikrum, hvor mine keyboards og andre instrumenter var. Jeg boede dengang til leje på førstesalen i en villa i Herlev. Det lå ovenpå cykelhandler, så efter lukketid var jeg alene i huset og kunne støje alt det jeg ville, uden at det generede nogen. Det var skide godt. Det var tilmed kun 500 meter fra mit daværende arbejde, men det  er en anden sag.  

Der skete tillige det, at Therkels kone kort efter turen til Østfyn opdagede hans forhold til Christina. Om der var tale om et forhold er egentligt tvivlsomt. Ingen af dem følte noget ved det. Det var ren forretning. Det har jeg begges ord for. Men ærligt talt, det kunne vel ikke overraske madammen, at hendes mand var en sjuft. Han havde altid praktiseret ”noget-for-noget” med sangerinderne. ”Vi boller - du synger,”  kaldte Therkel det med et grin, da han fortalte os andre hvad der var hændt. Det gav såmænd heller ikke nogen skår i forholdet til hans kone. De fortsatte med at være sammen, for kællingen kunne godt lide de penge han tjente – men Christina blev bedt om ikke længere at komme. Vi fik i stedet en ny trunte til at synge – og jeg spillede med et par måneder yderligere, inden også jeg sagde stop i Hvide Roseband.

Da jeg gjorde det, var det fordi jeg ikke følte, at jeg kunne stå inde for at spille med Therkel længere, for på det tidspunkt var jeg blevet noget så hamrende forelsket i Christina. Mere end jeg havde været i forvejen, for pludselig var hun ikke længere uopnåelig.

Hun kontaktede mig nogle dage efter hun var blevet smidt ud af orkesteret. Hun ringede simpelthen på min dør – og inviterede sig selv indenfor på kaffe.

Det blev starten på mit livs værste forhold, min største forelskelse og et veritabelt mareridt.

Christina havde fra første færd et klart formål med at ringe på min dør. Hun vidste at jeg var lidt af en multimusiker. Foruden tangenter kan jeg spille på alt med strenge. Guitar, bas, ukulele, banjo… jeg spiller også trommer. Ja, jeg kan spille på næsten alle instrumenter. Så jeg var den helt rigtige person til hendes næste projekt,” sagde Happy med en lumsk mine på fjæset.

”Var hendes næste projekt så dig?” spurgte Cookie med en let overbærende mine.

Happy rystede på hovedet. ”Jeg var kun en katalysator. Tro mig, jeg var kun et nødvendigt onde for at hun kunne udføre sine intentioner: hun ville erobre Dansk Toppen.”

”Dansk Toppen?” sagde Cookie og jeg, sådan nærmest i kor.

Kaffe Kurt sad pludselig med et stille grin på læberne, som om at han vidste hvad der ville komme.

”Ja. Hun ville sgu på Dansk Toppen. I griner, men hun mente det sgu,” sagde Happy.

”Jamen for fanden…” fik en af os stammet.

”Nemlig. Men Christina havde sat sig i hovedet, at hun ville på Dansk Toppen. Hun ville være rigtig professionel sangerinde – og det var mig der nu var hendes mulighed for dette da Therkel jo ligesom var blevet forhindret af omstændighederne.”

”Hvordan det? Hvorfor var du hendes mulighed?” spurgte Cookie.

”Hun vidste, at jeg havde skrevet en hel del sange som jeg havde liggende i en skuffe, som man siger. Jeg havde et katalog på tredive-fyrre sange liggende som jeg selv havde skrevet. Nogle bestemt bedre end andre. Men alligevel, ikke. Nå, men nu troppede hun i bund og grund op i min gadedør og bad om at få dem. Hun ville lave en plade,” sagde Happy – denne gang uden den fjerneste ironi.  

Der var stille i nogle sekunder hvor vi forskellige fik drukket af vore drikkevare og tændt op i tobakken. Ingen sagde noget før Cookie gjorde et ansigtsudtryk, som fortalte Happy, at han lige så godt kunne gå videre i teksten:

”Ja, så enkelt var det selvfølgelig ikke – men det er rigtigt, at hun bare troppede op i min gadedør. Hvordan hun havde fået fat i min adresse aner jeg ikke. Den var ikke offentlig tilgængelig, for jeg boede der ikke officielt. Jeg betalte min husleje sort og boede på papiret hos min mor. Jeg havde aldrig givet hende min adresse – og jeg tror heller ikke at hun har fået den af Therkel. Men hun stod der pludselig. Det var helt surrealistisk. For mig var det som om at Susse Wold pludselig stod på min trappesten. Jeg mener, Christina lignede… Nej, hvordan skal jeg sige det? Hun var smuk som bare fanden. Hun lignede en million – eller mere. Hun var i forvejen min drømmepige. Og der stod hun – og hun havde et formål. Det vidste jeg bare ikke da hun spurgte om hun måtte komme ind.

Selvfølgelig måtte hun det. Hun måtte alt. Og hun gjorde alt. Christina var en snog. Nej, nok nærmere en hugorm. Hun vidste nøjagtigt hvad hun gjorde. Om hun også vidste at jeg allerede var dødforelsket i hende, ved jeg ikke. Måske gik hun bare ud fra, at hvis jeg ikke var forelsket i hende, så skulle jeg nok blive det. For det var hendes middel. Hendes indgang. Man kan vel godt sige: hendes våben eller metode.

Nu skal man forstå Christina – og hvordan hun var. Christina så fantastisk ud. Hun var alt det som en ung mand drømmer om. Jeg kan ikke rigtigt beskrive det på anden måde, end at sige, at hun havde super klasse. Når hun ville være lækker, så var hun det i den grad. Hun var pige man som mand vendte sig om efter på gaden.

Man skal også forstå mig. Altså, se på mig, jeg var ikke en fyr der var vandt til ligefrem at vade i smukke kvinder. Misforstå mig ikke, jeg var hverken jomfru eller noget, men jeg var heller ikke vandt til at have med superbabes at gøre. De kvinder jeg hidtil havde frekventeret var helt almindelige piger. Piger fra ungdomsklubben, gymnasiet og den slags.  I et par år var jeg kæreste med en helt almindelig klinikassistent fra en tandlægepraksis. Man ingen af dem jeg havde kendt eller været kæreste med, kunne nå Christina til anklen.

Så der stod jeg og var helt tør i munden. Christina havde spillet sine kort godt. Hun var sminket perfekt – og hun var lige præcist som nedringet at jeg ikke kunne tænke klart. Kender I det?”

Der blev brummet om bordet. Vi kendte det godt. Alle sammen. Det er der næppe nogen mand der ikke gør – og påstår han noget andet så lyver han.

”Hun var snu,” fortsatte Happy. ”Hun gik ikke lige til sagen. Ikke med det samme. Hun inviterede sig selv indenfor på kaffe – og langsomt indledte hun sit angreb på mig. Hun blev siddende i flere timer og drak spandevis af Gevalia og røg en hel masse smøger, selvom hun flere gange så på sig ur og sagde, at nu skulle hun da også se at komme der ud af.

Hun foregav at det var tilfældigt, at hun var kommet forbi, men hun havde ikke på nogen måde travlt med at komme videre, selvom hun lod som om at hun havde noget hun skulle. Men hun fik sådan nærmest tilfældigt drejet samtalen ind på mit hjemmestudie, som jeg selvfølgelig stolt fremviste – og inden jeg vidste af det, havde jeg lovet hende at vi skulle lave et eller andet sammen.

Det et eller andet havde hun for længst planlagt – og hun fik mig til at vise sig nogle af de sange, som jeg havde på lager. De fleste af dem passede ikke til Christinas planer – men et par stykker gjorde.”

”Ja! En af dem var den her Miss Moonlight, ikke,” sagde Kaffe Kurt, igen med det der vidende udtryk i ansigtet.

”Ja, det var det,” sagde Happy tydeligt overrasket.

”Jeg tænkte det nok,” sagde Kaffe Kurt.

”Kender du den?” spurgte Happy med et usikkert udtryk i ansigtet.

Kaffe Kurt nikkede men sagde ikke yderligere.

”Så hun fik lavet sin plade?” spurgte jeg.

Happy tog en dyb indånding gennem sin cigaret, og svarede mens han lod røgen sive ud af munden:

”Nej, ikke rigtigt. Hun fik lavet sit demobånd – og hun fik sidenhen, mange år senere,  udgivet den singleplade som Kurt nævner.”

”Nå. Jamen det var da godt,” sagde jeg.

”Vel var det ej. Den sang er sgu frygtelig,” bjæffede Kaffe Kurt mens han rystede på hovedet.

”Ah, det kan du sgu ikke være bekendt,” sagde jeg, indigneret på Happys vegne.

”Jo han kan. For det er rigtigt,” sagde Happy hurtigt.

Vi stirrede alle på ham. Cookie og jeg med halvt åbne munde – Kaffe Kurt med en anerkendende mine, som om at han personligt havde fået Happy til at indse, at den sang var noget juks.

”Altså, det var jo ikke nogen let proces,” fortsatte Happy. ”Christina ville det hele. Hun ville have et band som hun kunne optræde med. Hun ville have gode sange, så hun kunne lave sin egen musik og komme ud på plade - men hun ville først og fremmest være kendt og komme i Se & Hør – som andet end Miss Solskin.

