En værre Lorte-jul

Af Uno Friis

Copyright © Uno Friis 2023

Det blev den jul vi aldrig glemmer. 

Vi var der ellers næsten alle sammen. Altså, os, der plejede at deltage ved juleaften i min families skød, som man siger.  

Der var naturligvis mine forældre, Erik og Laila, for vi var samlet i deres hus på Brønshøj Kirkevej, som vi havde været det, i al den tid jeg kunne huske. Der var min bror David og hans kone Solveig, med deres to tvillinger, Sara og Hans. Der var min søster Kitt og hendes ingeniørmand, Willie. Deres ældste datter var ikke med, for hun var blevet gift sommeren forinden og fejrede jul med hendes mands familie, men deres to yngste, Mandy og Melissa, var til stede. Og så var der selvfølgelig mig. Jeg var der alene, sammen med min 14-årige dreng, Anton, som jeg havde fra et uheld i min pure ungdom.  

Det var den første familiekomsammen, efter at min kæreste gennem seks år var skredet fra mig. Hun var flyttet hjem til en kollega. Det kom som et lyn fra en klar himmel. For mig, i hvert fald. Jeg havde ikke anet, at hun i halvandet år havde haft noget andet gående udenom. Det var den første jul uden hende - men selvom jeg i begyndelsen havde været ødelagt af jalousi og havde savnet hende frygteligt, var det alligevel som om, at tingene var ved at falde på plads for mig. Jeg var tilmed begyndt at tale med Antons mor igen - og selvom det ikke var med nogen former for hensigter, var det trods alt rart, at vi ikke nøjedes med at kommunikere via sms'er længere.   

Nuvel, det var den 24. december, og huset duftede af and og flæskesteg med svær, tyk brun sovs, brunede kartofler og alt hvad der ellers hører til i duftkulissen på en juleaften.  

Vi var en traditionel dansk familie, hvilket betyder, at ingen af os tog julen særligt højtideligt. Der var pyntet op med lidt kravlenisser og et enkelt nisselandskab på vat, langs toppen af skænken, men der var ingen julegudstjeneste i familien Andersen. Hverken oppe i kirken på bakken for enden af vejen, eller i fjernsynet. Julen var lige på, berammet til de tre højtidelige dage - og så var den slut, så vil kunne komme tilbage til hverdagen, hurtigst muligt. 

Vi mødtes klokken 17.00, i mine forældres opvarmede havestue, og fik et glas goddaw-do-vin, inden vi skulle spise. I tidligere tider, havde børnene altid fået et par gaver, inden affodringen, for at holde spændingen fra døren, men nu var de blevet så store, at min mor, der havde mere magt i vores familie end en Godfather har det i mafiaen, havde besluttet, at der måtte orden til. Herregud, Anton var den yngste af ungerne - ligesom jeg var den yngste af os søskende. Når man er 14 år, så forstår man jo nok, at man må vente på sine gaver, som min mor sagde - og ingen af os sagde hende imod. Jeg kunne måske nok have kommet i tanke om, at tvillingerne havde fået gaver før middag, indtil de var seksten. Det havde jeg også selv fået. Men sandt at sige, var Anton ligeglad. Han var ikke en materiel dreng. Han kunne sagtes vente.  

Jeg er efternøler, så er det sagt. Min far var 45, da han fik mig. Min mor var 42.  

For mig selv, var det der med at blive forælder lige modsat. Jeg fik jeg Anton, da jeg var sytten. Han var et kæmpe uheld og absolut ikke en del af planen for mit liv. Anton var beviset for, at sex var det farligste, som mænd kan foretage sig, hvis de ikke passer på og er fornuftige.  

Rollen som far, havde egentligt aldrig være særligt velspillet, fra min side. Anton havde altid boet hos sin mor - og vi havde aldrig boet sammen. Hverken moderen og jeg - eller Anton og jeg. Hans mor og jeg havde heller aldrig været kærester. Hun var tre år ældre end mig og havde, mildt sagt, været af den lette type. Det var hun stadig. Anton havde tre søskende - og de havde alle fire hver sin far. Billedet af hendes letlevende liv bliver bedst beskrevet, ved at vi i sin tid havde været fem fyre, fra det samme slæng, der havde afleveret blodprøver, for at placere ansvaret for hendes graviditet - i øvrigt hendes anden, hun havde allerede en toårig datter - og det var så mig, der havde trukket det korte strå.  

Anton besøgte mig i weekenderne og i ferierne. Hvert andet år var han hos mig i julen - og det var så det. Hans mor havde den fulde forældremyndighed over ham, men jeg opfattede hende egentligt ikke som en kælling af den grund. Hun havde faktisk altid sørget for sine børn på en okay måde, men der havde aldrig været overflod af noget - måske bortset fra kærlighed, og det er vel i bund og grund det vigtigste.  

Nå, tilbage til den fatale juleaften.  

