Burning Heat!

Af Uno Friis

Copyright © Uno Friis 2023

"Drikker du slet ikke?" spørger pigen, da han henter den anden omgang i baren. Det er selvfølgelig fadøl. To med alkohol - og et krus med alkoholfrit Nordic fra Carlsberg. Det er ikke fadøl, men det er der ikke nogen der kan se. Det ligner rigtigt øl.

"Jo. Som en svamp. Men ikke når jeg skal køre bil," svarer han, mens han deler ud af de to plastikkrus, som han ikke selv skal drikke. Pigen får det ene. Hans kammerat det andet. Det er julebryg, der er i deres krus. Ikke fordi det gør den store forskel, men der er lidt mere stil over at servere de lidt mørkere øl, der også er fem kroner dyrere. Han er skideligeglad. Ganske vist er han lidt ærgerlig over ikke selv at kunne drikke rigtigt øl med alkohol, men de fem-seks øl, han vil drikke på sådan en torsdag aften i Musiksalen, kan slet ikke gøre det op for de transportmæssige problemer, som han vil løbe ind i, hvis han skal med offentlig transport hjem. Det er problemet ved at bo i Vordingborg. Når man tager til København, skal man nå sidste tog hjem. Når man ikke det, er man på røven.

"Det er da en totalt fed holdning," siger pigen og smiler anerkendende til ham. "Der skulle være flere som dig. Der hvor jeg kommer fra, er folk pisseligeglade. De kører bil, selvom de er skidestive. For eksempel i lørdags. Der kørte min lillebror mig og min kæreste hjem, efter at han havde drukket en halv falske vodka. Folk er ikke rigtigt kloge. Vi havde endda den lille med."

Det siger hun virkelig.  

Hun uddyber det ikke og han undlader at spørge til noget. Det lyder for skørt i hans ører. Han kan selvfølgelig spørge hende, om hun blev bagbundet og tvunget ind i bilen. Det gør han ikke. Han ved egentligt også godt, at når man bor i provinsen, så skider man med stor sandsynlighed højt og flot på færdselsloven. Også når éns bror er skidefuld, men tilbyder at køre én hjem. En køretur er en værdi, som man ikke siger nej til.

"Det var Kalle. Han ville hjem, selvom vi havde aftalt at sove hos Sigurd. Han var også spritstiv. Kalle. Altså, min kæreste. Han kan blive meget insisterende, når han er fuld," siger pigen undskyldende. "Så det var enten at tage en taxi hjem, til mindst femhundrede bananer - eller at tage imod Sigurds tilbud. Og femhundrede? Ja, det giver jo sig selv, ikke. Vi har sgu ikke femhundrede bobs til en vogn."

Hun smiler ikke engang undskyldende. Det ser bare ud som om, at hun er godt tilfreds med at have sparet en plovmand.

Logik, kære Watson.

Han ryster på hovedet, sender hende et af de smil, som han ved at pigerne godt kan lide, og løfter glasset som en skål.

"Så er det jo heldigt at det gik godt," siger han mens han nikker.

"Spritkørsel er noget svineri," siger hans kammerat. "Din bror skulle stilles for en domstol - eller en krigsret. Bare et eller andet. Man kører ikke når man har drukket. Det er vanvittigt at sætte sit eget, og ikke mindst andres, liv og førlighed på spil."

Det kan han sagtens sige. Han bor på Frederiksberg og har kun ti minutter hjem, når han først er kommet ind i metroen. Kammeraten mener det i øvrigt ikke helt alvorligt. Det kan han dårligt tillade sig. Han har selv kørt i spirituspåvirket tilstand da de var yngre. Flere gange endda.

Pigen kigger et sekund eller to på kammeraten. Så fjerner hun sit blik fra ham. Kammeraten har lige diskvalificeret sig selv for noget som helst yderligere med den pige. Han ved det instinktivt. Han kan se det på pigen. Det er ikke fordi hun ikke vil snakke mere med kammeraten. Hun har blot sat ham ind i en bås, hvor han vil få svært ved at slippe ud igen. Sådan er det. Det vil være det samme, som hvis han havde sagt, at han ikke bryder sig om bøsser, og hun ikke har noget problem med homoseksualitet. De er ikke uvenner - men de er heller ikke på fuldstændig bølgelængde. De deler ikke holdning.

Han er i øvrigt ligeglad. Han er der for at høre musik og have det så sjovt som man nu engang kan havde det, når man er ædru. Pigen er blot til stede. De er faldet i snak i pausen efter supportbandet. Hun er ikke et mål i sig selv. Hun er i øvrigt heller ikke pæn nok, til at han kan finde på at forsøge sig på noget med hende. Hun har også sagt to ting, som vil grundlæggende vil stoppe ethvert forsøg på noget fra hans side: min kæreste og den lille. Hun har åbenbart både en kæreste derhjemme - og et barn. Han ved selvfølgelig godt, at en del piger vil nævne, at de har en kæreste, hvis de på forhånd vil afværge at en fyr gør tilnærmelser. Det er en effektiv stopklods. I hvert fald for ham. Han gider ikke det spil.

De snakker lidt videre, mens de drikker de øl, som han har købt. Hun er i Musiksalen med en veninde - hjemme fra Nykøbing. Men veninden ville hellere snakke med en fyr hun havde mødt, frem for at gå med foran og se supportbandet. Hun vil nok komme med frem, når Burning Heat går på scenen, siger pigen. Han nikker forstående og ved godt hvordan hun vil skære den.

Det gør hun også. Lige før hendes glas er tomt, siger hun, at hun skal på toilettet. Han nikker forstående og kammeraten griner til ham, da hun forlader dem, for at bevæge sig bagud imod området med toiletterne.

"Hende ser vi ikke igen!" siger kammeraten. Han har også regnet den ud. Hun er en af de tøser, der er mestre i at tiltuske sig øl, for at forsvinde, når det - i hvert fald i teorien - er deres skyld til at løbe hen til baren efter en omgang.  

Da musikken går i gang, glemmer han alt om pigen.

Burning Heat er fede. De spiller skidegodt. Der er fest. Alle hopper og danser - eller hvad man kalder det. Stemningen bliver vildere og vildere for hver sang. Lyden er god. Bruce McInnis, der spiller leadguitar og synger, lader sig på et tidspunkt bære rundt på skuldrene af en roadie, der er lige så stor som en isbryder. Publikum har det fantastisk. Bandet virker også som om de har deres livs sjoveste aften, men de er nok bare ultra-professionelle. Sådan havde de det også i aftes i Bremen i Tyskland. Og i morgen vil de have det lige så fedt i Göteborg i Sverige. Kammeraten henter flere øl. Stadig uden alkohol til ham. Kammeraten bliver lidt beruset, men det betyder ikke så meget. Han er selv beruset af musikken. Det er et udmærket rusmiddel - og så er det tilmed lovligt, tænker han.

Pludselig er det slut Der er gået halvanden time. Bandet takker for i aften. Publikum skriger på ekstranummer, men McInnis-brødrene, og deres to med-musikanter, er nok allerede på vej ud ad bagdøren. Lyset bliver tændt og publikum siver ud i efterårsluften.