Måden hun gjorde det på var ved at indlede et forhold til mig. Jeg var selvfølgelig mere end villig, selvom hun fra staren af sagde til mig, at hun var en meget travl dame. Men I kan nok forestille jer, at jeg var solgt som stanglakrids. Første gang vi var sammen, rent seksuelt - det var en uges tid efter hun var kommet til kaffe - var jeg så helvedes lykkelig, at jeg tuede. Hun sagde, at hun syntes at det var romantisk – man fakta var nok, at hun i virkeligheden syntes at jeg var et skvat. Det er jeg selv kommet til at synes – set i bakspejlet. Men jeg var så forelsket i hende at jeg skrev digte til hende – som jeg så satte musik til. Og hun åd det hele og var lige så pjattet med mig som jeg var med hende. Troede jeg i det mindste.

Nå, men hun ville have et band – og jo tættere vi kom på at blive en art faste kærester, jo mere pressede hun mig – og jo mere gjorde jeg for at det skulle lykkedes. Det blev min opgave at være kapelmester og skaffe et nogenlunde fast orkester til hende. Jeg havde gode forbindelser. Jeg kendte et hav af musikere, så det var ikke noget problem at få nogen til at komme for at være med. Problemet var at få dem til at blive, for Christina var, som jeg vist svagt har antydet, temmelig talentløs. Tilmed var hun enerådig. Hun troede stadig at hun var et åbenlyst talent – og jeg var desværre med til at opmuntre hende. Hun kaldte sit endnu ikke eksisterende band Pearl River Band. Hvorfor ved jeg ikke. Men jeg ved, at der var en gennemsivning af musikere i det band, fordi de færreste havde lyst til at blive sat i hartkorn med hende. Jeg skal indrømme at jeg på tidspunktet selv havde svært ved at fatte hvad der skete. Jeg forstod ikke hvorfor folk sagde nej til at spille med os. Vi kunne jo spille alle de her kopisange, som også Hvide Roseband spillede – og det lykkedes os skam også at få nogle få spillejobs. De gik i bedste fald nogenlunde – og vi var bestemt ikke noget særligt. Det var private arrangementer. Der var ingen penge i det. Som i overhovedet ikke. Den hyre, som musikerne skulle have, måtte jeg betale ud af min egen lomme. Christina så det som et bump på vejen. Jeg burde have set katastrofen være på vej – men jeg var blind. På alle punkter.

Der gik tre måneder, hvor Christina kom hos mig, før jeg blev klar over, at der var noget der slet ikke var som jeg troede. Jeg bemærkede en del ting. Blandt andet at Christina ikke arbejdede. Hun var på bistandshjælp – og hun sagde, at det var grunden til, at jeg ikke kunne komme hjem til hende. Hun boede i et kolonihavehus, som hun havde lejet. Det sagde hun. Men det passede ikke med hendes levestandard, at hun skulle være bistandsklient. Hun havde altid nyt tøj og tasker i de fedeste mærker. Hun havde en lille bil. Ganske vist en Polo, der ikke hørte til i den dyreste kategori, men det var trods alt en bil. Hun havde altid penge på sig. Rede penge. Kontanter. Hun spiste som regel dyrt, om ikke på restaurant, så i det mindste færdiglavet mad udefra. Hun røg de dyreste cigaretter der var til at få – og når hun gik i byen var det på cocktailbarer som jeg ikke engang havde råd til at slå op i telefonbogen.”

”Nå, ja, hvis hun var så lækker som du siger, så var det vel heller ikke hende selv der betalte drinksene,” sagde Kaffe Kurt tørt.

”Nej, det har du helt sikkert ret i,” nikkede Happy.

”Var hun escortpige?” spurgte Cookie lige ud af posen. Han sagde det ret nøgternt, som om at der da ikke var noget forkert ved der.

Happy rystede på hovedet – uden at være blevet fornærmet over Cookies antydning.

”Nej. Havde det så bare været det. Men nej. Jeg bemærkede, at hun hver anden uge – de ulige – havde masser af tid til at være hjemme hos mig, mens hun i de lige uger stort set ikke havde tid. Jeg så hende måske lige nogle timer en formiddag i de lige uger, men så ellers ikke. Som den jaloux fyr jeg var – og vel i virkeligheden stadig er -  var jeg sikker på, at hun havde en anden mand. Det kunne hun såmænd også godt have haft – og havde det måske også, det ved jeg faktisk ikke. Men da jeg konfronterede hende og fandt ud af hvorfor hun ikke havde tid til at være hos mig i de lige uger, fik jeg et mindre chok. Nej, ærlig talt, jeg fik sgu nok et større chok.

Hun havde tre børn som hun aldrig før havde nævnt – og hun mente egentligt ikke, at det var relevant eller noget jeg havde krav på at vide. Jeg var rystet. Hun havde ikke alene tre børn. Hun havde også tre forskellige fædre til dem.”

”Hold da kæft,” sagde jeg overrasket – mens Kaffe Kurt begyndte at skraldgrine.

”For fanden! Happy,” sagde Cookie mens han holdt den sober mine, ”var hun professionel mor?”

”Hvad mener du med professionel mor?” spurgte jeg, lidt stødt på manchetterne. Jeg kunne ikke lide udtrykket. Det lød for lavt.

Cookie svarede:

”En professionel mor er en kvinde, der lever af offentlig forsørgelse. Hun sørger for hele tiden at have børn der er skolesøgende. Det giver børnepenge og meget andet godt. På papiret tjener hun ikke ret meget – men med alle de tilskud, der følger med at være enlig mor med en håndfuld unger, svarer det alligevel til at hun har en anseelig indtægt. Boligstøtte. Nedsatte kontingenter. Alt muligt. For hende kan det slet ikke betale sig at arbejde, for hun er formentligt uuddannet. Hvis hun får et job som kassedame i for eksempel Netto, og skal betale alle sine udgifter af den løn hun kan tjene, vil hendes indtægter falde drastisk.”

”Det ses meget i indvandrermiljøerne,” supplerede Kaffe Kurt, som alle vidste var temmelig racistisk indstillet efter hans mange år i taxabranchen. Der var som bekendt en del indvandrere der var vognmænd og som sad i bevillingsudvalgene. Kaffe Kurt havde – dengang han var Taxa Kurt – haft sine kontroverser med dem og så tillod han sig at konkludere og at trække alle indenfor den kategori over en kam.  

”Hun var værre end det,” sagde Happy.

”Nå. Hvordan det?” spurgte jeg.

”Hun havde som sagt tre fædre til sine børn. Kun den ene af dem var registreret som barnets far og betalte officielle børnepenge. Det var faderen til den yngste af børnene. En knægt på tre. De to andre mænd var begge gift til anden side. For dem begge var et uægte barn en katastrofe. Christina havde været deres elskerinde – på hvert sit tidspunkt, selvfølgelig. Der var nogle år mellem hendes ældste unger. De to store unger var vist henholdsvis tretten og seksten. Christina selv var 34 på det her tidspunkt. Begge fædrene var forholdsvis velhavende. Så Christina havde på den måde en klemme på dem begge. Hun havde indgået en aftale med dem begge om at hun, da ungerne blev født, ikke havde opgivet dem som fædre - mod at de gav hende nogle fordele. Den ene var redaktør på en af de større aviser. Den anden var en kendt borgerlig politiker. Det gav hende et glimrende og komfortabelt liv – rent økonomisk.

Den der med at hun boede i kolonihaven var korrekt nok. Bortset fra at huset i virkeligheden var et udmærket helårshus med alle moderne bekvemmeligheder, der bare lå i en haveforening. Huslejen blev betalt af kommunen – men huset var ejet af den ene af fædrene til det ene af hendes børn. Den anden far ejede hendes bil og stillede den gratis til rådighed for hende. En senere elsker havde betalt hendes silikonebryster. Og så fremdeles. Så på papiret ejede Christina ikke noget som helst – men hun havde alt.”

”Og så blev Christina pludselig gravid – med dig? Er det sådan historien fortsætter?” spurgte Kaffe Kurt.

”Ja, det gjorde hun – og ja, det er sådan historien fortsætter,” sagde Happy med et irriteret suk alt imens han nikkede og pustede røg ud gennem næsen. ”Da vi havde været sammen i fem måneder fortalte hun mig at hun ventede sig. Jeg blev først meget lykkelig – og jeg friede faktisk til hende. Med en diamantring – og med tredive langstilkede røde roser. Det var meget romantisk. Jeg var nede på knæ – og det hele. Alt det en pige drømmer om.”

”Hvad sagde hun til det?” spurgte Cookie.

”Hun var åbenbart meget overvældet og sagde først ja – for et par dage efter at sige, at hun nok behøvede lidt betænkningstid. Det var jo kommet som et chok at jeg spurgte og det var i det hele taget en stor omvending, sagde hun. Altså, der var jo så meget at tænke på, nu når vi skulle til at indspille hendes plade – og sådan.”

”Hun holdt dig altså hen?”

”Ja, det kan man vist roligt sige. Hun beholdt også ringen. Den så jeg sgu aldrig igen.”

”Sikken en bitch,” sagde Cookie.

Happy nikkede. ”Ja, hun var sgu en iskold kaleche. Men lad os nu være ærlige, jeg var kraftedeme også dum som en dør. Det kan jeg godt sige jer. Der er noget om det, når folk siger, at forelskelse er momentan sindssyge. Jeg kan skrive under på at det er rigtigt.”

”Gav hun dig nogensinde et svar på det der frieri?” spurgte Kaffe Kurt.

”Både ja og nej. Hun sagde, at når hendes plade var udgivet ville hun tænke seriøst over det. Hun påstod, at hun ikke havde kapacitet i sit indre til at tage så store beslutninger. Men hun lod også skinne igennem, at hun ville sige ja.”