Klokken 18.00 kastede vi os ud i kalorieorgiet, der foruden and og steg, indeholdt medister og rødkål i mængder, der kunne gøre én helt flov, når tanken faldt på dem der ikke havde noget at komme i munden. Julemiddagen var en fastlagt tradition - og ve den, der gjorde forsøg på at ændre noget. Alt foregik som efter en drejebog. Vi spiste maden og drak pæne mængder rødvin. Især min svoger, Willie, tog for sig af flaskerne med gærede druer. Han var en tørstig herre, der med sin engelske herkomst, aldrig rigtigt havde forstået den danske jul.  

Vi havde det egentligt ganske hyggeligt, helt som vi plejede. Der var ikke de store dikkedarer i det. Snakken gik om hverdagsting. Især handlede det om min søster Kitt og hendes frisørforretning i Herlev. Også min niece, Melissa på 17, førte sig nærmest hæmningsløst frem. Hun fortalte vidt og bredt om gymnasiet. Om hvor godt det gik hende og om hvor smart hun selv mente hun var. Skolens nummer et, i hvert fald sådan nærmest, i alt, fra atomfysik til stangspring. Fair nok, hun var en teenager med selvtilliden i top, men jeg havde ikke indtryk af, at hun i virkeligheden levede op til hendes egne forventninger om sig selv. Jeg opfattede hende som lidt for blond, om man forstår den jargon.  

Søsteren, Mandy, var mere afdæmpet. Hun sad ved siden af Anton, men levnede ham ikke nogen opmærksomhed - overhovedet. Han kunne have vendt sin tallerken om, og smasket hele min mors julemiddag, med sovs og det hele, ud på dugen, uden at hun havde set på ham. For hende var han en ikke-eksisterende tingest, der kom forbi hvert andet år ved juletid, og på en eller anden vis skulle accepteres som en del af familien. Det var nogenlunde lige så let, som det ville være for en hestepige, at acceptere en kamel til et travderby.  

De andre i familien tolererede ham, men han følte sig næppe som om, at han var hjemme i sin familie. Det var vist tydeligt nok som om, at min søn ikke hørte til i min familie. Han var tydeligvis en, der var på gule plader. Jeg havde tænkt over det før, men tidligere havde jeg pakket det ind under, at han var den yngste, og at et var derfor, at han blev set lige igennem. 

Anton, på sin side, var nærmest betaget af sine tre kusiner, selvom min brors 21-årige Sara ikke vakte lige så megen opsigt, som min søsters to dukker. Sara var heller ikke nær så spændende, set ud fra en teenagers synspunkt. Sara var flad og rødhåret, mens både Mandy og Melissa havde former og blondt hår. Anton var i den alder, hvor piger pludselig er blevet akut interessante, men han anede ikke en døjt om hvordan man talte til piger, end sige hvordan man gebærdede sig i forhold til det modsatte køn. Jeg var sikker på, at han fortsat havde sig første kys til gode.  I forhold til Mandy, der var 19, var han nærmest et spædbarn, men det forhindrede ham ikke i at kigge langt efter både hende og Melissa. Måske troede han, at det ikke blev bemærket. Men det gjorde det. Jeg gjorde i hvert fald - og det skulle vise sig, at Mandy heller ikke havde undgået at opdage knægtens øjne.  

Efter middagen, var der først den obligatoriske rygepause i havestuen, hvor begge mine lyshårede niecer overraskede mig, ved at være begyndt på tobakkens forbandelser. Det er muligt, at i hvert fald Mandy havde røget før, uden at jeg kunne huske at have set det, men jeg havde aldrig før set Melissa med en smøg. Selv fik jeg ild på en af dagens alt for mange Cecil, og sad og nød røgen, sammen med min far, der så længe nogen kunne huske, havde røget pibe. Det gik han meget op i. Han var formand for en forholdsvis stor piberygerklub og hans tobakker var altid udsøgte. De fleste af dem duftede pragtfuldt, men jeg ville alligevel ikke bytte. Min svoger, Willie, røg en lille tynd cigar, der hørmede af kamellort og vanilje - og min mor og Kitt delte to tynde damecigaretter, fra min mors pakke. Kitt røg sjældent. Faktisk kun når hun var fuld, men det blev hun til gengæld hurtigt, når der var rødvin i glassene.  

Alt åndede fred og idyl. 

Vi snakkede om alt og intet - og vi kendte drejebogen: risalamande, opvask, dans om juletræ, gaver, en tur i hjemmebaren - som min far var så stolt af - en bid natmad og så var det hjem imod den treværelses på Husumvej. Gaverne, hvis de fyldte for meget til taxien - men det gjorde de næppe for Antons og mit tilfælde - måtte overnatte til i morgen, for ingen ville kunne køre bil.  

Jeg nåede to smøger, inden min mor kaldte os til bords, til det der var en af julens mest udsøgte parodier. Hver af ungerne, vel at bemærke dem der var under atten, fik en desserttallerken med risalamande - og da der kun var tale om Melissa og Anton, der opfyldte det aldersmæssige kriterium, var det kun de to, der fik en portion med på forhånd anbragt mandel. Naturligvis vidste begge ungerne det, og ingen af dem var synderligt overraskede, da de fik mandlen. Sådan havde det været alle år.  

Vi voksne måtte kæmpe os igennem en noget større skål, og skæbnen ville, at det var Mandy, der fik den ensomme mandel, der var anbragt deri. Lige der vil jeg understrege, at der ikke var nogen form for svindel.  