Kammeraten foreslår en godnat bajer på Kræmmerkroen, et snusket værtshus et par hundrede meter derfra. Han er egentligt fyldt op af alkoholfrit øl, men indvilger. Det er ikke så tit at de ses, så han siger ja til at gå med. Bare han må nøjedes med sodavand.

De får deres jakker af en ældre kvinde, hvis tobaksgule tænder ligner noget der er ved at hoppe ud af kæften på hende, da hun smiler til dem. "De er bare fede, ikke," siger kvinden til ham, da han får udleveret dynejakken, og mod sin vilje smiler til hende mens han siger, at han syntes, at de var fantastiske.

De har været længe om at komme ud fra "Salen". Udenfor er det koldt, men det skyldes mest af alt varmen indenfor. Så slemt er det egentligt ikke, årstiden taget i betragtning. Det kunne være værre. Der er måske fem grader. Men hvad kan man forlange i november? Danmark er ikke noget tropeferieparadis.

Der er ikke så mange mennesker tilbage på pladsen foran spillestedet. Men de møder pigen. Hun står alene og kigger på sin telefon. Hun ryger en cigaret i hidsige sug. Hun ser ikke tilfreds ud. Hun har for lidt tøj på. Hun er kun iført en trøje, der ser hjemmestrikket ud. Den er grim, i grålige farver, men på en eller anden vis passer den til hende. Hun har den uden på den Burning Heat T-shirt, hun havde på tidligere, men det er ikke nok til at holde kulden stangen. Hun må fryse, tænker han. Noget siger ham, at det er klogest at lade hende være. Hun ligner en, der har problemer af en eller anden art.

"Nå, var de så gode som du regnede med," spørger kammeraten, da de går forbi hende.

Han kunne godt have givet sin ven et los over benet for den bemærkning. Men han lever med det. Kammeraten er single. Måske vil han forsøge at få hende med hjem - på trods af at hun åbenbart ikke har noget problem med spritkørsel.

Hun ser op og lyser op i et kort sekund. "Ja, de var sgu fede," siger hun - og smiler meget kort. Så ser hun igen ned i telefonen og siger et eller andet han ikke hører.

"Vi går over og får en øl. Vil du med?" spørger kammeraten. Han peger i retning af kroen med en flagrende finger, der alligevel ikke rigtigt udpeger retningen.

"Nej, ellers tak," mumler pigen, mens hun stadig koncentrerer sig om sin telefon. Han kigger et øjeblik på hende. Røgen fra hendes egen cigaret generer hende tydeligvis, men hun gør ikke noget for at vifte den væk. Noget må virkelig være vigtigt på den telefon.

Han trækker imaginært på skuldrene og sætter kursen imod Kræmmerkroen. Kammeraten gør måske et ekstra forsøg på at overtale pigen til at gå med. Han ved det faktisk ikke, men kammeraten kommer et par skridt bagefter, så det er da ikke umuligt at han har gjort endnu et udfald.

"Det er sgu synd. Hendes veninde har brændt hende af. Hun er skredet," siger kammeraten, da de sidder ved et bord i det meget tilrøgede lokale. Det er så tykt, at der næsten skan en machete til, for at man kan hugge sig op til baren. Han kan ikke være ret meget mere ligeglad. Han sidder selv med en Coca-Cola. Kammeraten sidder med en Tuborg Classic på flaske. Der er ikke fadøl på Kræmmerkroen. Så ussel er den. Eller måske er det bare et spørgsmål om at det er for dyrt at etablere.

"Jeg sagde til hende, at hun bare kan komme herover, hvis hun keder sig," griner kammeraten.

"Det gør hun ikke," siger han. "Altså, hun kommer ikke herover."

De glemmer hende igen og snakker om alt muligt andet. Koncerten, blandt andet, men også om at han er ved at falde til i Vordingborg, sammen med den nye kæreste. De snakker arbejde, for de har engang arbejdet sammen - og de snakker om at de ses alt for sjældent. De må gå noget mere ud sammen, bliver de enige om.

Efter tyve minutter rejser han sig og siger, at han vil til at trille hjem. Der er for meget røg i lokalet. Han føler sig skidt tilpas på grund af det. Han giver kammeraten et mandfolkekram og går ud på gaden, hvor luften er lige så velkommen som et sejrsmål i tillægstiden. Det er begyndt at støvregne ganske let. Den type irriterende regn, som man ikke for alvor opdager er der, før man er blevet helt og aldeles gennemblødt. Regn er noget af det sidste han syntes han behøver. Han bryder sig ikke om at køre bil i regnvejr. Han synes striberne på vejene bliver svære at se. Han har sært ved at holde fokus i vejbanen. Han ved godt at det er noget skidt, men han er nødt til at tage chancen. Hver gang han kører i regnvejr, tænker han, at det er at gamble.

Hun står der stadig, da han på vej hen efter bilen. Han ser hende, fordi han uvilkårligt går forbi pladsen foran Musiksalen. Han ser hende stå inde i læ af muren ved spillestedets lille filial, Satellitten. Hun har ikke længere gang i noget med sin telefon. Hun står der bare, som forsøger hun at undgå at blive mere våd end hun allerede er. Hun ser ud som om hun bare venter. Han ved ikke på hvad. Hvor skal han også vide det fra?

I nogle sekunder overvejer han for og imod. Så går han hen over pladsen og spørger om der er noget galt?

Det er der.

Hendes veninde er gået med en fyr hjem. En eller anden steroidebombe med tatoveringer og rygmærke, som hun lige havde mødt. Lige nu ligger hun sikkert med spredte ben. Det er noget lort, for det er veninden, der har deres togbillet. Og i øvrigt, så er det ved at værre sidste udkald, hvis hun skal nå sidste tog til Nykøbing. Det kører om et kvarter.

"Kan du ikke bare købe en ny billet til turen hjem?" spørger han.

"Nej. Jeg har ikke en rød reje, så jeg bliver nødt til at rejse på røven. Så det kommer til at koste 750 kroner i bøde. Der er altid kontrol i toget til Nykøbing," siger hun ærgerligt.  

"Har du ikke Rejsekort?" spørger han dumt. Han ved jo godt, at det har hun ikke. Så var hun vel kørt for længst, så hun kan nå toget fra Hovedbanegården.

Han ser på den drivvåde pige. Hun vil helt sikkert blive syg, hvis hun bliver stående herude i regnen. Det er synd for hende, tænker han. Han er alligevel lidt overrasket over sig selv, da han hører sig selv tilbyde hende, at hun kan køre med til Vordingborg.

Det vil hun gerne. Hun smiler ikke, da hun siger ja til liftet, men da hun sidder i varmen i hans Honda, tør hun op og siger tak.

Trafikken sydpå er sparsom, men der er trafik. Både person- og lastbiler. Det regner kraftigere, mens de kører ud af Storkøbenhavn. De hører musik. Naturligvis noget med Burning Heat. Han har dem på sin telefon og kan koble den trådløst til bilens anlæg.

Hun har taget sweateren af og sidder i sin Burning Heat T-shirt. Den er også våd, men hun kan jo ikke sidde med nøgen overkrop. Han kigger i smug på hende. Hun er ikke særligt køn. Nej, det er ikke rigtigt at sige det sådan. Hun er ikke køn nok til at hun virkelig interesserer ham, men han kan se, at hun har pæne bryster.