Happy strakte begge hænder op foran sig og virrede med dem, som en ironisk, afvisende  gestus, der skulle understrege, at han godt vidste at han havde været super naiv.

Så fortsatte han:

”Jeg blev med tiden klar over, at hendes tåbelige projekt aldrig ville kunne blive en realitet. Nu skal I vide en ting, og det er, at det dengang som i dag, stort set er umuligt at få noget pladeselskab til at interessere sig for dansk top-musik. Der er ikke penge i det med mindre man hedder Birthe Kjær eller sådan noget. Og det gjorde Christina ikke. Hun hed Iversen. Så jeg havde to problemer. Nej, jeg havde flere, men to alt overskyggende: jeg kunne ikke få nogen af mine musikalske venner til at blive en del af Christina Iversen Band, for der var simpelthen ingen penge i det. Vi havde ingen spillejobs – og de fleste musikere har så meget musikalsk øre, at de kan høre en fuser på miles afstand.”

”På nær dig,” indskød Kaffe Kurt ironisk.

”Ja. På nær mig. Det næste var pladeselskaberne. Vi havde lavet en demo, hjemme hos mig, kun hende og jeg, på fire numre, som Christina sendte rundt til alt hvad der kunne støves op af selskaber. Den var frygtelig – og som forventet fik hun ikke et eneste svar.

Så var det, at jeg en dag nævnte, at den eneste løsning ville være at lave sit eget masterbånd. Altså producere en plade selv, i et professionelt studie – og så selv betale for produceren og hyre studiemusikere. Jeg nævnte, at det nok ville kræve et par hundrede tusinde kroner. Jeg indrømmer, at det var for at få hende til at indse, at det var en umulighed. Men det var som at sparke mig selv i nosserne. Intet var umuligt for Christina – for hun skulle groft sagt ikke selv gøre noget. Hendes svar var: jamen, de penge kan du da bare låne i banken, Henrik.”

”Det gjorde du da ikke,” sagde jeg irriteret.

”Jo. Det gjorde jeg, men ikke af banken,” svarede Happy med en dyster mine. ”Christina gjorde det på en eller anden måde klart, at hvis jeg ikke skaffede penge nok til at hun kunne indspille sin plade, så var hun den der var smuttet. Men hvis alt lykkedes, så ville jeg ikke fortryde det. Jeg mener, hun ventede vores barn, for fanden. Hun var smuk og gravid. Jeg var dødeligt forelsket i hende. Jeg forgudede den jord hun betrådte. Hvad andet kan en ung mand gøre?

Så jeg lånte 200.000 af min mormor. Jeg ved godt at jeg er en røv, men jeg gjorde det under påskud af, at jeg kunne købe min lejlighed for den pris. Det var hvad jeg fortalte hende. Så min mormor overførte beløbet til mig – som et rentefrit lån, som jeg skulle betale tilbage over ti år. Jeg videreførte beløbet til en konto, som tilhørte et selskab som jeg havde oprettet til lejligheden. Jeg havde desværre været dum nok til at give Christina fuldmagt til kontoen.”

”Åh nej,” stønnede jeg.

”Jo. Hvor dum kan man være? To dage efter jeg havde overfør beløbet, manglede der atten tusinde. Christina havde været ude at købe nødvendigt sceneudstyr, som hun sagde, da jeg konfronterede hende. Hun havde med andre ord formøblet pengene på tøj til sig selv.”

”Jamen, for fanden,” hviskede jeg.

”Hvad gjorde du så?” spurgte Cookie.

”Jeg følte mg virkelig forrådt og jeg blev selvfølgelig rasende. Det gjorde Christina så også. Da jeg skruede mig op gjorde hun det samme. Hun stortudede og fortalte mig en del ting om hendes mening om mig. At jeg var en nærigrøv. At jeg var egoistisk. At jeg kun tænkte på mig selv. Og så nævnte hun, at hun slet ikke kunne klare tanken om, at hun skulle have barn med sådan en som mig. Så skred hun med en svada om, at jeg kunne kigge i Kraks Vejviser efter hende og ungen.

Jeg var knust.

Men det blev værre.

Næste dag, inden jeg fik stoppet hendes adgang til kontoen, hævede Christina yderligere 32.000. Hun må have stået oppe i banken da den åbnede og bedt om at få flyttet beløbet over på sin private konto. Det kunne hun jo fordi hun havde adgang til kontoen. Jeg havde ikke lukket et øje hele natten, men var alligevel taget på arbejde, og kunne derfor først tage kontakt til banken senere på dagen.”

”Meldte du hende ikke til politiet?” spurgte Cookie.

”Nej, det gjorde jeg ikke.” Happy rystede energisk på hovedet og sagde så:

”Det skulle jeg selvfølgelig have gjort. Men jeg var helt ude af flippen og kunne ikke tænke klart. Christina havde forladt mig. Jeg var sønderknust. Min verden var styrtet i grus. Det skal man nok have prøvet for at man kan forstå det.”

”Var det så forbi imellem jer?” spurgte jeg.

”Nej. Men altså, jeg var jo i en form for panik, kan I nok forstå…”

”Ja, over at være blevet frarøvet halvtreds tusinde. Det forstår jeg sgu godt at du var i vild panik over,” afbrød Kaffe Kurt med en slet skjult ironisk glimt i øjet.

Happy så irriteret på ham men fortsatte:

”Nej. Det vil sige, jo, jeg var selvfølgelig dybt frustreret over at pengene manglede. Men først og fremmest var jeg dårligt tilpas fordi Christina var skredet. Jeg havde en frygtelig dag. Okay, i dag kan jeg da godt grine over mig selv – men dengang var det frygteligt. Så samme aften tog jeg hjem til hende. Altså til hendes adresse i haveforeningen. Jeg havde aldrig været der før, men på en eller anden måde havde jeg opsnuset hvor hun boede. Jeg husker faktisk ikke hvordan. Så jeg hoppede op på min knallert og kørte derud. Jeg havde en grøn Puch Maxi. Og nej, Kurt, der var ikke mælkekasse på…”

Happy så udfordrende på Kaffe Kurt – der dog var diplomat nok til at holde sin kæft, så Happy fortsatte:

”Hvorfor jeg kørte der ud ved jeg ikke, for jeg havde ikke haft mod til at kontakte hende hvis hun havde været der. Det tror jeg i hvert fald ikke. Det var også ligegyldigt for hendes hus var tomt. Der var ingen lys i vinduerne – selvom det var mørkt og klokken kun var otte. Så der var ingen hjemme – og hendes bil stod ikke i indkørslen. Så der stod jeg, med knallert og styrthjelm og småsnøftede i regnen. Det var kraftedeme ynkeligt.

Men som jeg stod der kom en knægt slentrende. Med hænderne i lommerne og en utændt smøg i flaben. Der var som sådan ikke nogen tvivl om at det var Christinas knægt – den ældste. Det kunne jeg se. Hans ansigt lignede hendes. Jeg ved ikke hvor jeg fik modet fra, men jeg råbte ham an og spurgte efter hans mor. Drengen var utvivlsomt lidt at en rod – men han var egentligt flink nok da jeg spurgte ham hvor hans mor var henne. Jeg havde ventet at han bare var en type som ville komme med et uartigt svar. Det gjorde han ikke. Men svaret han kom med brød jeg mig ikke om. Han sagde med en utilfreds mine, at hun var rejst til London samme eftermiddag. Sammen med sin manager.”

”Med hendes manager? Havde hun sådan en?” spurgte Cookie.

”Nej. Ikke mig bekendt. Men det var hvad drengen sagde. Og jeg var da noget overrasket, det skal jeg indrømme. Nå, men han inviterede mig faktisk indenfor og spurgte, om det var mig der havde gjort hans mor tyk - eller om det var ham den anden?

Spørg mig lige om det var som at få en klud i fjæset. Jeg tror ikke at jeg kunne skjule min sorg og frustration – men da han beskrev ham den anden, kunne jeg godt se, at det nok var Therkel han hentydede til. Til gengæld havde han ingen idé om hvem hendes manager var. Han var bare kommet hjem til en seddel på køkkenbordet, hvor der stod, at hun lige var rejst med sin manager til London. Han viste mig den. Det var der som sådan ikke noget alarmerende i. For knægten. Den slags udfald havde hun tit, sagde knægten. Hun forsvandt somme tider i nogle dage. Han forventede hende hjemme sidst i weekenden – for søndag aften kom hans lillebror hjem fra den uge han tilbragte hos faderen.

Og jo, Christina kom hjem. Mandag aften kom hun forbi min lejlighed – og hun havde knægten med på armen. Altså, den yngste. Det var første gang jeg så ham. Sød knægt, i øvrigt. Hun lagde sig faldt ned og fortalte at hun selv synes at hun havde været en skovl overfor mig. Det kunne jeg ikke modsige. Hun kunne ikke forklare hvorfor hun havde gjort det, men det var hun egentligt heller ikke interesseret i. Hun sagde bare, at hun vidste at hun havde gjort noget fjollet – og hun lovede, at det aldrig ville ske igen. Det tog hende vel omkring halvandet minut, så havde jeg tilgivet hende. Ja, hvor dum kan man være. Hun sagde, at det med manageren bare var noget hun havde skrevet for at imponere drengene. De troede, at deres mor var på vej til det helt store gennembrud som sangerinde. I varligheden var det en veninde hun var rejst med, sagde hun. Hun nævnte ikke venindens navn. Det var nok heldigt – for så havde det været endnu en løgn.