I vores familie, var det lige så meget tradition, som Disneys Juleshow var det på flimmeren, at mandelgaven var en juleskrabekalender. En af de der røde, fra Dansk Tipstjeneste, hvor der var 24 felter, der skulle skrabes. Jeg ved ikke hvorfor min mor var begyndt på den åndssvage tradition. Sikkert fordi hun var så frygteligt fantasiløs. Men på den anden side, hvad skulle hun ellers købe? Tøserne ville ikke kunne bruge et slips til en skid - og hvad fanden skulle jeg med en makeup børste? Hvis jeg altså nogensinde vandt.  

Min mor delte kalenderne ud til vinderne - og lige så traditionelt, lod vi alle sammen som om, at vi fulgte med i skraberiet. 

Jeg ved ikke om Mandy i virkeligheden gik op i det - eller om hun lod som om at hun gjorde det, for sin mormors skyld. Hun skrabede sine felter langsomt, og i numerisk rækkefølge, samtidig med at hun satte krydser på bagsiden af sin kalender, så hun hele tiden kunne følge med i hvad hun havde.  

Melissa var pisseligeglad. Hun tog sin mønt og skrabede alle felterne i en arbejdsgang. Så var det overstået. Derefter bad hun sin mor om at tjekke ud, om der var noget at hente, hvilket Kitt dog ikke ville vide af. Derfor endte skrabekalenderen på bordet foran Melissa, uden at hun gjorde tegn til at ville røre den. 

Anton gjorde næsten ligesom Mandy, men han startede oppe i det ene hjørne og bevægede sig med uret rundt.  

"Man skal sgu da tage tallene i rækkefølge. Hvorfor gør du det sådan?" ville Mandy pludselig vide.  

Det var første gang hun nogensinde havde talt til ham. Det var lidt sjovt, for jeg kunne se, at Anton blev lidt forfjamsket over, at et lyshåret væsen med bryster, sagde noget til ham. 

"Det ved jeg ikke," sagde han. "Men du har da også skrabet lidt på det der felt, selvom det ikke er i rækkefølge." 

Han pegede på hendes felt nummer 24. Der var skrabet et hjørne af. Det var ganske lidt, men berørt var det - definitivt. Så mandede han sig ligesom lidt op og fik sagt en sætning der ikke lød helt så bøvet: "Jeg tror bare der er mere held ved at gøre det på den her måde. Jeg kan ligesom mærke det i mine fingre." 

Jeg bemærkede godt det blik, som Mandy og Melissa sendte hinanden.  

"Okay. Du kan måske også mærke, om der er gevinst på mit lod? Bare sådan ved at lade fingrene glide hen over det?" spurgte Mandy med et drillende smil. 

"Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke. Jeg kan da prøve," sagde han.  

"Prøv med dit eget først," grinede Melissa. "Nej, vent, ved du hvad, prøv med mit først. Så kan vi se med det samme om du er magisk."  

Melissa tog sin skrabekalender og smed den hen til Anton. Han trak på skuldrene, lagde hånden på loddet men nøjedes med at se direkte på Melissa.  

"Du har vundet hundrede kroner," sagde han så. Hent uden at kigge på loddet.  

"Ja! Godt, Wierdo!" grinede Melissa.  

Anton trak igen på skuldrene, som om han ikke hørte hendes nedladende måde at tale til ham på, og skubbede loddet væk fra sig, så det lå med bagsiden opad. Så fortsatte han med langsomt at skrabe sit eget lod.  

Melissa tog sit lod og kiggede på det, men det så ud som om, at det hun så, ikke røg ind på lystavlen.  

"Du har fem kræmmerhuse. Det giver hundrede kroner," sagde Anton, mens han stadig koncentrerede sig om at skrabe sit eget lod.  

"Fem kræmmerhuse? Hvordan fanden kan du vide det?" spurgte Melissa. Det var ret morsomt, for jeg kunne høre på hendes stemme, at hun på en eller anden måde var blevet urolig. 

"Det kan jeg bare mærke. På skrabeloddet. Prøv selv at kigge efter," sagde Anton, alt imens han vendte sig eget lod om, og krydsede endnu et felt af.  

Melissa var som forstenet. Hun vidste ikke, om hun skulle vende loddet om og kigge, for hun var bange for at blive til grin. 

"Lad mig," sagde Mandy, da hun fornemmede søsterens tøven, og rakte hånden frem. Melissa lod hende tage skrabeloddet. Hendes ansigt var lidt stift i mimikken. Hun kunne ikke lide det der skete. Hun var bange for, at hun var blevet gjort til grin af sin underlige, lille fætter. 

Mandy smilede overbærende. Det varede indtil hun vendte loddet om og tjekkede det. "Holy fuck! Han har sgu ret," sagde hun med en lettere hæs stemme. "Du har sgu fem kræmmerhuse, Melissa." 

Melissa drejede langsomt hovedet og stirrede på Anton, med store øjne. Mandy gjorde det samme. Hun var ligefrem stoppet med at skrabe.  

Han lod sig ikke mærke med noget, men fortsatte med at skrabe sit lod. 