Hun har sagt, at hun hedder Ann-Katrine. Det er et pænt navn. Det er næsten for pænt til hende.

Da de er på motorvejen, nogle få kilometer før Solrød, spørger hun ham lige ud, om han vil køre hende til Nykøbing.

Han har allerede tænkt over hvad han skal svare til det, for han vidste godt at hun vil spørge. Det har han forventet, lige siden hun satte sig ind i bilen. Han ved også, at hun hele tiden har ventet på en lejlighed til at spørge. Han har allerede spekuleret over hvor desperat hun er for at komme hjem. Hun har ikke sagt noget direkte, men han ved instinktivt, at der er noget derhjemme, der trækker. Om det er hendes barn, eller om det er hendes kæreste, ved han ikke.

Han går ud fra, at hendes kæreste er psykopat af en eller anden art. Hun sagde det indirekte, da hun nævnte, at han kunne være ret insisterende. Den frie oversættelse er, at fyren er voldelig. Han slår hende formentligt, i hvert fald når han er fuld. Og hendes kæreste er temmelig sikkert fuld noget oftere end de officielle retningslinjer fra Sundhedsministeriet anbefaler.

Han ved godt at det er en chance han tager - men han gør det alligevel.

"Hvad vil du give mig til gengæld, hvis jeg kører dig hjem til Nykøbing?" spørger han så venligt han kan.

Han vil stadig gerne have, at han kan trække i land, hvis det bliver nødvendigt. For der er to muligheder. Enten bliver hun skidesur. Eller også har hun allerede besluttet sig hvad hun er villig til at give for en køretur af den længde. Når alt kommer til alt, så kommer det an på, hvor vigtigt det er for hende, at komme hjem. 

Hun drejer hovedet og ser på ham i nogle sekunder inden hun siger noget. "Hvad vil du gerne have at jeg skal gøre?" spørger hun.

Hun lyder hverken vred eller forarget. De ved begge, at det er en forretningsaftale, der indeholder udveksling af tjenesteydelser, de er ved at indgå.

"Hvis du sutter den af på mig, så kører jeg dig hjem," siger han.

Hans hjerte hamrer hårdt og han har lidt svært ved at sige ordene, for han ved godt at han er en skiderik. Det er fejt at udnytte situationen.

Men hun har allerede accepteret det, for hun spurgte ikke hvad det skulle koste, men hvad hun skulle gøre.

"Okay," siger hun. "Og hvis jeg nu siger nej til det? Smider du mig så af her? Midt på motorvejen?"

Hun kigger på ham med et blik, som han godt ved betyder, at hun bare prøver grænserne af.

"Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Så sætter jeg dig af i Vordingborg. Ved stationen. Som det hele tiden har været planen. Så kan du selv komme videre derfra," siger han og føler, at han reddede lidt af sit ansigt, med den lille gestus. Det er luft. Når de ankommer, har det sidste tog passeret Vordingborg. Hun ved det. Han ved det også godt, og han ved, at der kun er en mulighed for hende, for at komme videre. Ja, reelt er der to. At betale en hyrevogn - eller finde en eller anden bil. Han ser kort på hende. Vil hun kunne stjæle en bil? Næppe. Hun ligner ikke den der hårde type kvinde, der kan den slags. Hun ligner heller ikke en der kan køre. Hvorfra han ved det, har han ikke nogen anelse om.

Kan hun ringe efter sin kæreste eller sin bror? Måske. Men han ved instinktivt, at hun ikke vil gøre det.

Hun nikker. "Må jeg tænke lidt over det?" spørger hun.

"Selvfølgelig," siger han, men han ved allerede, hvad svaret bliver.

De kører videre, men kun meget kort. I nogle minutter. Højest. Så smiler han til hende. "Er du sulten - eller tørstig?" spørger han. "Der kommer en McDonalds lige om lidt. Der er åbent. Jeg plejer tit at snuppe en burger, når jeg kører hjem fra København. Vi kan gøre et pitstop."

Han siger det, som om det er et tilbud, men i virkeligheden er der ikke nogen valgmuligheder for hende.

"Jeg har ikke en jente. Det er ligesom det, der er mit helt store problem. Men hvis du giver en burger og en cola, så skal jeg nok sutte dig af. Men kun hvis du så kører mig til Nykøbing bagefter," siger hun med ligegyldig stemmeføring.

"Selvfølgelig," siger han.

I et sekund føler han sig igen som et dumt svin. Så kan han mærke rejsningen i bukserne og beslutter sig for at der ikke er noget som helst galt i at forlange et blowjob, for at køre den ekstra tur. Det er trods alt mindst en time ekstra, han skal sidde bag rettet. Og hvor lang tid vil det tage hende at gøre ham færdig? Under ti minutter. Det ved han. Og hvis hun er god til det, går det sikkert endnu hurtigere.

Hun ser kort på ham og siger så: "Du skal altså have kondom på. Jeg vil ikke gøre det uden."

Han tænker, at der virker hun lige professionel nok. Men på den anden side, så har hun jo ret. De kender ikke engang hinanden. Det er fornuftigt at bruge kondom.

Han drejer ind på McDonalds restauranten og de bestiller deres mad i drive in skranken. Det bliver til to meals. Han betaler med sit dankort.

Da de har spist maden, lader han hende vente i bilen, mens han selv går ind og køber en pakke kondomer på Q8 benzintanken, der ligger lige ved siden af restauranten.

Hun er stået ud af bilen, og står og ryger, da han nogle minutter efter kommer tilbage. De har tid nok nu, så han stiller sig på den anden side af Hondaen, og de står og sludrer hen over taget på bilen, mens hun gør sin cigaret færdig.

Lige da de skal til at sætte sig ind i bilen igen, gør hun pludselig store øjne. Det er fyren bag kassen, inde på tanken, der er årsag til hendes pludselige ændring i ansigtsudtrykket. Hun bemærker ham, fordi han kigger ud gennem butiksruden, og genkender hende. Han løfter hånden til en form for hilsen. Hun hilser ikke igen.

"Lad os køre. Ham der inde bag kassen, det er en fyr jeg gik i gymnasiet med. Jeg gider ikke at snakke med ham. Han er en idiot af de store," siger hun og sætter sig ind i bilen.

Han gør det samme og Hondaen tager dem gennem efterårsnatten, ned over Sjælland. De siger ikke så forfærdeligt meget mere til hinanden. Deres indbyrdes forhold er ændret, fra to mennesker, der tilfældigt har mødt hinanden, til luder og kunde.

Det er sådan han tænker på hende. Som en luder. Men han ser ikke sig selv som kunde. Han er bare en heldig mand.

Da de er midt mellem Vordingborg og Nykøbing, kommer de til en resteplads, hvor han svinger ind og finder en mørk parkeringsplads. Den er nede bagerst på pladsen - og der er mindst fyrre meter til den nærmest parkerede lastbil. Pladsens grillbar er lukket for natten. Toiletterne er det eneste der har åbent. Selv lyset ved bordene er slukket. Der er intet liv overhovedet.