Jeg var så åndssvag at jeg godtog hendes historie. Men jeg kunne godt fornemme, at noget var helt forandret imellem os. Hun blev mere – ja, kommanderende. Hun forlangte mere og mere af mig – og hun havde slet ingen forståelse for, at jeg sagde til hende, at der ikke længere var økonomi i projektet til at lave hendes masterbånd. Vi havde knapt 150.000 tusinde kroner tilbage – og med det budgetterede overslag som jeg havde lavet, ville er komme til at mangle rigtigt mange penge.”

Happy så sig om i flokken og rystede langsomt på hovedet.

”Så forlangte hun, at jeg selv skulle spille alle instrumenterne på pladen, som hun hele tiden kaldte projektet. Hun havde slet ikke opfattet at der var tale om et masterbånd, der sidenhen kunne udgives. Hvis vi havde penge til det. Eller hvis vi kunne overtale nogen til at sende det på markedet.

Det var selvfølgelig ikke noget problem, selv at spille alt, men hvad vi ville spare på løn til studiemusikerne, ville vi bruge på studieleje. For det ville tage meget længere tid for en mand at indspille alle instrumenter. Og mere tid var mere leje. Så der var intet sparet ved det. Det forstod hun slet ikke. Jeg kunne ikke forklare hende det. Hendes ord var blot: Henrik, jeg er sikker på, at det kan du godt klare. Du finder helt sikkert den løsning der er bedst for os alle…

Det værste var, at der hele tiden lå en underforstået trussel i hendes ord: hvis jeg ikke fandt den løsning, ville det få nogle konsekvenser.

Til sidst blev jeg så desperat, at jeg ringede til Therkel for at forhøre mig om Hvide Roseband eventuelt ville akkompagnere Christina. Altså i første omgang på optagelserne til masterbåndet. Da jeg ringede til ham lød han som en mellemting imellem irriteret og overrasket. Det var dog ikke værre end at han inviterede mig hjem til sig i Brønshøj, hvor vi satte os i hans pejsestue og delte en flaske whisky og nogle gode cigarer, som han kaldte det. Jeg troede at vi skulle snakke forretning – men Therkel forklarede mig, at den idé med at Hvide Roseband skulle være backinggruppe for Christina, for længst var blevet skudt i sænk. Han havde sagt nej. Hun havde selv spurgt ham, sagde han. Det havde hun ikke nævnt noget om overfor mig – men jeg havde selvfølgelig heller ikke sagt noget til hende om at jeg selv ville snakke med Therkel. Det var bare en tanke der var slået ned i mig – selvom jeg ikke brød mig om at skulle dele plade med en mand der havde knaldet min kæreste.

Jeg troede naivt, at Christina havde spurgt ham dengang de var sammen. Altså mens hun selv sang for Hvide Roseband. For jeg var egentlig ikke i tvivl om, at hun også havde prøvet at få Therkel med på idéen om at stå for en skive med hende.

Men det var åbenbart ikke dengang hun havde spurgt ham, for det kom frem i løbet af vores samtale, at hun havde spurgt ham her for nyligt, på deres tur til London.

Det sagde han sgu.

Jeg var i den grad lamslået. Det var Therkel der var Christinas såkaldte veninde - og som havde været med hende i London for de penge som jeg havde lånt af min mormor.

Jeg var frustreret, ydmyget og rasende.

Christina nægtede selvfølgelig alt og sagde, at Therkel helt sikkert kun havde sagt det, fordi han ville slå splid mellem hende og mig. Han var stadig vild med hende, påstod hun – og han var dødjaloux over at vi nu var sammen – og over at vi skulle have et barn sammen. Sagde hun. Hun gik rundt i min stue og skruede sig mere og mere op. Hun bandede og svovlede ad Therkel, som hun påhæftede en masse grimme ord, som en mand ikke ønsker på sin person. Hun var rasende og påstod, at Therkel havde vidst, at hun skulle til London, fordi hun tilfældigt havde mødt ham på vejen ud til lufthavnen. Det gav overhovedet ingen mening, så jeg ved ikke hvordan hun overbeviste mig. Men hun gjorde det. Hun fik mig til at tro på, at Therkel forsøgte at ødelægge vores forhold, fordi han var vred over at være blevet kørt ud på et sidespor.

Apropos sidespor, så var Christina nu så langt henne i graviditeten, at vi begyndte at gå til fødselsforberedelse. En gang om ugen hos en jordemoder der vist var fra Bulgarien eller Ungarn – eller sådan noget. Hendes accent var så kraftig at det var umuligt at finde hoved og hale i hvad hun mente. Jeg fattede ikke en høne af hvad damen sagde. Men Christina var vild med det. Hun glædede sig til at blive mor til en pige – for vi havde været til sådan an scanning, hvor de åbenbart kunne se, at det var en pige, Christina ventede.

Det eneste positive jeg kunne finde i det var, at Christina pludselig gik mere op i sin forestående fødsel, end hun gik op i sin plade. Hun glemte den ikke – men hun sagde, at vi måtte arbejde videre med pladeprojektet når hun havde født. Når jeg er blevet mor, sagde hun. Hun sagde ikke på noget tidspunkt: når vi er blevet forældre. Jeg burde selvfølgelig have set steppebranden i det fjerne – men jeg lagde ikke noget særligt i det.

Men noget andet begyndte at genere mig: Christina inviterede mig aldrig hjem til sig selv – og hun kom sjældnere og sjældnere hos mig. Vi havde heller ikke sex længere. Det havde vi sådan set ikke haft siden hendes udflugt til London. Jeg undrede mig selvfølgelig – men jeg turde ikke spørge hende hvad der skete. Altså, hun var blevet virkelig tyk, på grund af graviditeten, så jeg antog at det bare var den måde hun fungerede på.

Sådan blev det ved indtil Christina fødte Anna-Lana. Christina holdt på det nærmeste afstand til mig – og da hun fik veer valgte hun at tage sin søster med på hospitalet. Ikke mig. Jeg var ikke med, da Anna-Lena blev født. Faktisk fik jeg bare en telefonopringning fra Christinas søster, der fortalte mig, at jeg var blevet far. Men hun sagde også, at selvom pigen var sund og rask – og tak for det! – var der ingen grund til at jeg farede ud på hospitalet. Christina havde ikke lyst til at se mig lige i øjeblikket.”

”Ah, nu stopper hun sgu!” fnøs Cookie, tydeligt oprørt. ”Det er sgu da uhørt. Du har rettigheder som far!”

”Prøv du at forklare sådan noget til hendes type,” sagde Kaffe Kurt foragteligt, med adresse på Cookie.

Happy sad og smilede dumt – men jeg er sikker på, at han i det sekund gennemlevede den følelse han havde haft, da det gik op for ham, at han ville blive holdt udenfor og at den beslutning nok var permanent. Jeg kunne se hans øjne flakkede. Jeg skulle selv til at sige noget, men fik stoppet mig selv. Der var ingen grund til at føje spot til spe.

Happy fortsatte i et mere dæmpet tonefald:

”Jeg så først Anna-Lene på tredjedagen efter hendes fødsel. Før ville Christina ikke se mig. Det var helt urealistisk, men jeg fik endnu en opringning af hendes søster, der sagde, at jeg skulle komme ud på Glostrup, hvis jeg ville se vidunderet.

Som sagt så gjort. Jeg tog derud – og faldt pladask for Anna-Lena. Ja, altså, hun hed endnu ikke Anna-Lena. Men hun var en vidunderlig pige. Jeg var solgt. Og jeg må sige, at hun lignede mig. Sådan så jeg det i hvert fald. Men Christina… hun var kold som is. Hun ville ikke kysses – men hun tog da imod den buket roser jeg havde taget med.”

”Det er kraftedeme typisk!” sagde Cookie.

”Nåh, det ved jeg ikke,” svarede Happy. ”Christinas søster nævnte noget om, at hun havde haft en fødselsdepression sidst hun fødte, så jeg valgte at tro, at det nok bare var noget i den retning.”

Happy drak af sit øl, tændte en ny smøg og fortsatte:

”Da Christina kom hjem, gik der næsten fjorten dage før hun ringede til mig. I al den tid gik jeg bare rundt om mig selv. Jeg passede ikke mit job ordentligt og drak bare en masse bajere, for jeg kunne ikke klare den tanke jeg havde fået: at Christina og jeg var på vej væk fra hinanden. Bajerne hjalp selvfølgelig ikke en skid. Jeg blev væk fra mit job i en uges tid, for jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om noget som helst. Min chef var en gammel vranten stodder, der truede mig med fyring og det der var værre. Så galt gik det heldigvis ikke - men han trak mig i løn og det var vel rimeligt nok.

Men pludselig ringede hun så. Det var en søndag formiddag. Hun spurgte om jeg ville have besøg. Og det ville jeg selvfølgelig. Hun stod i min dør tyve minutter senere, smuk og lækker.”

Han holdt en pause hvor han sad og smilede lidt for sig selv.