"Vinder du noget på det der lod? Altså, dit eget," spurgte Mandy. Det var tydeligt nok, at hun også var grebet af den mystiske stemning, hendes lillesøster følte. 

"Det er lidt svært at sige. Jeg har fire misteltener. Der skal seks af dem, til at man vinder 200. Men sådan er det som regel. Man får altid, så det er lige ved og næsten. Man skal tro, at man er lige ved at vinde. Det er jo det der er spændingen ved det, ikke," sagde Anton. 

"Men får du dem? De sidste to?" spurgte Mandy. Hun var tydeligvis blevet lidt mere ivrig. 

Anthon lagde hånden på sit skrabelod i et kort sekund. "Ja" Det gør jeg sgu!" sagde han. Han lød meget overrasket.  

Jeg så Mandy løfte øjenbrynene. Melissa åbnede munden og var ikke klar over hvor utjekket hun så ud i det sekund. 

"Og hvad med mig?" spurgte Mandy. 

Anton skrabede et felt mere - og fik i det samme den femte mistelten.  

"Bum-bum! Det er spændende der her, hva'," sagde han og satte et kryds på loddets bagside. 

"Hvad med mit lod? Vinder jeg?" spurgte Mandy, lidt mere ivrigt, end hun nok selv ville syntes var fedt. 

Anton lagde med et suk hånden på hendes lod. Så lyste hans ansigt op i et kort sekund. "Ja! Du vinder en million," sagde han tørt. 

"Godt med dig. Du tager pis på mig!" sagde Mandy, men jeg kunne fornemme gennem hendes ansigt, at det usikre smil hun sendte ham, ikke var helt roligt. Han havde tændt et eller andet i hende.  

"Det ved du jo om lidt, om jeg gør," sagde Anton. "Men se her, hvis jeg skraber felt nummer 24, så kommer den sidste mistelten." 

"Gu' gør den da røv!" sagde Melissa. 

"Vi kan bytte lod. Så kan du fordoble din gevinst," foreslog Anton.  

"Tror du jeg er helt idiot?" vrissede Melissa.  

Anton svarede ikke, men begyndte at skrabe felt nummer 24. Ganske langsomt, som for at trække spændingen ud. Så stoppede han med at skrabe, inden han var nået ind til den tegning der gemte sig under, og så på Mandy. "Undskyld. Det var ikke pænt af mig. Jeg skulle selvfølgelig også have spurgt dig. Vil du bytte lod med mig?" 

Mandy så tilbage på Anton med et par øjne, der var så store, at H.C. Andersen ikke kunne have gjort det bedre i Fyrtøjet. "Det er lidt uhyggeligt det her. Ved du virkelig at der er en mistelten?" sagde hun.  

"Nej. Selvfølgelig gør han ikke det. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre," sagde min mor. Hun stod med hænderne i siderne og vidste ikke om hun skulle le eller blive vred over, at han tog pis på sine ældre kusiner. Eller måske var hun bare forundret over, at knægten på den måde kunne tryllebinde de to ældre rappenskralder.  

"Jo, jeg gør," sagde Anton med et lille smil, som ikke rigtigt kunne defineres. Om han var lumsk eller skadefro, eller om det i virkeligheden bare morede ham, at han havde givet de to selvsikre tøser myrekryb, kunne jeg ikke sige.  

"Jamen, så skrab den da," sagde min mor. Hun kunne ikke skjule det. Hun var lidt irriteret på Anton, der greb ind i hendes juletradition.  

"Lige et øjeblik, farmor," sagde Anton, mens han galant slog hånden ud imod sit lod. "Mandy, vil du bytte eller ej? Hvis vi bytter, og der ikke er 200 kroner, så får du dit lod igen." 

Mandy så på ham med noget der godt kunne være ærefrygt i ansigtet. Så var det som om at hun konkluderede, at hun jo ikke havde det store at tabe, for hun troede ikke på ham. Ikke helt, i hvert fald.  

Hun rakte ud efter Antons skrabelod, men han undlod at give det til hende - i første omgang. I stedet bad han om hendes. Først da hun havde rakt ham sit skrabelod, lod han sit glide over til hende. 

"Det er felt nummer 24 du skal skrabe. Så vinder du 200 kroner. Men så beholder jeg dit lod. Er vi enige?" sagde han. 

"Men jeg får mit eget lod tilbage, hvis der ikke er en mistelten i nummer 24?" sagde Mandy mistroisk. 

"Ja, præcist. Men husk hvad jeg sagde til dig: Der er en million på dit lod. Det er bare så du ikke bagefter kommer og påstår, at jeg ikke har sagt det," sagde Anthon. Han holdt masken. Ikke en mine fortrak sig i hans drengeansigt.  

Mandy så overbærende på ham, som om, at hun nu havde besluttet sig for, at det han lukkede ud, var det rene fis. 

"Det er jo vanvittigt, det her," mumlede min svoger, Willie, med sin tunge engelske accent. Han lød forbavsende alvorlig, som om, at han faktisk troede på, at Anton kunne forudsige hvad der ville være under skrabeloddernes felter.  