Han gør krav på sit tilgodehavende - og hun er helt god til det. Hun tager tilmed Burning Heat T-shirten af, så han, som en ekstra service, har fornøjelsen af at kunne lege med hendes bryster, mens hun sutter ham af. De er lidt for store og lidt for bløde, efter hans smag, og han tænker ved sig selv, at det måske ikke er så længe siden at hun har født sit barn. Men han kan ikke se nogen strækmærker på hendes maveskind. Det er også sagen ligegyldigt. Lyset i bilen er elendigt. Hun kunne såmænd have en elefant tatoveret fra halsen og ned til venusbjerget, uden at han ville opdage det.

Hun er ret god til at bruge munden. Bedre end hans egen kæreste. Og hun hvisker hele tiden frække ord, mens hun har ham i munden. Hun beholder også hans pik i munden, mens han kommer og fylder kondomet med sekret.

Bagefter spørger hun, om det er i orden, at hun ryger en cigaret, inden de kører de sidste ti kilometer til Nykøbing.

Det er det. Hun stiger ud af bilen for at ryge, mens han sidder mageligt tilbagelænet i bilens førersæde og nyder eftervirkningerne af sin udløsning. Han tænker ved sig selv, at det da er første gang han nogensinde har haft sex i sin bil. Så har han også prøvet det. Spontant får det han til at stå ud af bilen, hvor han går hen og giver hende et knus. I nogle sekunder tænker han på, om han skal spørge om hun vil ses med ham igen. Men han gør det ikke.

Da han sætter sig ind i bilen igen, er han et fjols. Han får lige præcist ikke dukket sig nok og slår hovedet ind i den nederste del af rammen op til taget. Det gør ondt og han opdager, at han bløder lidt. Heldigvis har han en pakke Kleenex i handskerummet, som han tager. De griner lidt over hvor fjollet der er - og han siger grinende, at han sgu da nu har hul i hovedet. Det har han ikke sådan rigtigt. Det er bare en lille flænge i hovedbunden, men det bløder forholdsvis meget. Der er dog ingen panik. Han siger, at han var samaritter, da han var i militæret, og det der, der er meget overfladisk. Det bløder kun fordi der er så mange blodkar i hovedbunden. Siger han.

Hun ved ikke om det er rigtigt. Men hun dupper det for ham med et par Kleenex. Som en form for tak, giver han hende et kys på kinden og siger, at hun er en dejlig pige.

Det gør hende glad. Hun smiler i hvert fald.

Bagefter kører han hende til den adresse i Nykøbing, som hun siger, at hun skal til.

"Tak for turen," siger hun, da hun stiger ud. Hun har stadig Kleenexerne i hånden. I forvirringen lægger hun dem i lommen, hvad de så end skal der.  

Han siger ikke noget, men sætter straks bilen i gear og kører væk. Da han er nået to gader væk, opdager han kondomet, der ligger i bunden af bilen. Det ligger der bare. Åbent. Fyldt med sæd. Han væmmes lidt ved det, men det er mest tanken om, at hans kæreste måske ville have opdaget kondomet, hvis han ikke selv havde set det, der irriterer ham.

Han tager præservativet op fra gulvet. Han slår en knude på det og smider det ud ad vinduet. 

Så er det væk.

---

Hun venter til bilen er helt væk. Helt indtil baglygterne er forsvundet. Så føler hun sig sikker på at fyren ikke vender om og kommer tilbage.

Hendes mund smager stadig af gummi. Hun bryder sig absolut ikke om at give oralsex med kondom, men når situationen er som denne, er der ingen vej uden om gummiet. I det hele taget bryder hun sig ikke om det der lige er sket. Hun har det skidt med det, men samtidig ved hun godt, at det forholdsvis lille overgreb, hun har været udsat for, er absolut ingenting, set i forhold til hvad alternativet vil være, hvis hun ikke er hjemme når hun skal være det.

Hun trænger frygteligt til en cola, der kan fjerne den grimme smag af kondomet, men hun er helt og aldeles flad. Hun har ikke en rød reje - og selvom hun havde haft det, ville der ikke være nogen stedet hun kunne købe en cola. Nykøbing er Danmarks røvhul. Midnat er passeret. Alt er lukket, på nær et par beværtninger og et par døgnåbne tankstationer. Beværtningerne tør hun ikke komme på, for hun ved, at han vil få at vide, at hun har været der. Tankstationerne er i den anden ende af byen. Det er heller ikke en mulighed. Det tager for lang tid at komme frem og tilbage. Og da hun er helt flad, som i absolut ingen penge, er diskussionen i hendes hoved ligegyldig.

Hun begynder at gå. Det er pudsigt nok i samme retning, som fyren i bilen forsvandt i mørket. Der er omkring trehundrede meter hen til Ann-Katrines lejlighed. Hun skal hente sin cykel, så hun kan få den med hjem. Det går ikke, at den ikke er på adressen, når han kommer hjem.

Hun håber bare sådan, at hun når at komme hjem, før Kalle. For hun ved, at hvis Kalle kommer først hjem, og hun ikke er hjemme, så går han amok. Han vil antageligt banke hende. Nej, sludder. Han vil helt sikkert banke hende. Den lede stodder. Hold kæft, hvor hun hader ham.

Klokken er 01.10.

Der bør være rigeligt med tid. Den sidste tur, han har på den vagt, ved hun, er med ankomst til Gedser klokken 01.45. Hvis tidsplanen ellers holder, men det gode er, at han aldrig kommer tidligere hjem fra den sidste aftentur. Han skal afmønstre klokken 02.00. Han bør ikke være hjemme før 02.30. Der er firs minutter til. Det bør være rigeligt.

For fanden, hvor hun er sur på Ann-Katrine!

Hvordan fanden kan den fucking smatso tillade sig at bringe hende i den situation? Det er typisk Ann-Katrine. Hun er det mest ubetænksomme menneske i hele verden. Ann-Katrine ved sgu godt, at hun ikke har nogen penge, til at komme hjem for. Men sådan er Ann-Katrine. Hun er blevet optaget af ham fyren. I morgen vil hun ringe, når hun ved at Kalle igen er taget på arbejde, og undskylde af hele sit hjerte. Og så vil hun fortælle om fyren med de store arme og de store tatoveringer. Og så vil hun bede om at det lige bliver tysset helt ned. Brian, hendes on/off-kæreste, skal ikke høre om det, for han er næsten lige så skør som Kalle.

Det er selvfølgelig enormt sødt af Ann-Katrine, at spørge om hun ville med til koncerten. Ann-Katrine ved jo, hvor vild hun er med Burning Heat. Når man nu ikke kan få den helt ægte vare, så er Burning Heat det næstbedste i verden. Det bedste er AC/DC, men Burning Heat er næsten lige så godt. Tænk at man kan komme fra en lille bitte flække i Australien, og så spille så fedt.

Det var en fed koncert. Hun er glad for at hun tog med.

Også selvom Kalle har sagt, at hun ikke må.

Han vil blive flintrende rasende, hvis han nogensinde finder ud af, at hun har været i København.

Hun spurgte ham allerede for fem måneder siden, da koncerten blev annonceret, om hun ikke nok måtte komme med. Han havde bare rystet på hovedet. "Du har et barn at passe," havde han sagt.