Så fortsatte han:

”Hun kom med Anna-Lena i barnevognen – og begyndte straks at ævle løs om hendes plade. Det var som om, at det at vi var blevet forældre var himmelsk ligegyldigt. Hun lod Anna-Lenas barnevogn stå nede baghaven, som jeg egentligt ikke have ret til at benytte, og så begyndte hun at plage mig om pladeprojektet. Jeg ved ikke om jeg skal sige at jeg desværre var beruset, for det gjorde det lidt lettere at høre på hende, at jeg havde fået en god sjat Bjørne Bryg indenbords… Ja, jeg var velsagtens plakatfuld. Hun kan umuligt have undgået at bemærke det – men hun sagde ingenting. Hun vrøvlede bare om hvor fedt det ville blive med pladen. Og om at hun gerne ville have at vi hyrede de bedste musikere. Ikke Therkel og den slags bundskrabere. Næh! Hun havde tænkt over, at hun ville have pladen til at blive lidt mere jazzet. Gerne med Hugo Rasmussen på bas og måske Jesper Thilo på sax. Og hun ville have Moe-søstrene til at synge kor. I min brandert sagde jeg bare ja til alt det ævl der om ud af hendes mund.

Hun skiftede ikke emne før hun skulle til at gå. Her sagde hun, at hun havde tænkt over noget andet: hun ville gerne have en hest.”

”En hest?” sagde Cookie fortørnet.

Happy nikkede. ”Ja. En hest.”

”Nå, ja, hvis den ene far til hendes unger kunne give hende et hus og den anden en bil, så kunne du vel også give hende en hest. Det er vel det mindste man kan forlange,” sagde Kaffe Kurt ironisk.

”Det var vist nogenlunde sådan hun tænkte,” sagde Happy.

”Seriøst?” spurgte jeg.

”Seriøst,” sagde Happy. Så begyndte han at smågrine - men jeg kunne tydeligt se, at han absolut ikke syntes det var sjovt. Det var mere tragisk.   

”Hun sagde, at hun mente, at jeg sagtens kunne overkomme at købe en hest til hende. Jeg tjente jo rigtigt gode penge. Hvis jeg bare ville købe hesten og betale for stalden, så skulle hun nok passe krikken. Og så så hun absolut ikke nogen problemer i vores samtidige arrangement, sagde hun. Men hvis ikke… Ja så…?”

Han stoppede sin talestrøm og så rundt på os med  en dreven skuespillers engagement, som om at han forventede vores reaktion.

”Hvad så?” kom det endelig fra Kaffe Kurt, der åbenbart var ved at blive irriteret over Happys måde at trække historien i langdrag.

”Så ville hun overveje at flytte hen et sted hvor hun kunne have råd til at have en hest. Og hun nævnte, i den forbindelse, at det jo nok måtte blive et eller andet sted i Jylland. Jeg tror nok at jeg tydeligt påpegede, at hun var bistandsklient – og at det er sjældent at bistandsklienter har råd til bare at flytte til en anden ende af landet.

I første omgang slog jeg det hen. Ja, da jeg blev ædru var jeg egentligt i tvivl om hun overhovedet havde sagt det der lort med hesten. Og hun sagde heller ikke mere før vi nåede til lige efter barnedåben.

I den mellemliggende tid havde vi set en del til hinanden – og jeg havde set den lille. Men ikke rigtigt som kærester. Hun gav mig lige nøjagtigt nok til at jeg stadig troende at vi var sammen og at vi havde en fremtid – så jeg ville arbejde videre med hendes pladeprojekt. Det betød at hun engang imellem gik i seng med mig, men hvis jeg havde brugt indersiden af knolden, ville jeg have opdaget, at hun nøje afmålte den skæppe havre jeg fik smidt i truget. Altså, hendes egen kærlighed - eller mangel på samme – og det at få tid med Anna-Lena. Når hun skulle have mig til at sige ja til noget, brugte hun enten sex eller vores datter som virkemiddel. Og hendes forestilling om hvad pladen kunne føre til, var stadig helt uden for rimelighedens grænser. Hun så sig selv som den næste danske blokvogns-superstjerne.

Da vi kom frem til barnedåben var der ti sange klar. Nok til et album, faktisk. I den tid var ti sange almindeligt på en vinylplade. De fleste af dem var jeg faktisk tilfreds med. Det skal siges. Der var kun to af dem som jeg ikke brød mig om. De andre kunne potentielt godt være blevet hits – altså med en anden sangerinde.

Men Christina var snu. For fanden, hun var udspekuleret. Hun fik mine sange og betalt barnedåben i samme håndbevægelse. Ser I, hun fik mig overtalt til at Koda og Gramex registrere både tekst og musik i hendes navn. Hun bildte mig ind, at hun havde et supergodt forhold til sin bankrådgiver – og at han kunne bevilge hende et lån på 30.000, til at holde barnedåben for, hvis hun kunne stille sine sange som sikkerhed.”

”Koda og det der registrerings-pis? Betyder det, at du overførte rettighederne til hende?” spurgte Cookie.

”Ja, det gjorde det,” svarede Happy kort mens han pustede cigaretrøg ud af næsen.

”Så hun stjal dine sange?”

”Ja, det kan man godt sige.”

”Kælling!” stønnede Cookie.

”Ja. For pengene kom selvfølgelig aldrig. Hun kendte ikke nogen bankrådgiver der ville låne hende tredive basseører på rettighederne til ti halvdårlige sange. Så gæt hvem der betalte barnedåben?”

”Det gjorde du?”

”Ja. Hun bad mig om at lægge de femogtyve kilo ud for dåbsfesten. Pengene ville komme i løbet af nogle dage. Og så skulle hun selv have nyt tøj. Selvfølgelig. Intet mindre. Hun købte en Kenzo kjole, så vidt jeg husker. Den var fed. Men jeg så den kun på den ene gang.  Dåbskjolen til Anna-Lena var heldigvis en der vandrede i hendes familie. Ellers havde jeg vel også skulle betale den.”

”Hvor fik du pengene fra?” spurgte jeg.

”Hvor tror du? Fra den konto der skulle bruges til masterbåndet. For, naiv som jeg var, troede jeg jo på hende. Så vi holdt barnedåb. Nej, rettelse: hun holdt barnedåb. Jeg havde allerydmygest fået lov til selv at komme – og jeg havde tilmed fået lov at invitere mine forældre. Men mine søskende var der altså ikke plads til – og slet ikke deres kærester. Christina sagde, at jeg da nok kunne forstå, at det var rigeligt med tredive mennesker. Hun havde virkelig ikke råd til mere end det. Så gæsterne var hendes familie og nogle veninder med påhæng. Hendes niece var gudmor til min datter. Jeg husker ikke engang hvad pigen hedder. Og hende pigens mand eller kæreste, eller hvad pokker han var, var gudfar.

Jeg var ikke engang blevet spurgt hvad jeg syntes min datter skulle hedde. Jeg havde for egen regning foreslået Katja eller Katinka. Christina kommenterede ikke engang på det. Hun løftede bare øjenbrynene og sagde ingenting. Jeg fandt senere ud af at Anna-Lena var Christinas svenske oldemor. Fair nok, jeg havde da nok accepteret navnet og baggrunden, men jeg ville da gerne have været taget med på råd.

Selve festligheden blev holdt i fælleshuset i den haveforening hvor Christina boede. Der havde rigeligt været plads til ti-femten stykker mere, så  min familie også kunen ahve deltaget. Og ret beset kunne jeg jo bare have betalt min del. Men sådan var Christina. Hun så kun sig selv og sine.

Ved selve festen var det tydeligt, at det først og fremmest var Christina og dernæst Anna-Lena, der var midtpunktet. Christina førte sig frem som en diva. Jeg blev nærmest set på med medlidenhed af de andre gæster. Sådan lidt: Nå, du er så den idiot som skal betale gildet de næste mange år. Mine forældre blev totalt ignoreret. Christina hilste ikke engang på dem. Min mor fik heller ikke lov til at holde Anna-Lena – hendes egent barnebarn. Det var den eneste gang mine forældre fik lov til at se deres barnebarn.

Ved selve festen sagde mig far: Det er sgu et skrækkeligt kællinge-menneske du har fundet dig der, Henrik. Hun kommer kun til at give dig søvnløse nætter.

Kællinge-menneske!

Hvad giver I? Det var vilde ord fra min far. Han var et religiøst menneske. Jeg har aldrig hørt ham bande. Ikke før dér.

Efter barnedåben var der i runde tal halvfems tusinde tilbage, af de penge jeg havde lånt. Det var sådan set mere end rigeligt til at lave et masterbånd, men slet ikke i den kvalitet som jeg havde lovet Christina. Og der var slet ikke nok til at leve et masterbånd med den type musikere som hun pludselig ønskede sig. Det var hun rasende over – og hun kunne slet ikke forstå, at jeg ikke kunne forstå, at det ikke var hendes skyld, at hendes åndssvage bankrådgiver pludselig havde fået kontraordre fra bankens ledelse og ikke længere måtte låne hende de 30.000. Hun  var helt ude af flippen og påstod hårdnakket, at det kraftedeme var mig der var noget galt med!

Her knækkede filmen sgu for mig. Jeg beskyldte hende for at lyve overfor mig – hvilket jeg den dag i dag er hundrede procent sikker på at hun gjorde. Hun  havde selvfølgelig aldrig været i kontakt med sin bank om et lån i den størrelsesorden. Christinas officielle økonomi var så ringe, at hun ikke engang kunne få et almindeligt dankort. Hun havde et hævekort hvor der ikke kunne trækkes over. Skulle nogen bankrådgiver seriøst overveje at give hende sådan et lån? Næppe!”

Kaffe Kurt brød ind:

”Jo, hvis hun har smurt ham godt. Er det helt utænkeligt, at hun har forsøgt sig med at yde nogle tjenester for at opnå et lån? Ville hun ikke lige være typen på det?”