Jeg husker, at jeg lige her tænkte, at det sgu da var sjovt. Knægten havde i den grad levet et trick med sine to kusiner - og åbenbart også hans ingeniør-onkel.  

Den ville jeg grine af - længe! 

Mandy tog sin mønt og skrabede hurtigt felt nummer 24 fri for det overflademateriale, der dækkede for felterne. Da hun havde fejet smulderet væk, sad hun i det meste af et par sekunder og stirrede lamslået på skrabeloddet, mens ansigtsfarven forsvandt fra hendes kinder. 

"Det er kraftedeme en mistelten," sagde Willie. Han lød helt chokeret. Han sagde det på engelsk. Det viste hvor lamslået han var. Han stammede fra Essex i England, men gjorde altid et stort nummer ud af at tale dansk, skønt han havde en tydelig engelsk accent.  

Jeg tror at alle i det sekund stirrede på Anton. Jeg skal egentligt ikke kunne sige om de andre gjorde det, men det tror jeg. Jeg var selv som lammet og spekulerede som en gal over, hvad det var jeg så udspille sig foran mine øjne. 

Anton sad bare helt rolig med den skrabekalender, der nu var hans. Den lå på bordet foran ham. Mandy havde nået at skrabe fjorten felter. Der var ti tilbage. Hun havde skrabet fire juletræer. Hvis Anton skrabede seks yderligere, ville han blive millionær.  

Vi lod alle vore blikke vandre, fra Anton til Mandy - og tilbage igen.  

"Vil du bytte tilbage igen?" spurgte Anton roligt. 

"Hvad? Nej! Selvfølgelig vil jeg ikke det. Jeg har sgu da lige vundet 200 dask, din sinke. Dem tor du sgu da vel ikke at du får igen," svarede Mandy med en lidt for spruttende energi, da hans spørgsmål endelig var blevet registreret i hendes hjerne.  

"Okay. Helt i orden. Men det var din sidste chance. Du fik muligheden. Nu beholder jeg loddet her," sagde Anton, hvorefter han tog sin mønt og skrabede felt nummer femten. Det var et juletræ. 

"Så mangler jeg bare fem," sagde han og strakte sig på stolen.  

De næste to felter, dem for den 16. og den 17., var også juletræer. Han var oppe på syv. 

Det var her min hjerne begyndte at stritte imod. Hvad fanden skete der. Havde drengen en eller anden overnaturlig evne, som jeg ikke kunne forstå? Som ingen af os forstod? 

Pludselig lagde min far sin hånd på min skulder.  

"Sig mig, er den dreng i besiddelse af et sindssygt held - eller er der fuske med i spillet? Er han en form for tryllekunstner? Eller hvad? Spiller han smart?" 

Min far hviskede. Det havde jeg aldrig hørt han gøre før. 

Rundt om bordet var der helt stille. Alle holdt vejret. 

Anton skrabede to felter mere - uden at få yderligere juletræer. Han trak på skuldrene, og tog en slurk af sin cola, inden han gik videre. Juletræ nummer otte og ni kom på de næste to felter.  

Der var tre felter tilbage. 

"Hold da kæft!" hørte jeg min mor sige.  

Jeg så op, og så hende stå med øjne så stive som pillerne til Storebæltsbroen. Bag hende stod min svigerinde, Solveig, og min storebror, David. Også deres øjne var ved at trille ud af hovedet.  

Anton havde alles fulde opmærksomhed. 

"Det er sjovt, ikke. Jeg behøver ikke at skrabe de to her." Han pegede med de to pegefingre på felterne med 22 og 23. "Juletræet ligger på nummer 24." 

"Er du sikker?" kvækkede min mor. Af alle i denne hede, hule verden, var det hende, der sagde det. Hendes stemme lød lidt anstrengt. Hendes hals måtte være tør.  

"Nej! Jeg er ikke sikker. Selvfølgelig er jeg ikke det. Men jeg syntes, at jeg kan mærke, at den er der," sagde Anton. 

"Det er fis der her, ikke," sagde min far. "Du tager fis på os, ikke." 

"Nej! Jeg laver ikke fis med nogen. Men jeg lyver heller ikke," sagde Anton.  

"Men du vidste… Du havde ret med de to andre. Kan du virkelig…"  

Det var David. Min storebror, der altid var så enormt cool. Jeg kunne høre, at det var han ikke lige her. Han var vel nærmest… rystet. Jeg skal ikke bebrejde ham. Det var jeg vist også selv.  

Anton rystede på hovedet. "Nej! Selvfølgelig kan jeg ikke det. Jeg havde set de fem kræmmerhuse på Melissas plade, da hun skrabede den. Der snød jeg, bare for at drille lidt. Men Mandys skrabelod, det var rent held fra min side. Intet andet. Og det her lod," - han viftede med det, så det gav den papagtige lyd, som sådan noget giver - "aner jeg ikke en skid om. Men jeg føler, at den er der, så jeg bliver ikke overrasket, hvis jeg skraber det tiende juletræ om lidt," sagde han. 

Jeg så rundt på de andre. Det var som om at en lettelse gik over deres ansigter. De havde jo lige hørt det. Der var ikke noget okkult i det. Ingen højere magter var involveret. Kun heldet.  