Og så er der ikke mere at gøre. Sådan er det med Kalle. Efter de har fået Elias, skal hun blive hjemme og passe ham, når Kalle er på arbejde på færgen. Det er uden diskussion.  

Hvis det ikke var for hendes mor, der bor i samme sociale boligblok, ville hun være nødt til at sidde hjemme, evigt og altid.

Hun har før fået sin mor til at passe Elias, mens hun har været nede i byen og drikke kaffe med en veninde. Hun har også været i biografen, en enkelt gang, med Ann-Katrine. Utroligt, at hun er Kalles ekskæreste. Men det er hun altså nu engang, selvom det er en del år siden. Ann-Katrine siger, at Kalle var helt anderledes. Dengang. Måske røg han ikke så meget tjald, dengang han var kæreste med Ann-Katrine. Eller måske havde hans hjerne endnu ikke taget så meget skade af hashen, dengang han var kæreste med Ann-Katrine.

Mens hun går, tænker hun på aftenens forløb. Fuck, hvor havde hun været på røven, hvis ikke fyren med Hondaen havde taget hende med. Det var pænt ad ham, at køre hende de ekstra tredive kilometer til Nykøbing. Også selvom hun måtte sutte ham af. Men skidt med det. Han var sød nok. Hun var egentligt overrasket over, at han havde bedt hende om at gøre det. Han var ikke den type, der umiddelbart ville kunne få sig selv til at bede om den slags. Han virkede som en pæn fyr, med kone og to børn. Hvor gammel var han?

Femogtredive?

Fyrre?

Han var i hvert fald noget mere tjekket en Kalle. Hun må modstræbende sige til sig selv, at alle er mere chekkede en Kalle. Selv tegneseriefiguren Obelix.

Fyren med Hondaen, der ikke engang drak øl med alkohol, lignede en bankmand. Eller en ejendomsmægler. Han var i det mindste en mand med orden i sit liv. Det er hun sikker på. Måske er han rig. Havde hun lige ædt dilleren på en millionær? Tænk hvis sådan en fyr falder for én og man flytter sammen med ham, i et stort hus i Vordingborg. Tænk hvis han har en stråtækt gård, hvor der er plads til heste. Og et par hunde. Hun vil også have to hunde.

Gad vide hvad han tænker om hende? Lige nu?

Han har i hvert fald nydt det hun gjorde for ham, så meget kan hun sige. Han havde stønnet ret voldsomt og hans udløsning havde været kraftig.

Hun tænder endnu en smøg, den næstsidste i pakken, og går de sidste tohundrede meter uden at tænke på noget. Det er sådan en evne hun har opbygget at kunne stoppe med at tænke på noget som helst. Hun har bemærket, at det også er sådan hun reagerer, når Kalle boller hende. Hun kan ligesom slå sin tankevirksomhed fra. Bagefter ved hun ikke hvor længe han har været om det. Nogle gange tager det højest to minutter, så kommer den lille tykke gnom. Han er elendig i sengen. Hun har aldrig fået orgasme sammen med ham. Det fik hun altid, da hun var sammen med Hamid. Han er en hundrede gange bedre elsker end Kalle. Mindst! Men det har hun selvfølgelig aldrig sagt til Kalle. Ærgerligt at Hamid lige pludselig skulle giftes - med sin kusine. Nu bor han i Maribo og har tre børn. De fik vist tvillinger. Det har hun hørt.

Andre gange kan Kalle slet ikke komme. Så flipper han helt ud.

Men det er ingenting i forhold til de gange, hvor han ikke har kunnet få den op at stå. Det er de værste bank hun nogensinde har fået.

Altså, af en kæreste.

De bank, som hendes far gav hende som barn, tæller slet ikke med. De er helt ude af skalaen.

Da hun kommer til Ann-Katrines lejlighed, bliver hun klar over, at hun har hendes nøgle i lommen. Altså, ikke Ann-Katrines egen nøgle, men ekstranøglerne. Så hun kan komme ind i Ann-Katrines lejlighed. Hun fik dem af hende, sådan i forbifarten. "Så kan du hente din cykel i gården når det passer dig," havde Ann-Katrine sagt.

Ann-Katrine bor på første sal i et hus, hvor der er et kontor i stueetagen. Faktisk er det kun Ann-Katrine der er i huset, når folkene fra kontoret er gået hjem. Det er vist nok Ann-Katrines far, der ejer huset. Og det er hans advokatfirma, der ligger i stueetagen. Ann-Katrine har en fed fireværelses lejlighed, som hun ikke betaler ret meget for.

Det er noget andet end hendes egen toværelses, hvor hun i virkeligheden ikke må have Kalle boende. Den er bevilget af kommunen. Med diverse tilskud, fordi hun er enlig mor. Enlig mor på bistand. Meget lavere kan det ikke blive - og det ved hun godt. Det er en af de få ting, som hun er rigtigt glad for, i forhold til Elias og Kalle. At Kalle ikke står som hans far. Det vil han ikke, for så skal han betale børnepenge og den slags pjat. Den slags gør han ikke i - siger han.

Derfor har han sin officielle adresse hos Ann-Katrine. Rent proforma. Han kommer der aldrig.

"Der er ikke noget der," siger han.

Han bor i en skrivebordsskuffe i hendes chatol, plejer han at sige. Han griner mens han siger det. Hun tror faktisk på ham. Selvom hun ikke tror på, at Kalle ville kunne lade være med at knalde Ann-Katrine, hvis han fik chancen. Men det gør han ikke. Ann-Katrine vil aldrig røre Kalle igen. Det er hun sikker på.

Hun trænger forfærdeligt til en sodavand, der kan fjerne smagens af kondomet - og hun ved, at Ann-Katrine har halvdelen af sit køleskab fyldt med Coca-Cola og Fanta. Så hun vælger at bruge de tre minutter det vil tage, at gå op på første sal og tage en. Det er en fin investering, tænker hun. Tre minutter kan ikke slå tidsskemaet i stykker. Det tager ti minutter at cykle hjem til mor, for at hente Elias. Det tager ti minutters tid at snakke færdigt med mor, mens hun gør Elias klar. Derefter tagerd et fem minutter at gå op til dem selv. Der er rigeligt med tid.

Da hun låser sig ind i entréen, opdager hun Kleneexerne. Hun syntes egentligt at det er klamt at gå med ham der fyrens blod i lommen. Hun må huske at smide dem ud.

Da hun åbner entredøren, kan hun lugte, at der er blevet røget i lejligheden. Hun tænker ikke over det, for inden de tog til København, sad Ann-Katrine og hende selv og hyggede et par timer. Selvfølgelig har de røget en masse smøger. Det gør man jo, når man drikker hvidvin. Men hun syntes da, at de havde luftet ud. Det har de åbenbart ikke, for der hænger en tyk lugt af kold cigaretrøg i luften.

"Hallo. Er her nogen?" råber hun ind i den formentligt tomme lejlighed. Det kan jo være Ann-Katrine, der er kommet hjem, selvom det næsten ikke skal kunne lade sig gøre. Den sidste sms hun har modtaget fra hende, er fra fem minutter før fyren med Hondaen tilbød hende liftet. Her skrev hun, at hun ikke ville komme hjem i nat - og at hun bare selv skulle tage hjem. Det var derfor hun havde fået nøglen.