Kaffe Kurt sagde det pænt og nøgternt. Der var ikke nogen antydninger af ironi eller hån i hans stemme. I virkeligheden sagde han jo kun hvad vi alle tænkte.

Happy så på Kaffe Kurt gennem de røgtåger der lå imellem dem. Så nikkede han langsomt og sagde med en lav stemme:

”Jo. Det tænkte jeg også. Dengang. Jeg tænker det stadig. Det er den eneste mulighed der er for at Christina ville kunne have opnået sådan en gunst. Christina kan sagtens have knaldet med sin bankrådgiver for at opnå lånet. Det ville hun nok godt kunne have fundet på. Ingen tvivl om det. Hun ville sikkert også have gjort det, hvis hun ikke havde en storsponsor ved hånden: mig. Jeg tror ikke en sekund på at Christina nogensinde forsøgte at låne så meget som en bukket femøre. Det var hele tiden planlagt at jeg skulle betale gildet.”

”Så du så aldrig de penge igen?” spurgte Cookie.

Happy grinede  dog uden at det lød helhjertet. Så sagde han:

”Nix. Da jeg i den her forbindelse endelig mandede mig op og skruede lidt op for charmen, faldt hammeren med det samme. Christina gjorde det over med mig på stedet.”

”Hun slog simpelthen op med dig?” sagde jeg.

”Ja, det gjorde hun.”

”Nå, men så havde du da dine halvfems kilo i banken,” sagde Kaffe Kurt.

Happy nikkede langsom, som om at det ikke rigtigt interesserede ham. Så sagde han:

”Penge er sgu ikke alt. Christina…” Han sukkede, som om at det der skulle komme var svært for ham – hvilket det helt sikkert også var. ”Ja, Christina skred ud af døren med Anna-Lena på armen og skreg at jeg ville fortryde min hjerteløshed og min opførsel.”

”Gjorde du så det?”

”Ja, tusinder af gange. Mindst!” sagde han med en vis ironi. ”Hun afbrød enhver kontakt med mig. Det næste der skete var at jeg fik en indkaldelse til statsamtet. Christina havde angivet mig som Anna-Lenas far – og hun forlangte forhøjede børnepenge – samt naturligvis fuld forældremyndighed over Anna-Lena.”

”Fik hun det?”

”Nej. Vi kunne ikke blive enige om en skid da vi sad derinde i det der statsamt. Hun fastholdt at jeg ikke skulle have samkvemsret med Anna-Lena. Jeg var rystet, kan jeg godt sige jer. Jeg fremlagde min sag så godt jeg kunne, men jeg var slet ikke forberedt på hvor tunge statsamtet er at danse med, når man er far. Og slet ikke når sagsbehandleren, der har med én at gøre, er en sammensnøret hønserøv af en kælling. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker ret meget i detaljer, af det her med statsamt og de mekanismer der omgiver det lort. Dels har jeg nok fortrængt det – det er jo så længe siden – og dels skal det ikke være nogen hemmelighed, i denne forsamling,” – her gjorde Happy en lille fortrolig bevægelse med hænderne, hvor han ligesom pegede på hver af os med begge sine pegefingre, mens han havde et meget kort sekund med øjenkontakt med den enkelte, for at understrege, at dette ikke forventedes at komme videre – ”at jeg vist drak temmelig heftigt i den periode. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige at jeg var alkoholist, men… jo. Jeg havde i hvert fald en periode hvor jeg fik slukket min tørst. Skal vi ikke bare sige det sådan. Men jeg skal understrege at jeg aldrig, på noget tidspunkt, havde drukket når jeg mødte op for at hente Anna-Lena.

Til Christinas store chok fik jeg faktisk en form for samkvemsret. Jeg måtte have min datter hver anden weekend og fjorten dag i ferien.

Men inden da fik jeg noget af en øjenåbner. Christinas ældste søn, ham jeg havde mødt i haveforeningen, dukkede en dag op på min arbejdsplads. Ja, det vil sige, drengen ventede udenfor, da jeg kom ud efter end dont. Han spurgte om jeg havde tid til at snakke med ham. Han havde noget vigtigt at tale med mig om.”

”Forsøgte han at presse penge af dig?” spurgte Cookie forarget.

”Nej, slet ikke. Han er sgu en god knægt. Han fortalte mig alt det, som jeg ved om Christinas forhold til de andre mænd, som er fædre til hendes andre unger. Det jeg har fortalt jer, har jeg fra ham. Han sagde at han følte at han burde fortælle mig det. Så jeg vidste hvilket monster jeg var oppe imod. Altså, hans egen mor. Han fortalte det som det var, uden nogen form for omsvøb. At hun var en slange og at han hadede hende for det. Men det gav brød på bordet, som hun sagde. Han ville blot fortælle mig, at jeg kunne forvente at hun ville forlange nogle tjenester af mig, for at jeg kunne få lov at se Anna-Lena. Penge. Ting. Statussymboler.

Og det var lige nøjagtigt hvad der skete.

Da jeg kom hjem til Christina, første gang jeg skulle hente Anna-Lena, for at have hende på weekend, blev døren åbnet af en stor behåret fyr, der talte med umiskendelig vestjysk accent. Ja, jeg overdriver nok lidt. Han var egentligt ikke behåret. Men han lignede en karikatur på en fisker fra Hirtshals. Han manglede kun en sydvest og et par vaders. Hedder det ikke sådan? Han forklarede mig, i utvetydige ord, hvordan mine odds var for ikke at få smadret næsen, hvis jeg ikke omgående skred min vej. Skal vi ikke sige det sådan, at jeg fandt det klogest for mit helbred og for min næse, om jeg susede afsted igen.”

”Jamen, du har sgu da rettigheder,” mumlede Cookie.

”Ja, det ved jeg godt. Jeg kontaktede statsamtet som det første mandag morgen. Den slags offentlige institutioner er naturligvis lukket i weekenderne. Da jeg skulle hente Anna-Lena fredag aften var det jo temmelig ubelejligt. Jeg ringede til dem fra morgenstunden og jeg kom igennem til min sagsbehandler omkring middagstid. På det tidspunkt havde Christina allerede været deroppe. Sammen med hendes søster og hendes mor, der var med som supportgruppe. De påstod at jeg var mødt op i stærkt beruset tilstand. Det havde de alle tre konstateret, for de havde alle tre været der, da jeg kom. Sagde de. Jeg havde lavet ballade. Optrådt ubehøvlet og truende. Så naturligvis havde de ikke turde udlevere barnet til mig.

Det havde statsamtet fuld forståelse for.”

”Det er sgu da løgn,” stønnede Cookie.

”Ja, selvfølgelig er det løgn.”

”Nej, jeg mener, at de påstod det der lort!”

”Bare det var. Men nej, det er det ikke. Christina vidste udmærket hvad hun gjorde. Hun kendte systemet og videste hvordan det arbejdede. Jeg ved ikke hvordan det er i dag, men dengang følte jeg i hvert fald, at der kun blev lyttet til Christina og hendes synspunkter. Og de var at jeg var farlig for Anna-Lena. Jeg var – hvordan skal jeg udtrykke det? – så langt ude i mit forbrug af alkohol, at hun bestemt ikke var tryg ved mig.”

”Havde hun ret i at du var langt ude? Spurgte jeg nøgternt.

Happy trak på skuldrene og sad et stykke tid og stirrede ud i luften, foran sig selv, inden han langt om længe sagde:

”Jeg var det ikke til at starte med – men jeg kom det… tror jeg. Jeg drak mere og mere i hverdagen. Både fordi jeg havde mistet Christina – og fordi hun var det der store infame røvhul som hun var. Jeg havde det elendigt. I den første periode, og her taler vi vel et halvt års tid, byggede jeg langsomt et forbrug op, som nok tangerede alkoholisme. Jeg mødte op hver morgen på mit job og var i hvert fald mærket af det jeg havde drukket dagen i forvejen. Somme tider havde jeg tømmermænd, mere eller mindre alvorlige. Og i de mest grelle tilfælde var jeg stadig beruset. Det påvirkede selvsagt min udførelse af mit arbejde. Det må jeg indrømme. Og med den slags arbejde jeg udfører, kan det være livsfarligt om jeg laver bare den mindste fejl.  Jeg lavede finmekanisk arbejde som skulle bruges i blandt andet flyindustrien og til tog. Det nyttede jo ikke noget at jeg gik rundt i en konstant grad af påvirkning, når mit arbejde skulle være tip-top. Så jeg kan godt forstå, at min boss var gnaven.”

Vi andre nikkede – men ingen sagde noget, så Happy fortsatte:

”Nå, men Christina spillede sine kort godt. Det må man lade hende. Når jeg kom for at hente Anna-Lena – og jeg skal understrege at jeg stadig havde samkvemsret, så det var med loven i hånden jeg kom – skete der altid noget. Ham den store vesterhavsfisker optrådte ganske vist kun den ene gang hjemme i hendes dør, men andre gange var der andre forhindringer. Somme tider var det hendes ældste søn, der var budbringeren.

Så var Christina på skadestuen – og havde Anna-Lena med.

Så var Christina hjemme hos sin mor der var blevet syg – og havde Anna-Lena med.

Så var Christina ikke kommet hjem fra en tur til Tyskland fordi bussen var brudt sammen på vejen – og det var jo ikke hendes skyld.