"Jamen så skrab da det skide nummer 24, så vi kan få udløst spændingen," sagde min far. "For søren, Anton, du gjorde mig sgu lidt bange."  

Drengen smilede meget kort, tog sin mønt og begyndte langsomt at skrabe belægningen af felt nummer 24.  

Der var så stille i stuen, at man ville have kunnet høre en myre slå en skid. Kun møntens skrabelyd, hen over materialet, kunne høres. Alle stirrede intenst på møntens vej over felt nummer 24. 

"Hvorfor tror du, at det sidste juletræ er under nummer 24? Det kan da lige så godt være under 22 eller 23." 

Det var Melissa der brød stilheden. Hendes stemme lød som et tordenskrald. 

Anton så op på hende, men sagde ikke noget. Hvad han tænkte, ville jeg godt have givet en tier for at vide. Men at han tænkte, at hun var en dum gås, det var en klar mulighed.  

"Det er den måde spilfirmaet gør det på. For at trække spændingen ud. Det sælger skrabespillene, hvis folk hele tiden tror, at de er tæt på at vinde. Men det er altid bare lige ved og næsten," sagde Hans, Davids og Solveigs 21-årige søn. Han var en spinkel fyr med sideskilning og en tynd moustache. Min mor havde engang påstået, at han var medlem af konservativ ungdom, men så dum regnede jeg ham trods alt ikke for at være, selvom han gik i skjorte og habit.  

"Hva' satan…" udbrød David. Han stod lige overfor Anton og stirrede intenst på udviklingen.  

"Det er det sgu da, far," sagde Hans. 

"Det er ikke det. Der er sgu ti juletræer," sagde David med en stemme der næsten sad fast nede i halsen. Så faldt han stamme på plads. "Der er sgu ti juletræer!" råbte han. 

"Det er der sørme! Jeg havde ret," sagde Anton. Han gjorde det ganske stilfærdigt. Der var intet overilet i det. Han smilede ikke engang. Han konstaterede det bare. 

"Har han vundet en million?" skreg min mor. 

"Lad os lige tælle efter," sagde jeg med rystende stemme. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hamrede af sted. Jeg tror nærmest, at jeg må have raslet. Så meget rystede jeg.  

Anton trak på skuldrene, satte pegefingeren på det første juletræ, oppe i skrabeloddets venstre hjørne, og begyndte at tælle. Han lod pegefingeren tappe ned på hvert enkelt felt med et juletræ: "En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti!" 

"Ja, den er god nok. Ti juletræer. Sikken noget. Jeg har vundet den store gevinst! En million kroner! Hold da op," sagde Anton stille. 

Reaktionen blandt alle andre tilstedeværende var mystisk. Først var der helt stille. Så rømmede min far sig. En gang. Bare sådan et: "Hmm!" 

Og så brød helvedet løs. 

Der blev kollektivt råbt en hel masse. Min bror hoppede rundt med armene i vejret. Hans kone, altså min svigerinde, og de to tvillinger havde store smil på ansigterne. Min mor skreg i vilden sky og min far tændte sin pibe inde i stuen, hvilket normalt ville have sendt ham fjorten dage i kasematterne på Kronborg.  

Men hvor min bror, og hans familie, jublede, var der totalt stille hos min søster og hendes familie. Selvom de sad spredt omkring bordet, og ikke havde kunnet aftale noget, var de alle fire på det nærmeste lamslåede.  

Jeg opdagede det lige før Mandys stemme skar gennem stuen - som en økse. 

"Det kan fandeme ikke være rigtigt!" skreg hun. 

Anton vendte ansigtet imod hende. Hun sad stadig på stolen ved siden af hans. 

Hun var bleg som en maddike, mens han var lige så rolig som en doven hankat, der lå i solen og indtog energi.  

"Din lille infame lort! Du har stjålet mit skrabelod!" fortsatte hun, med en stemme, der kunne have nedlagt et drivhus. 

"Nej! Det har jeg ikke. Vi byttede skrabelodder. Kan du huske det? Du fik mit - og jeg fik dit," sagde Anton roligt.  

"Prøv lige at høre her," råbte Kitt, altså min søster, der var mor til både Melissa og Mandy. "Du kan da nok se, at det her ikke er rimeligt! Du vidste jo, at du snød Mandy!" 

Mandy selv rakte i en heftig bevægelse ud efter skrabeloddet, der fortsat lå foran Anton, men drengen havde forudset hendes handling, og lagde, i en endnu hurtigere bevægelse, hånden på sit skrabelod. 

"Selvfølgelig er det rimeligt. Vi byttede jo. Mandy ville jo heller ikke bytte tilbage, da hun havde vundet de 200 kroner. Hun fik endda chancen," sagde Anton. 

"Du er en led tyveknægt! Dit fucking røvhul!" skreg Mandy. 

"Tag det lige roligt," hørte jeg mig selv sige. 

"Du skal blande dig helt uden om det her, Hardy. Det har ikke en skid med dig at gøre," skreg min søster.  

"Nåh, det syntes jeg nu nok. Anton er da min søn. Det har jeg videnskabens ord for," sagde jeg - med en lidt pænere stemmeføring end hende. 