Vidste Ann-Katrine i forvejen, at hun ville møde den der fyr? Ham med tatoveringerne og overarmene? Men det kunne hun jo ikke vide. Eller kunne hun? Havde hun allerede en aftale med fyren? Kender hun ham i forvejen?

Det er lidt langt ude at tænke sådan. Hun ved det godt.

Der er heller ikke noget svar fra lejlighedens indre. Alt er tyst. Hun har alligevel en mærkelig fornemmelse, da hun går gennem Ann-Katrines lejlighed, for at komme ud i køkkenet, der ligger bagerst. Hun tager en dåse med Coca-Cola i køleskabet og drikker den i voldsomme slurke. Da den er tom, bøvser hun. Bøvsen smager kun lidt af gummi. Så kommer hun igen til at tænke på Kleneexerne. Hun smider dem ud i affaldsspanden. Derefter tager en ny dåse i på øverste hylde. Hun siger til sig selv, at hun en dag må købe en ny sixpack til Ann-Katrine. Hun ved godt, at det er tomme ord. I morgen har hun glemt alt om det.

Hun når lige at åbne dåsen, da hun ser reflekserne i køkkenvinduerne. Hun ser ham, stå bag sig. Lille og korpulent. Ude af kontrol. Rasende.

Eksplosiv, når hun at tænke.

Så slår han hende i baghovedet med noget, som polititeknikkerne sidenhen siger er en vinflaske.

Alt bliver omgående sort for hende. Det er nok heldigt, for Kalle Andersson er rasende på hende. Hun mærker i hvert fald ikke ret noget, da Kalle flår hendes tøj itu.

Hun mærker heller ikke ret meget andet af det, som han gør ved hende. Hvis hun overhovedet mærker noget. Ingen kan vide det med sikkerhed, for hun bliver aldrig i stand til at svare på spørgsmålene.

 Retsmedicinerne kan til gengæld sige en hel del spændende ting. Blandt andet, at hun er blevet slået omkring tyve gange i hovedet med vinflasken. De finder den som glasskår i køkkenet - og de er sølet ind i blod.

Hun er død af blødninger i hjernen.

Retsmedicinerne kan til gengæld ikke sige, om hun blev voldtaget før, under eller efter sin død.

---

I første omgang går der tre dage før hun bliver fundet.

Da hun bliver det, er Karen Louise Jensen for længst blevet forsøgt efterlyst. Både af hendes mor og af hendes kæreste. Ingen af dem har nogen som helst idé om hvor Karen Louise kan være - og de er begge enormt bekymrede. Politiet er ligeglade. De forklarer de pårørende, at det er helt normalt, at folk vælger at forsvinde for en periode.

"Nioghalvfems procent dukker op igen efter nogle uger," siger vagthavende lige ud til Karen Louises mor, der er på politistationen med sin svigersøn. Som om det er en trøst.

Sandheden er, at der ikke er resurser til at gøre noget som helst.

Ganske vist er Karen Louise Jensen mor til en lille dreng - men det betyder ikke, at hun ikke kan finde på at forlade sit barn. Hendes sociale position taget i betragtning, er hun ikke at betegne som helt stabil, skriver en betjent i underforstået sprog i døgnrapporten. Det har han ikke noget som helst at have i. Ikke andet, end at han engang kendte hendes søster, sådan personligt, og vidste, at søsteren som 15-årig tog på Roskilde Festival, uden at moderen vidste det. Det ved betjenten kun fordi han var med på samme tur. De var venner, dengang. Fra samme klike, som man siger. Sidenhen er deres veje skiltes og de er gået i hver sin retning. Det tør han godt sige. Han er blevet politibetjent. Søsteren er blevet en af de kællinger, man ser ved byens bænke, med en guldøl i hånden - og en håndfuld af dens brødre i en plasticpose ved foden, hvis det er en god dag. Betjenten ved, at hun nu har fire børn. Med tre forskellige mænd. Nummer et og nummer tre har samme far. De to andre har hver sin.

Karen Louise Jensen bliver fundet af Ann-Katrine, der har været tre dage om at komme hjem fra København. Hun har lige mødt en ny mand, som hun er meget forelsket i, og hun er kun taget hjem til Nykøbing, for at hente rent tøj - og for at vande sine potteplanter.

Ann-Katrine finder Karen, som de altid bare har kaldt hende, liggende på gulvet i sit køkken. Hendes hoved er smadret. Hun har nogle knivstik rundt omkring på kroppen. 

Derfra får politiet pludselig travlt. Alt bliver finkæmmet. Der er selvfølgelig nogle spor i lejligheden, men det er også tydeligt for teknikkerne, at den person, der har myrdet Karen Louise Jensen, har vidst hvordan han skulle gøre rent efter sig. Der er ingen spor og slet ingen fældende beviser.

Kalle Andersson kommer naturligvis straks under mistanke, men han har haft vagt på færgen mellem Gedser og Rostock, den aften hans kæreste er blevet myrdet. Han er ansat i cateringen, hvor han blandt andet vasker op i køkkenet. Der er ikke videoovervågning i køkkenet - eller kabysområdet, som det vel bør kaldes - men hans to kolleger, der begge er tyskere, af anden etnisk herkomst end tysk, bekræfter overfor det danske politi, at Kalle Andersson var på vagt - hele vagten.

Det passer kun til dels, men det ved ingen af de to mænd, der er født i henholdsvis Iran og Litauen. De er faktisk i god tro.

Når der ikke er travlt - og det var der bestemt ikke den pågældende nat - skiftes de til at tage en lur i lagerlokalet ved siden af skorstenen. En sejltur varer næsten to timer - hver vej. Det er en god tjans, at ligge der og snue, mens man får løn. Kalle Andersson var, for nu at sige det med hans egne ord, lidt mere end lettere bedugget den aften, så de havde besluttet at lade ham nyde godt af kollegernes velvillighed. Det bundede også i, at han på en eller anden vis var den af dem med højest - ja, hvad hedder det; rang er ikke ordet.

Anciennitet, må det være.

Han har sejlet på ruten i seks år. De to andre en næsten lige begyndt.   

Hvis de fortæller det danske politi det med lagerlokalet, vil det komme ledelsen for øren, at de en gang imellem tager en lur på arbejde. Og så er den fidus forbi. Det er de ikke interesserede i. Så de fortæller samstemmende, at Kalle Andersson stod og vaskede op - hele vagten. Det er ikke engang en historie de behøver at aftale. I hvert fald ikke i dagens anledning. Den ligger på rygraden, hvis der pludselig en dag er nogen fra ledelsen, der spørger til arbejdsgangen. Det er heldigt, at kokken og personalet fra cafeteriet er ligeglade med dem der vasker op og sørger for service. Bare tingene er i orden, kan de få lov at klare det selv.

Så de siger begge, at Kalle stor og vaskede op.

Det gjorde han ikke.

Han tog af sted, da han så et opslag fra Ann-Katrine på Facebook, hvor hun skrev, at hun var til Burning Heat med Karen.