Der var hele tiden noget – og hun fik lov til det af statsamtet. Der var ingen restriktioner eller konsekvenser. Hun holdt helt bevidst min datter væk fra mig. Jeg så ikke Anna-Lena i de første ni måneder efter Christina var gået fra mig. Overhovedet. Der er jo helt til grin, at kællingen bare fik lov til at gøre det hun gjorde. Efter et stykke tid klagede jeg – og vi blev kaldt til et møde mere i noget familieteam. Her fik vi på pædagogisk vis indskærpet at vi selv skulle samarbejde. Christina foreslog at jeg kunne få samvær med Anna-Lena. Hjemme hos hende. Under overvågning af en medarbejder fra kommunen. Jeg påpegede, at det ikke var mig der var problemet. Det var hende der saboterede mit samvær med tøsen. Vi fandt ingen løsning. Vi stod for langt fra hinanden, som de ville have sagt, hvis det havde været en overenskomstforhandling der blev omtalt i radioen.

Men så tog det hele en uventet drejning.

Et par dage senere ringede Christina til mig og bad, om man så kan sige, om bod og bedring. Hun bad om at vi kunne ses igen. Som venner.”

Han holdt en kunstpause, som ventede han at vi skulle kommentere, men ingen af os følte sig fristet til at lukke noget ud.

”Det kunne vi godt. Jeg håbede jo stadig at hun ville blive den gamle søde Christina igen. Jeg savnede hende og var stadig forelsket i hende. Længere var den egentligt ikke.

Og så kom hun hjem til mig. Med Anna-Lena. Det var fantastisk. Hun talte ikke engang om hendes plade. Vi var bare sammen – os tre. Den anden aften hun var der endte vi med at gå i seng med hinanden.”

”Nej, hvor fedt,” sagde Cookie.

”Egentligt ikke. Der var en bagtanke med det hele,” svarede Happy.

”Åh, sorry,” mumlede Cookie.

”Det kunne du jo ikke vide. Hun spillede bevidst med mine følelser. Hun blev igen min villige, kærlige elskerinde. Hun vildledte mig til at tro, at vi igen var sammen. Jeg ved ikke om det var hendes plan fra starten – altså, fra hun kun tilbage til mig – men efterfølgende har jeg tænkt, at det var som om at hun styrede vores forhold hen imod et bestemt punkt. Den dag hvor hun igen sagde: Jeg vil så gerne have den der hest, så vil du ikke nok give mig den hest vi har talt om. Vil du ikke nok, Henrik?

Måske er det ikke ordret citeret, men det var i grove træk indholdet af den manipulation hun udsatte mig for.”

”Hvad sagde du til det?” spurgte Cookie.

”Jeg sagde at hun måtte vente til jeg havde pengene. Jeg havde ikke pengene til at betale for en krikke.”

”Men havde du ikke de penge du havde lånt af din bedstemor?” spurgte jeg.

”Nej. Ikke længere. Jeg… havde drukket det meste af dem op. Jeg må indrømme, at jeg havde tilbragt alt for mange aftenener med at have ondt af mig selv. Så jeg sad alt for meget på værtshus, ofte inde i indre by, hvor pengene nærmest fossede ud af lommerne. Dertil, så røg jeg en hulens masse hash – og jeg brugte også en del mønt på købedamer. Ja, sådan er det. Desværre,” sagde Happy brødebetynget.

”Så er du kraftedeme et større fjols end jeg havde forestillet mig,” sagde Kaffe Kurt indigneret.

”Hold nu kæft og lad Happy fortælle. Det er lidt irriterende at du hele tide hakker på ham,” snerrede jeg.

”Ja, for fanden! Luk nu røven, Kurt,” istemte Cookie.

”Jamen det er sgu for åndssvagt,” bjæffede Kaffe Kurt. Det var tydeligt at han var ved at hive sig selv ind i en hvirvelvind af vrede.

”Det kan du jo ikke gøre noget ved – nu!” sagde jeg opgivende, som om at manden var idiot.

Kaffe Kurt slog ud med armene og skulle lige til at sige noget, men han kunne nok se, at det var for tåbeligt at brokke sig over noget der ikke kunne gøres noget ved. Han nåede det heller ikke inden Happy afbrød ham:

”Det er sgu over tyve år siden. Hold kæft hvor var jeg åndssvag. Men I forstår nok, at hele min verden var ramlet sammen, da Christina holdt mig væk fra Anna-Lena – og sig selv, for den sags skyld. Jeg var ulykkelig. Jeg var slidt helt ind til benet. Det tærede mig op, at hun var så iskold. Og den der vestjyske bonderøv, hvad og hvem var han? Hvad var hans funktion? Var han en ny kæreste, der fik lov til alt det som jeg gerne ville? Og som skulle opdrage på mit barn? Selv da hun igen begyndte at komme hos mig, ville hun ikke fortælle noget som helst om ham. Når jeg spurgte undlod hun bare at svare. Hun var en drage. Men en smuk drage, det var hun.”

”Hvad skete der så, da kællingen opdagede at du var flad?” spurgte Kaffe Kurt, nu med en underliggende drillende tone.

”Ja, hvad tror du?” sagde Happy.

”Hun inviterede dig vel i Cirkusrevyen, eller sådan noget pis!” sagde Kaffe Kurt surt.

”Åh, luk dog røven!” røg det ud af mig.

Kaffe Kurt rejste sig i et ryk op fra sin plads og så kort fra Happy til mig – og så tilbage igen. Det var klart nok at raseriet kogte inde i ham.

”Dig, Happy, du er sgu ikke andet end en dårlig undskyldning af en mand. I min omgangskreds kalder vi fyre som dig for vatpikke. Hvorfor fanden klappede du ikke bare kællingen et par flade, så hun kunne fatte hvor skabet skulle stå?”

Han pegede med en gestikulerende finger på Happy der sad og gloede, nærmest skeløjet, på den hoppende pegefinger.

Så kastede Kaffe Kurt sig verbalt over mig:

”Og dig, Anders! Du er sgu ikke et hak bedre. Sidder bare der og føler med ham. For fanden, jeg kan ikke holde sådan nogle… dingsedrenge ud!” sagde han rasende. Det sidste kom efter en lille pause, hvor han ledte efter et passende ord, der indikerede hvor ulmende han følte sig inde i.

Jeg sagde ikke noget – men Happy skulle lige til at fyre en svada af.  Så tog han sig i det, da Kaffe Kurt i et nyt ryk vendte ryggen til os og skred de fem-seks meter hen til udgangsdøren. Den bragede i efter ham.

”Hold da kaje! Hvad fanden skete der lige der? Han blev godt nok sur,” sagde jeg overrasket.

”Han fik vel en art korsslutning,” mumlede Cookie, der selv var chokeret nok til at han sad og rystede en ny cigaret ud af sin pakke, selvom han havde en osende pind liggende i askebægeret foran sig.

Happy nikkede vidende. ”Jeg tror, at han ser sig selv i den her historie. Det værste er jo at han på en måde har ret. Jeg burde have smækket hælene i, hyret en advokat og kigget efter en ny kæreste. Det burde jeg have gjort. Jeg skule selvfølgelig ikke have slået hende.”

”Det gjorde du vel for fanden heller ikke,” sagde jeg.

”Jo. Desværre. Det gjorde jeg faktisk. Da hun til sidst gik helt amok over at jeg ikke kunne give hende den skide hest. Jeg sagde det som det var, at jeg ikke længere havde pengene. Så blev hun rasende over at jeg havde brugt hendes penge til pladen. Hun råbte og skreg af mig. Hun kaldte mig alverdens grimme gloser. Det var da hun stod lige foran mig og råbte mig ind i hovedet, at jeg aldrig ville få hendes datter at se igen, at jeg svingede vingen og klaskede hende en flad af den anden verden. Lige på siden af hovedet. Det gav et gevaldigt klask. Hun stod først som forstenet - hvorefter hun hylede og skreg. Men kan I forstå, at det netop var det eneste jeg kunne gøre i den situation? Det var selvfølgelig et udslag af afmagt – men det var også al den opsparede vrede, som jeg følte over de gentagende ydmygelser og afvisninger. Det var den evige tortur af mine følelser, der kom ud gennem det ene slag. Det var min måde at skabe en slags balance. Det vidste jeg ikke i nuet, men senere, da det hele kom lidt på afstand, blev jeg klar over, at det slag skabte en slags ligevægt inde i mig selv. Jeg har aldrig slået nogen før. Eller siden, for den sags skyld. Så, nej, vent lidt, jeg ved faktisk ikke om jeg skal sige desværre til at jeg svingede hende en flad. Hun havde i den grad fortjent den.

Problemet var ikke min samvittighed. Det var konsekvensen. Christina strøg direkte på skadestuen – og derefter til politiet hvor hun indgav en anmeldelse imod mig for vold.”

”Åh, come on, sådan noget er sgu da påstand imod påstand. Den kom hun vel ingen  vegne med,” sagde jeg.

”Åh, jo, for hun havde vidner.”

”Vidner? Hvem. Hvordan i alverden det?”

”Hendes veninde. Diana, hed hun. Så vidt jeg husker. En værre svamp. Christina har nok ringet til hende på vejen og hun tog så med Christina på skadestuen. Senere var hun med på politistationen, hvor hun underskrev en vidneerklæring om, at hun havde været med oppe hos mig, i min lejlighed – og hun havde selv overværet mig slå Christina.”

”Hvad for noget? Der var sgu da ikke nogen andre end Christina og dig i din lejlighed,” sagde jeg forundret.