Melissa begyndte at råbe fra sin plads på bordets modsatte side. Det hun sagde, var bestemt ikke pænt. Hun kaldte både Anton og mig nogle temmelig ubehagelige ting. Mandy begyndte samtidig at slå ud efter Anton, med to flade hænder, som var hun en lussingmaskine, der fungerede ved hjælpe af møllevinger.  

"Det er mit skrabelod. Du skal fandeme ikke stjæle mit skrabelod. Det er mine penge!" hylede hun.  

Hun ramte ham mindst fem-seks gange i ansigt og baghoved. Anton tog det med knusende ro. Først bad han hende stoppe. Det gjorde hun ikke. Tværtimod ramte hun ham er tre-fire gange mere. Det var det. Han rejste sig op, trak armen tilbage og skøde den hurtigt frem og fangede begge hendes hænder i luften. "Så lukker du kraftedeme røven og stopper det der fægteri!" sagde han.  

Det kan godt være at han kun var fjorten år, men hans opdragelse, uden fra hjemmets vægge, var foregået i Tingbjergs gader. Han forstod at slå en prober næve, og han kunne med rimelighed have smasket Mandy en på kajen, men han var diplomat nok til ikke at gøre det.  

"Det er mit lod! Det er mit lod!" skreg Mandy igen og igen. 

"Jeg må nok sige, at det er rigtigt nok," sagde min mor - noget overraskende. Jeg havde ikke troet, at hun ville blande sig i diskussionen. Men der stod hun og lignede noget som var født af en tornado. "Anton, du skal give Mandy loddet tilbage. Sådan er det. Det er hendes lod!" 

Hun lød lige så streng og afklaret, som en landsretsdommer, der afsiger en dom i en selskabstømmersag.  

"Hvorfor skulle jeg dig gøre det, farmor?" spurgte drengen. "Du hørte selv Mandy, lige før, da hun havde vundet de 200 kroner. Hun kaldte mig en sinke, da jeg spurgte, om hun ville bytte tilbage. Jeg gav hende chancen, for at få loddet her tilbage. Ingen skal sige, at hun ikke havde muligheden. Så hvorfor skulle jeg dog bytte tilbage nu, når hun ikke ville før?" 

"Anton, du er en meget skidt knægt," sagde min mor. Hun var både vred og rystet, sikkert både over situationen, og det, at Anton svarede igen, uden bare at slå hælene sammen, sådan som hun var vandt til at alle i familien gjorde det.   

"Hvabehar?" råbte jeg. "Nu stopper du sgu, mor! Anton er ikke nogen skidt knægt. Hvad fanden er meningen? Han har jo ret, Mandy ville ikke bytte tilbage lige før, da hun havde vundet - og hun kaldte ham faktisk en sinke. Der må sgu være grænser!" 

"Sådan taler du ikke til din mor, Hardy," brølede min far. Han var så oprørt, at han havde taget piben ud af flaben – og det sker ellers kun, når amerikanske præsidenter bliver skudt, eller danske fodboldlandshold vinder internationale mesterskaber. 

"Jo, det kan du fandeme tro at jeg gør. Det skrabelod er Antons - og det er gevinsten også," sagde jeg vredt. Nej, jeg sagde det ikke. Jeg råbte.  

"Han har stjålet Mandys lod," skreg min søster. 

"Sludder!" sagde jeg. 

"Den lille lort har siddet hele aftenen og kigget på mine bryster," skreg Mandy. Så begyndte hun at hulke, vel vidende, at snot og tårer som regel giver den blonde pige en god håndfuld gratis sympati.  

"Se nu hvad du har gjort!" råbte min søster. Hun pegede med en huggende pegefinger på Anton.   

"Hvad han har gjort? Det er sgu da din tomhjernede gås af en datter, der har kuk i kysen. Hvem er det ellers der sidder og flipper?" sagde jeg. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive vred. Måske var det ikke helt rimeligt, men vred var jeg sgu ved at blive. 

"Du stjæler fra mig," råbte Mandy. Hun havde igen taget fat i Anton. Dog ikke med slag. Nu ruskede hun ham i skulderen.  

Anton rystede på hovedet. "Sig mig, far, er det almindeligt, at mine kusiner teer sig som vanvittige valkyrier?" spurgte han.  

"Anton!" råbte min mor.  

"Ja. Det er mit navn, farmor. Tak for mandelgaven. Jeg er ked af at familien vælger at se mig som en skurk. Det er ikke min mening at skabe spild…" 

"Hvorfor gør du det så, dit... din djævleyngel," snerrede min mor. Hendes ansigt var gået fra blegt til ildrødt.  

"Mor! For fanden da!" råbte jeg. 

"Hardy, du … du… " Tårerne begyndte ar strømme ned ad hendes kinder, en reaktion der ellers var reserveret til når hun så Titanic på DVD.  

Hun var så hidsig, at hun ikke kunne sige mere. 

"Anton, tag dit lod. Vi skrider fra den her galebutik," sagde jeg vredt, samtidig med at jeg rejste mig. 

"I skal ingen stader med det skrabelod," flæbede min søster. 