Det var ikke med vilje, at Ann-Katrine fik afsløret deres lille aftale, om at gå til koncert, uden at Kalle vidste det. Hun tog bare et billede af scenen før koncerten - og så taggede hun Karen Louise i opslaget. Det var en forglemmelse. Hun opdagede det tyve minutter senere og skyndte sig af fjerne opslaget.

Men det var for sent, for Kalle Andersson var allerede på vej fra borde og han ved alt om, hvordan man forlader færgen og havneområdet, uden at man bliver filmet. Det kan faktisk godt lade sig gøre. Bare man går en helt bestemt vej.

Det faldende punkt var hans bil. Han kan ikke tage den, for parkeringsområdet er overvåget. Så han må stjæle en bil lidt derfra og så hente sin egen senere. Så det gør han.

Ingen af opdagerne stiller spørgsmålet om hvad Kalle Andersson vaskede op. Det er egentligt mærkeligt, for på overvågningskameraerne fra de områder, der er passagervendte, er det tydeligt nok, at der dårligt er to ludere eller en enarmet lommetyv ombord på færgen.

En politihund finder et præservativ, der ser ud som om det har ligger på vejen i nogle dage. I første omgang bliver det blot lagt i en pose, med oplysninger om hvor det er fundet: Tre huse væk fra Ann-Katrines lejlighed. Det gør det interessant, uden at det i første omgang får klokker og sirener til at bimle hos politiet.

Karen Louise Jensens færden bliver undersøgt - så godt politiet formår.

Ann-Katrine fortæller naturligvis, at de var sammen til Burning Heat koncerten i Musiksalen. Dette kan bekræftes af mange af medarbejderne, der har set hende til koncerten. Både inde i salen men også ude i rygeområdet.

Hun er også set stå udenfor efter koncerten, men der er ingen, der har set hende gå derfra.

Politiet henter overvågningen - og opdagerne kan se, at hun taler med flere i løbet af den tid, hvor hun står udenfor. Til sidst kommer en skikkelse hen til hende - og hun går med denne skikkelse, som politiet antager er en mand på cirka 190 centimeter. Han er velbygget og iført en orange dynejakke, der minder lidt om en redningsvest. Billederne er desværre meget utydelige, for det støvregner - og det bryder kameralinserne sig ikke rigtigt om.

Men damen fra garderoben husker ham. Mest af alt fordi hun syntes, at han havde et flot smil. Men også fordi hun syntes at hans jakke var fed. Hun vidste, at der var tale om en jakke til næsten femtusind kroner. Når sandheden skal frem, så havde hun håbet, at der ikke var nogen der kom for at hente de sidst to jakker. Hun havde faktisk overvejet at stjæle den til sin søn, hvis den hang tilbage som uafhentet. Men det siger hun selvfølgelig ikke til nogen.

Medierne nævner dårligt drabet. Det er ikke interessant nok, for Karen Louise Jensen er i den forkerte sociale kategori. Hun er bistandsklient, men hun har ikke nogen oversværtet straffeattest, der kan gøre en artikel interessant. Faktisk er der kun to butikstyverier på den - og de er ved et blive fem år gamle. Hun var sytten, da hun begik dem. Hun er ikke medlem af nogen bande. Og så er hun helt almindelig dansker. Hun er heller ikke særligt smuk, så der er ikke ekstra penge, i form af ekstra klik, at hente på det. Alt i alt bliver Karen Louise Jensen en af de historier, som næsten kun optræder på dagbladenes hjemmesider. Der kommer ikke meget med i de trykte aviser - og det der kommer med, er kun i notitsform.

Lige på nær i det lokale dagblad.

Vejen til gennembruddet kommer, da Sjællandske Medier skriver lidt om sagen.

Det er tankpasseren fra Q8 stationen ved McDonalds, der læser om drabet og kommer til at tænke på, at han da en aften havde set hende der Louise på tanken. På gymnasiet kaldte hun sig bare Louise, men hun hed så åbenbart Karen Louise. Der kan man bare se. Der var hende, der var droppet ud af 2. G. Hun var kæreste med ham der Hamid. Så meget kan han huske. Hamid kan han bedre huske end Louise, men han er alligevel sikker på at det var hende han havde set.

Han tjekker selv overvågningen og ved, at han har fat i det rigtige, da han ser hende stå og snakke med en mand, der er iført en orange dynejakke. Ligesom den, der er omtalt i avisen.

Han er skrækkeligt nervøs, da han ringer til politiet, men det behøver han ikke at være. Han får ros. Både af politiet, der sender en mand efter den harddisk som optagelserne er på, og af hans chef, der er godt tilfreds med at have en så vågen medarbejder.

Han bliver kort afhørt af den politimand, der henter optagelserne, men ellers er der ikke noget ubehageligt ved det. Han føler, at han har gjort sin borgerpligt. Og det har han jo også.

Harddisken er gennembruddet, for Hondaens registreringsnummer er klart og tydeligt på optagelserne.

Der skal ikke andet til, end et opslag i motorkøretøjsregisteret. Så ved de, at ejeren af bilen hedder Henrik Bjerregaard - og at han er portør på Hvidovre Hospital. En sundhedsfaglig mand, konstaterer politiet. Det kan forklare hvorfor og hvordan han har kunnet fjerne store dele af de spor, som der burde være i lejligheden.

Det er selvfølgelig ikke noget bevis, men et indicium er det.

Henrik Bjerregaard bor i Vordingborg og han bliver anholdt torsdag morgen, på sin bopæl, da han kommer hjem fra nattevagt på hospitalet.

Hans samlever laver en scene og råber og skriger af politifolkene, der foretager anholdelsen. Den ene af dem er kriminalinspektør, så Henrik Bjerregaard ved, at der er noget rivende ruskende galt.

Han ved instinktivt, at det må have noget med pigen fra Burning Heat koncerten at gøre. Han er bange for, at hun vil hænge ham op på en anklage seksuel tvang.

Han syntes egentligt ikke at det er fejt.

I de sidste fem dage, har han tænkt meget på hende. Hvorfor ved han ikke. Måske fordi han har fået dårlig samvittighed over det han gjorde. Han kan ikke rigtigt sige, at han gjorde det imod hende. Det var nok nærmere med hende. Han tvang hende jo ikke, men han kan godt forstå, hvis hun har følt sig udnyttet.

Han har mange gange tænk på at kontakte hende, for at sige undskyld, men han er kommet i tvivl om hendes navn. Han mener, at hun sagde, at hun hedder Ann-Katrine. Han har da også fundet en Ann-Katrine Malling i Nykøbing, men han har ikke haft mod til at ringe til hende. Ej heller skrive til hende. Men det må jo være hende. Så mange Ann-Katrine'er er der vel ikke i Nykøbing.

Derfor er han noget overrasket over at høre navnet Karen Louise Jensen, da han bliver afhørt.

Jo, han har da hørt, at en pige med det navn, er fundet død i Nykøbing. Men han har overhovedet ikke hæftet sig ved det.

Der går en rum tid, før han får rodet navnene ud af hinanden. Altså, til han bliver klar over, at Karen Louise Jensen er identisk med den pige, som han kørte hjem efter koncerten.

Han fortæller historien, næsten som den er.