”Nej. Der var der ikke. Men det var der så åbenbart alligevel. Selvom kællingen aldrig nogensinde har sat sine konvolutter i min lejlighed, så havde hun alligevel overværet det hele, påstod hun.  Og hun have hørt at jeg truede Christina – og den lille – på livet. JA, hun må jo have svævet rundt i rummet, som et andet spøgelse. Den mær!

Nu var det således, at min slag faktisk havde givet Christina en blodudtrædning på kinden, som lægen på skadestuen skrev, at det godt kunne være forvoldt af et slag. Han skrev ikke at det var – men at det kunne være forvoldt af et slag. Da både Christina og hendes veninde skrev under på, at jeg havde gjort det, var det svært for mig at komme igennem med påstand imod påstand. Det påberåbte jeg mig selvfølgelig. Men det hjalp ikke spor. Jeg blev hevet ind til afhøring – men slap for varetægtsfængsel, fordi jeg indrømmede at have stukket Christina en lussing. Til gengæld fik jeg et polititilhold. Det betød at jeg ikke måtte kontakte Christina – eller for den sags skyld Anna-Lena.”

”Fordi du stak hende en fald?” spurgte Cookie forundret.

Happy nikkede og så rundt på os med usikre øjne. ”Ja. Altså, det var det eneste jeg faktisk havde gjort, men Christina og hendes veninde påstod, at jeg havde forfulgt hende ved flere lejligheder. Og at jeg chikanerede hende i hendes hjem. Jeg skulle have opsøgte hende om natten. Skide fuld og på rulleskøjter. Det var så langt ude at det er svært at fatte – men retten åd det hele råt, som var det citronmåne på politistationen. Jeg undgik at komme i fængsel men jeg fik forbud imod at opsøge Christina i fem år.”

”Hold da kæft. Hvad så med din datter?” spurgte jeg.  

”Ja, det var jo et problem. Jeg måtte ikke komme i nærheden af Christina – men jeg havde i princippet stadig ret til at være sammen med Anna-Lena. Sammen med en tilsynsværge, altså. Så det betød i princippet at Christina skulle komme med Anna-Lena, som så skulle udleveres til tilsynsværgen, så jeg kunne være sammen med hende. Under skarpt opsyn og på minuttet. Men det nægtede Christina – og jeg kunne protestere fra Herodes til Pilatus. Intet hjalp. Christina undlod at møde op når hun skulle – og efter et par forgæves forsøg på at være sammen med Anna-Lena, tænkte jeg, at det sgu var for langt ude. Jeg gav simpelthen op. Forstår I det?”

Både Cookie og jeg selv nikkede – men inde i mig selv var der noget der ikke var helt enig med mine nakkemuskler.

”Og du har ikke set hende siden?” spurgte Cookie.

”Næh. Jeg havde en fast rubrik på min betalingsservice der hed ”børnepenge – Anna-Lena”. I næsten atten år var det stort set min eneste kontakt med hende. Bortset fra da hun skulle konfirmeres. Da fik jeg en ekstra regning. Jeg husker ikke hvad den var på. Jeg sendte også en gave. Den kom retur – modtagelse nægtet.

”Så det var sgu en dyr omgang fisse,” sagde jeg henkastet, sådan nærmest til mig selv. Så satte jeg lidt mere volumenen på stemmen:

”Er der nogen af jer andre der skal have en sidste god-weekend-bajer? Bare inden jeg smutter hjem til mors frikadeller.”

”Ikke til mig,” sagde Cookie der demonstrativt drak den sidste tår af den øl han havde stående i glasset foran sig. ”Jeg skal hjemad. Vi kan følges, Anders. Med mindre du…”

”Nej. Jeg tager lige en enkelt mere – sammen med Happy. Jeg tror han trænger til den,” sagde jeg med et tørt smil.

Happy nikkede, men jeg er ikke helt sikker på, at han var med på frekvensen. Det var som om at han var et andet sted – i en anden tid.

Cookie klaskede os begge på skuldrene inden han forlod bordet. På vejen ud af Klods Hans vekslede han lige et par almindeligheder med et par af de andre gæster, inden han fulgte efter Kaffe Kurts skygge, ud i aftenen. Han lukkede dog døren mere stilfærdigt.

Jeg gik op i baren og bestilte to fad.

Da jeg kom tilbage sad Happy stadig og stirrede ud i luften. Han havde fugtige øjne.

”Er du allright?” spurgte jeg mens jeg satte øllet foran ham.

”Næh, det er jeg ikke,” sagde han og så op på mig. Jeg stod stadig op og tårnede mig på en måde op foran ham.

”Jeg er ked af hvis vi har rippet op i noget,” sagde jeg svagt.

”Det er i orden. Jeg kunne jo bare selv have ladet være med at komme ind og fortælle historien. I øvrigt – jeg løj om slutningen,” sagde han.

”Nå. Hvad da?” spurgte jeg.

”Jeg fik ikke tilhold. Jeg fik tre måneders fængsel. De tres dage var godt nok betingede. Men jeg sad inde en måned. Jeg blev fyret fra mit job – fordi jeg var straffet. Jeg mistede også min lejlighed. Og Christina flyttede allerhelvedes langt væk med sine tre yngste. Herunder selvfølgelig Anna-Lena.”

”Nå, Hvor flyttede hun hen?”

”Thyborøn.”

”Thyborøn? For fanden, hvorfor dog det? Det er jo på den anden side af Månen,” sagde jeg.

”Officielt fordi hun var rædselsslagen for mig. I virkeligheden var det fordi hendes ny kæreste, ham fiskeren, boede derovre – og gerne ville forære hende en hest.”

”Hold nu kæft!” sagde jeg.

”Ja. Det lyder sindssygt, ikke. Jeg tog derover nogle gange. Med tog. For at hente Anna-Lena til min samkvems-weekend. Første gang jeg kom derover stod ham kutter-kaptajnen i døren og spærrede mig vejen. Anden gang bankede to af hans venner mig ude i gaden, inden jeg nåede deres havelåge. Den halve by så det – men ingen vidnede. Politiet var ligeglade. Statsamtet troede ikke på mig. Jeg var jo straffet. Så jeg indså lige så stille og roligt, at det ville være spild af mine kræfter at forsøge at blive en del af Anna-Lenas liv.”

”Du gav simpelthen op?”

”Ja. Ved du hvad, Anders, man kan kæmpe kampe om alt muligt. Men at kæmpe en kamp med en heks som Christina, det kan man ikke. Jeg indså, at jeg ville løbe ind i det ene nederlag efter det andet. I Danmark er det kutyme at moderen får forældremyndigheden. Faderen kan bare få en bar røv at trutte i. Sådan er det.”

Jeg satte mig ned – og vi skålede lydløst hen over bordet.

”Og din datter – har hun heller aldrig kontaktet dig?” spurgte jeg efter et minuts tids tavshed.

”Nej. Ikke en lyd. Jeg ved ikke engang hvor hun bor. Sikkert i Jylland, et eller andet sted. For jeg tror at Christina bor derovre endnu. Men jeg ved det ikke. Jeg har aldrig hørt noget.”

”Okay,” sagde jeg da jeg havde sunket mit øl. Så tændte jeg endnu en Grøn Cecil, sugede røgen godt ned i lungerne og så på Happy, der sa med et med et lille dovent smil om munden.

”Men hun fik så aldrig lavet sin plade?” spurgte jeg.

”Ha! Både ja og nej. Hun fik udgivet et kassettebånd, med mine sange, som blev solgt på de jyske tankstationer. Og så fik hun udgivet den der Miss Moonlight-single, som også var en del af kassettebåndet. Den Kaffe Kurt talte om. Det var vist et krav fra Danmarks Radio, at det var på vinyl, for at den kunne komme ind på dansktoppen. Men den kom aldrig ind. Den var bobler – så den fik i hvert fald en radio-afspilning på Statsradiofonien. Jeg har hørt fra Therkel, at den blev trykt i 500 eksemplarer – og at Christina brændte inde med over 250 eksemplarer. Resten er nok distribueret til lokalradioer rundt omkring.”

”Nå, var ham Therkel med på pladen?” spurgte jeg.

”Næh. Det var lokale musikere fra Jylland. Jeg kender ikke nogen af dem. Jeg ved ikke hvor han har det fra.”

”Og du har aldrig set en krone i royalty, vel?”

Han grinede. ”Ikke en jante. Men den har nok ikke engang givet en hundredelas på årsbasis, så det er vel skide lige meget.”

Jeg nikkede - men sagde ikke noget. Det gjorde Happy heller ikke. Vi sad i fem-otte minutter på hver sin stol og røg hver sin smøg, mens vi hver især var i vores egne tankeverdener.

Så rejste Happy sig op. Han havde drukket den sidste fadøl noget hurtigere end jeg – og hans glas var tomt, mens mit stadig var mere end halvt fyldt. Han havde åbenbart mere travlt end jeg.

”Tak for skænken, Anders. Vi ses,” sagde han.

”Det gør vi. Hvad så? Skal du hjem og granske lidt rundt i fortiden?” spurgte jeg – og jeg kunne have sparket mig selv over skinnebenet i det samme ordene fløj ud af min kæft.

Happy nikkede. ”Ja, det tænker jeg. Men jeg vil gøre det selv. Jeg vil ikke have de to andre abekatte blandet ind i det her. Men… hvis jeg finder noget, har du så mod på at tage med mig til Jylland?” spurgte han.

”Selvfølgelig,” sagde jeg.

”Selvfølgelig?”

”Selvfølgelig!”

Historier og noveller - men skarp pen og egne fjer...