"Hvem skulle forhindre os i det?" spurgte jeg. "Dig? Jeg ved godt at de fleste drager kan spy ild, men jeg tvivler på at du har så meget kul, i den der fede krop du går rundt med." 

"Willie!" råbte Kitt, "Gør noget." 

Her var det jeg ikke kunne lade være med at grine. Min svoger, Willie, var midt i halvtredserne og havde figur som Oliver Hardy - og arme som Stan Laurel. Nu skal jeg ikke gøre mig selv bedre end jeg var, men jeg var selv 31 og havde i mine yngre år trods alt bokset 17 amatørkampe. Selvom det var nogle år siden, jeg havde været medlem af Bokseklubben Kelly, var jeg i så meget bedre stand end Willie, at det blev en joke. Hvis Willy havde prøvet at stille sig op, ville jeg formentligt have kunnet slå ham i gulvet, bare ved at kigge ondskabsfuldt på ham. 

"Slå nu koldt vand i blodet," sagde min far. "Hvad er det for en måde at bære julen ud på?" 

"Vi går," sagde jeg og lagde hånden på Antons skulder. 

"Far, for den da. Det er kun en skide skrabejulekalender. Det er kun penge. Det betyder ikke noget," sagde Anton, da jeg med hånden antydede overfor ham, at det er nu færgen sejler! 

"Ingen skal kalde dig en tyv. Det ved jeg, at du ikke er. Det kan godt være at du er fra Tingbjerg, men jeg ved at du er en ærlig dreng," sagde jeg. 

"Ikke en skid," sagde Anton. Så vendte han om og gik gennem køkkenet og ud i bryggerset, hvor hans jakke lå henslængt på kummefryseren.  

"Hvis du går nu, Hardy, så skal du ikke komme tilbage igen. Aldrig nogen side," sagde min mor med en stemme, der var mere end tæt på at knække over. 

"Det er chokerende for mig, at du vælger at tage Mandys og Kitts parti i en diskussion, hvor du godt ved, at de ikke er rimelige. Sådan har det altid været, ikke. Anton er ikke det samme værd, som de andre børnebørn. Du tror da ikke, at jeg ikke har noteret det, vel," sagde jeg, da jeg stod i gangen og tog min frakke på. 

"Det er ikke fair, at I opfører jeg som forsmåede børn," sagde min far, da jeg åbnede døren til verden udenfor. 

"Den må du tage med nogle andre. Ikke mig. Jeg vil ikke finde mig i, at de står og kalder Anton en tyv." 

"Jamen, var det ikke et fejt trick, han der kørte af på Mandy?" sagde min far surt. 

"Nej! Mandy viste præcist hvor snotdum og egoistisk hun er. Hun ville ikke aflevere de 200 kroner, som hun havde vundet på Antons skrabelod. Sjovt nok var der ikke nogen der syntes at det var forkert. Men da Anton vinder den helt store gevinst, så er det straks forkert, at han ikke overgiver præmien til Mandy." 

"Det er en million kroner, Hardy," sagde min far. "Der er en forskel." 

"Nej. Det er der netop ikke. Det er ikke værdien. Hvis det havde været omvendt, ville I sgu ikke have taget sådan på vej." 

"Men Hardy…" 

"Farvel, far!" sagde jeg og gik demonstrativt ud ad døren, med Anton ved med min side.  

Vi tog en taxi hjem.  

Da vi kom hjem på Husumvej, bad jeg Anton om at vise mig juleskrabekalenderen. 

"Det kan jeg ikke," sagde han. 

"Hvad kan du ikke?" 

"Jeg har den ikke," sagde han.  

"Hvad har du ikke? Hvad mener du?" 

"Ingen skal kalde mig en tyv," sagde Anton. "Så jeg lagde skrabekalenderen ude i farmors bryggers, da jeg hentede min jakke." 

Jeg kiggede målløs på drengen. "Hvorfor i alverden gjorde du det?" fik jeg fremstammet.  

"Fordi jeg snød," sagde han. 

"Men hvordan snød du?" 

"Mandy var kommet til at skrabe en lille flig af det sidste felt. Altså nummer 24. Jeg kunne se, at der nok var et juletræ under feltet. Det var den måde de to streger, som jeg kunne se, løb sammen på. Derfor narrede jeg hende til at give mig sit skrabelod." 

"Hvor har du lagt det?" 

"Under den grønne frakke. Så finder hun det der, når hun tager frakken på og går hjem," sagde han. 

"Hvordan fanden kan du finde på det?" spurgte jeg overrasket.  

Han trak på skuldrene. "Er jeg en skidt knægt, far?"  

"Nej," sagde jeg. "Det er du bestemt ikke." 

"Heller ikke, når jeg hele aftenen har siddet og kigget på hendes bryster, som hun sagde?" 

"Jo. Så er du slem," sagde jeg med et stivnet smil på læberne. "Har du virkelig lagt en million kroner til en pige der kaldte sig en sinke?" 

"Ja, det har jeg. Men far… jeg vil aldrig med til jul hos farmor mere," sagde han. 

"Det kommer vi heller aldrig mere," svarede jeg. "Det kommer vi aldrig mere!" 

---