Han undlader blowjobbet. Han er flov over det. Især nu, da hun er død.

De beder ham om at få lov at tage en dna-prøve. Hans beskikkede forsvarer beder om at tale med ham i enerum. Forsvareren er en lille tyk mand, som politiet rådede ham til at tage imod. Så alvorligt er det altså. Han bliver rådet, af forsvareren, til at sige ja til dna-prøven. Så det gør han.

Det fortryder han, for da de har svarene, kan han ikke redegøre for hvordan kondomet er havnet på vejen. Det har hendes dna på ydersiden - og hans inden i.

Han har faktisk glemt alt om det kondom. Han siger det som det er. At de havde oralsex i bilen - og at han smed kondomet ud af vinduet, da han kørte hjem.

Han ved, at lige præcist det, kommer til at koste ham forholdet til den ny kæreste, hende som han er flyttet sammen med i Vordingborg.

Men det er der ikke noget at gøre ved. Det er jo sandheden.

Der går ikke lang tid, så gennemhuller de også hans påstand om ikke at have været i lejligheden, hvor den dræbte kom af dage.

"Hvorfor er dit blod fundet på lommetørklæderne?" spørger en af betjentene.

Han kan ikke svare.

Også de tre Kleneex har han glemt. Men han kommer selvfølgelig i tanke om hvad der skete og fortæller det. At han slog hovedet. Og at hun, uvist af hvilken grund, tog papirservietterne med da hun gik.

Politiet tror ikke på ham, selvom han kan fremvise såret i hovedbunden. Men han bliver undersøgt af en læge. Han har to sår efter negle på ryggen. Det er den nye kæreste der har lavet dem. Dagen efter Burning Heat-koncerten. Det forklarer han betjentene. De finder det utroværdigt - især fordi den nye kæreste ikke rigtigt vil vedgå sig at have lavet dem. Hun er vred. Hun siger til betjentene, at hun ikke kan mindes, at hun skulle have givet ham de rifter. Men hun afviser det heller ikke.

Hun tror åbenbart at han har gjort det. 

Han kan også mærke, at hans egen forsvarer har det på samme måde. Selvom forsvareren siger, at politiet arbejder med flere teorier, så ved han godt, at de har stillet sigtekornet hen i hans retning. Han forstår ikke rigtigt hvorfor. Hvad er det han har gjort, som er på den forbudte liste? De tror, at han har tvunget hende til oralsex. Oppe i lejligheden. De antyder endda, at han har haft samleje med hende. Det har han jo ikke. Men de siger, at retsmedicineren kan se, at hun har haft samleje kort før sin død. Måske også efter. De tror, at hun har gjort modstand og at de er kommet op at toppes, og at Henrik Bjerregaard i affekt har slået Karen Louise Jensen ihjel med vinflasken, som det står i rapporten til statsanklageren.

Men de hører ikke rigtigt efter, når han siger til dem, at der må have været en anden mand, der har haft samleje med hende.

Men de har ikke noget bevis for at han har været i lejligheden. De har nogle Kleenex med hans blod, men ingen sikre beviser på, at han rent faktisk har været der. Hverken fingeraftryk eller dna er fundet på stedet. Det henfører politietaten under, at han er vidende om hvordan man gør rent efter sin ugerning, via sit job som portør.

Statsanklageren er ikke helt enig. Hun mener ikke, at der er beviser nok, til at politiet kan rejse en sigtelse imod Henrik Bjerregaard.

"For det kan jo - i teorien - godt have foregået, som ham Bjerregaard siger," siger statsanklageren til kriminalinspektøren. "Du kan ikke bevise, at det ikke gjorde."

Kriminalinspektøren er sikker i sin sag. Det er Henrik Bjerregaard der har myrtet pigen, men han kan rent faktisk ikke bevise det. Han har ellers undersøgt alt. Selv Bjerregaards modus operandi passer i kassen. Han er en mand der rydder op efter sig. Han efterlader ikke ting der peger imod ham. Han er ordensmenneske. Hans værksted i skuret i Vordingborg, står snorlige. Han skrivebord er en opvisning i klare linjer: Kuglepenne der. Blyanter der. Linealer der. Clips og hæftemaskiner der. Alt er i upåklagelig orden. Hans venner og kolleger har bekræftet det. Han er grundig og tålmodig. Han er simpelthen dygtig.

"Jeg ved at det er ham," siger kriminalinspektøren med et suk, da han forlader statsanklagerens kontor.

Netop derfor, bliver der alligevel gjort klar til at rejse sigtelse imod Henrik Bjerregaard. Politiet får lov at beholde ham i varetægt, selvom sagen er tynd som en isskorpe i tøvejr.

"Den holder ikke i retten. I har simpelthen ikke nok, og det ved du godt," siger forsvarsadvokaten arrigt til kriminalinspektøren.

Overfor sin klient et han roligheden selv. "De kan godt sigte dig - men de kommer til at frafalde sigtelsen," beroliger advokaten sin klient.

"Ja, selvfølgelig. Jeg gjorde det ikke," siger Henrik, men forsvarsadvokaten siger, at det i praksis slet ikke kommer sagen ved. Det handler nu om hvad politiet kan bevise. Og forsvarsadvokaten medgiver i, at Henrik, i teorien, kan blive dømt på indicier.

"Du kan erkende uagtsomt manddrab. Så kan vi knibe den ned på en dom på to, måske tre, år. Alternativet er manddrab. Det er nok ti år vi taler om," siger den tykke mand med slipset. "Måske tolv. Jeg tror ikke, at du får livstid," siger advokaten.

Ti år?

Tolv år?

Livstid?

De finder aldrig ud af det.

Presset er for hårdt.

En fængselsbetjent finder Henrik Bjerregaard død i sin celle. Han har taget sig eget liv. Han har stoppet sine underbukser ned i sin egen hals - og så har han løbet sit hoved ind i væggen. Han har praktisk talt slået sig selv ud - så han kunne blive kvalt i sine underbukser. Der har været fart på. Hans kranium har en lille flænge, så man må sige, at det er lykkedes for ham.

"Det er kraftedeme smart gjort," siger kriminalinspektøren til forsvarsadvokaten, da han overbringer ham nyheden.

Det er de enige om.

"Det er sgu trist, at han har valgt at gøre det, lige præcist i nat," fortsætter kriminalinspektøren. "Jeg havde ellers besluttet at droppe tiltalen. Jeg kan simpelthen ikke finde det fældende bevis."

"Men du er sikker på at det er ham?" siger advokaten.

"Næh, ikke helt," siger kriminalinspektøren. "Hvad med dig?"

"Jeg tror han gjorde det," siger forsvarsadvokaten, for han ved, at det nu er off the record, som man siger. Nu er de igen de gamle venner, Simon og Hans-Jørgen.

"Nå, skidt, det finder vi aldrig ud af. Sagen bliver henlagt," siger Simon.

"Okay. Og du og Minna kommer vel til julefrokosten. Du ved første lørdag i december, ikke," siger Hans-Jørgen.

"Selvfølgelig," siger Simon.

Og så følges de ud til parkeringspladsen, hvor de kører derfra i hver deres bil.

Ingen af dem hører Burning Heat på deres respektive musikanlæg.

---